Mødedato: 26.08.2015, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Puljeansøgninger, august 2015

Christianshavns Lokaludvalg skal tage stilling til fem puljeansøgninger.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,
  1. at Christianshavns Lokaludvalg giver tilsagn til Vilde Liv om 10.000 kr. til udsmykning af en container for enden af Bådsmandsstræde.
  2. At Christianshavns Lokaludvalg giver afslag til Dansk Forfatterforening på deres ansøgning om 25.000 kr. til DM i novelleskrivning for unge. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget ønsker at sprede anvendelsen af deres midler.
  3. At Christianshavns Lokaludvalg udsætter behandlingen af en ansøgning fra Karavane om 20.000 kr. til to til klatrehalskoncerter i marts 2016 til lokaludvalgets møde den 28. oktober 2015. Til den tid er størrelsen af lokaludvalgets pulje 2016 formentlig er kendt.
  4. At Christianshavns Lokaludvalg giver tilsagn til tre borgere om 5.000 kr. til tryk af bogen "En Christianshavners Erindringer". Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 15.000 kr., da man ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.
  5. At Christianshavns Lokaludvalg giver tilsagn til Sofiebadet om 5.000 kr. til fem koncerter i Sofiebadet. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 9.925 kr., da man ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.

Problemstilling

Lokaludvalget har modtaget seks puljeansøgninger. Én ansøgning er afvist administrativt, da ansøgeren ikke har adresse på Christianshavn, jf. lokaludvalgets retningslinjer for tildeling af støtte. Lokaludvalget skal således tage stilling til fem puljeansøgninger.

Løsning

1. Udsmykning af Vilde Livs container
Vilde Liv søger om 10.000 kr. til udsmykning af deres container for enden af Bådsmandsstræde i juli og august 2015.Der er tre formål med projektet:
  • at få unge mennesker engageret i udsmykningen af Vilde Livs container og skabe rum for at de unge kan prøve sig selv af i en kunstnerisk ramme
  • at få de unge, der bruger Vilde Liv, til at føle ejerskab over deres container og værested
  • at forskønne området ved volden, så dette fremstår mere trygt og rart, og få mindsket graffitihærværket på plankeværk og container
En professionel graffiti-maler vil i samarbejde med unge og voksne i Vilde Liv komme med ideer til, hvordan containeren kan udsmykkes, hvorpå de unge (evt. sammen med andre unge i området) udsmykker containeren. Evt. gennemføres også en eller flere workshops i graffiti sideløbende. Målgruppen er unge mellem 12-21 år der færdes på Christianshavn og Christiania og som kommer i forbindelse med projektet Vilde Liv. Støtten fra lokaludvalget vil blive anvendt til materialer.

Sekretariatets bemærkninger 
Sekretariatet vurderer, at projektet er bydelsrelateret, dialogskabende, netværksdannende, identitetsstøttende og lokalkulturelt udviklende, ligesom det kan styrke Christianshavns sociale og kulturelle ressourcer, samle borgere på tværs af sociale og etniske forskelle samt skabe dialog og debat om og i bydelen.

Vilde Liv er et kommunalt projekt. I henhold til lokaludvalgets retningslinjer for tildeling af støttemidler, ydes der i udgangspunktet ikke støtte til aktiviteter, som andre offentlige institutioner bør finansiere. Det er en politisk vurdering om der er tale om en sådan aktivitet i dette tilfælde. Med det forbehold ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter projektet.

Projektet er i gang eller afsluttet, når lokaludvalget skal tage stilling til ansøgningen, men var ikke i gang, da lokaludvalget modtog ansøgningen. Reglen i ovennævnte retningslinjer om, at der ikke kan søges støtte, efter at et arrangement eller projekt har fundet sted, er således ikke aktuel i dette tilfælde. Jf. lokaludvalgets beslutning i mødet den 24. juni 2015 ændres retningslinjerne på dette punkt med virkning fra den 1. september 2015, så lokaludvalget ikke yder støtte til aktiviteter, der har fundet sted, når lokaludvalget skal tage stilling til ansøgningen.


Arbejdsgruppens anbefaling
Arbejdsgruppen anbefaler, at Vilde Liv modtager det ansøgte beløb på 10.000 kr. til udsmykningen. Vi mener, at udsmykningen er et aktiverende og æstetisk projekt med god signalværdi.

Formandens indstilling
At lokaludvalget giver tilsagn til Vilde Liv om 10.000 kr. til udsmykning af en container for enden af Bådsmandsstræde.


2. DM i novelleskrivning for unge
Dansk Forfatterforening søger om 25.000 kr. til en landsdækkende konkurrence i novelleskrivning for unge, som afholdes på Christianshavn dem 14.-15. november 2015. Hensigten er at udvikle de unge skribenters talent, styrke deres litteraturforståelse, kreativitet, formidlingsevner og deres forhold til det danske sprog. Konkurrencen annonceres på gymnasier over hele landet. Unge på Christianshavns Gymnasium inviteres således også til at deltage i konkurrencen.

Der søges specifikt om støtte til forplejning (7.500 kr.), overnatning (10.000 kr.) og transport fra Jylland, Fyn og øerne (7.500 kr.). Udgiftsbudgettet er på 60.000 kr. Fonde støtter med 35.000 kr.

Sekretariatets bemærkninger 
Sekretariatet vurderer, at arrangementet er bydelsrelateret i og med, at det finder sted på Christianshavn. Endvidere, at det er dialogskabende og netværksdannende. Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter konkurrencen.

Arbejdsgruppens anbefaling
Idet vi opfatter aktiviteten som landsdækkende og ikke rettet mod Christianshavn, indstiller vi, at ansøgningen på 25.000 kr. ikke imødekommes.

Formandens indstilling
At lokaludvalget giver afslag til Dansk Forfatterforening på deres ansøgning om 25.000 kr. til DM i novelleskrivning for unge. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget ønsker at sprede anvendelsen af deres midler.


3. Klatrehalskoncerter
Karavane søger om 20.000 kr. af 2016-puljemidlerne til to koncerter i 11. og 12. marts 2016 i klatrehallen Blocs & Walls på Refshaleøen. Koncerterne er med 3 perkussionister, en cellist og klatrere. Der vil blive fremført nutidig klassisk musik komponeret til lejligheden, som tager afsæt i hallens specielle karakter. Hensigten er at udforske mødet mellem nykomponeret musik og klatrehallens specielle rum. Ansøgeren skriver, at samme koncert senere kan holdes i andre klatrehaller i Danmark og i udlandet. Budgettet er på 452.700 kr. Indtil videre har ansøgeren fået 20.000 kr. i støtte fra to fonde. Der budgetteres med entré for 30.000 kr. Billetter vil koste 50 kr. for medlemmer og 100 kr. for ikke-medlemmer.

Sekretariatets bemærkninger 
Sekretariatet vurderer, at koncerterne er bydelsrelateret i og med, at de finder sted på Christianshavn. Endvidere, at de er dialogskabende, netværksdannende, identitetsudviklende og lokalkulturelt udviklende samt styrker Christianshavns kulturelle ressourcer.
 
Det fremgår af retningslinjerne for tildeling af puljemidler, at det forhold, at ansøgeren i mindre omfang har entréindtægter, ikke er til hinder for, at der gives støtte til aktiviteten, dog sådan at støtten vurderes i relation til entreens størrelse. Om entreen til de to koncerter har et omfang, der er til hinder for at støtte, er en politisk vurdering. Med det forbehold ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter koncerterne.

Hvis lokaludvalget beslutter at støtte koncerterne, skal det ske med forbehold for, at lokaludvalget råder over midler i 2016.

Arbejdsgruppens anbefaling
Vi finder projektet nytænkende og familievenligt. Mange kan opleve hallen, og vi mener, at lokaludvalget bør støtte projektet med 10.000 kr. Da der ansøges om 2016-midler, anbefales det, at lokaludvalget først afgør sagen til oktober, hvor budgettet for 2016 er kendt.

Formandens indstilling
At lokaludvalget udsætter behandlingen af en ansøgning fra Karavane om 20.000 kr. til to til klatrehalskoncerter i marts 2016 til lokaludvalgets møde den 28. oktober 2015. Til den tid er størrelsen af lokaludvalgets pulje 2016 formentlig er kendt.

4. En Christianshavners Erindringer
Tre borgere søger om 15.000 kr. til tryk af en bog, som den ene af dem har skrevet. Bogen omhandler Christianshavns nyere historie fortalt som erindringer om opvækst og starten på et arbejdsliv i bydelen. 
En anden af de tre ansøgere står for layout mm. Bogen vil blive trykt i 500 eksemplarer, hvoraf de 250 forventes solgt lokalt for 99 kr./stk. Usolgte bøger foræres væk til privatpersoner og institutioner. Udgiftsbudgettet er på 40.700 kr.

Sekretariatets bemærkninger 
Sekretariatet vurderer, at projektet er bydelsrelateret, dialogskabende, identitetsstøttende, lokalkulturelt bevarende, styrker Christianshavns kulturelle ressourcer og skaber dialog om bydelen. Det fremgår ikke af ansøgningen, hvad der skal ske med de bøger, der ikke sælges. Med det forbehold ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter projektet.
 
Arbejdsgruppens anbefaling
Bogens indhold må vurderes som lokalt interessant, støttes med 5000 kr. og ikke hele det ansøgte beløb, da lokaludvalget ønsker at sprede sine midler.

Formandens indstilling
At lokaludvalget giver tilsagn til tre borgere om 5.000 kr. til tryk af bogen "En Christianshavners Erindringer". Lokaludvalget støtter ikke med det fulde beløb på 15.000 kr., da man ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.


5. Musik i Sofiebadet
Sofiebadet søger om 9.925 kr. til fem koncerter i efteråret 2015. Den første koncert holdes den 13. september, mens den sidste holdes den 29. november 2015. Lokaludvalgets støtte vil blive anvendt til ekstern løn/honorarer, annoncering/PR, KODA-afgift og rengøring. Der tages entré, 100 kr. Der budgetteres med entréindtægter på 12.500 kr. Udgiftsbudgettet er på 33.425 kr. En fond støtter med 11.000 kr.

Sekretariatets bemærkninger 
Sekretariatet vurderer, at koncerterne er bydelsrelateret, dialogskabende, netværksdannende, identitetsstøttende og udviklende, lokalkulturelt bevarende/udviklende og styrker Christianshavns kulturelle ressourcer. Det fremgår af retningslinjerne for tildeling af puljemidler, at det forhold, at ansøgeren i mindre omfang har entréindtægter, ikke er til hinder for, at der gives støtte til aktiviteten, dog sådan at støtten vurderes i relation til entreens størrelse. Om entreen for ikke-medlemmer til de to koncerter har et omfang, der er til hinder for at støtte, er en politisk vurdering. Med det forbehold ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter koncerterne.

Arbejdsgruppens anbefaling
Da vi ser koncerterne som et positivt kulturelt indslag i lokalsamfundet, foreslås en støtte på 5000kr. og ikke hele det ansøgte beløb, da CLU ønsker at sprede sine midler.

Formandens indstilling
At lokaludvalget giver tilsagn til Sofiebadet om 5.000 kr. til fem koncerter i Sofiebadet. Lokaludvalget støtter ikke med det fulde beløb på 9.925 kr., da man ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.

Økonomi

Christianshavns Lokaludvalg har i 2015 afsat 221.000 kr. til puljeansøgninger. Heraf er 163.415,84 kr. disponeret. Hvis indstillingerne følges, vil der være disponeret for yderligere 20.000 kr. af 2015-puljemidlerne. Endvidere vil der ikke være disponeret af 2016-puljemidlerne.

Videre proces

Sekretariatet meddeler ansøgerne lokaludvalgets beslutning og varetager den videre sagsbehandling med ansøgningerne.

Beslutning

Kirsten V. Andersen var inhabil vedrørende punkt 5 og forlod mødet under sagens behandling.
  1. Lotte Barfod stillede ændringsforslag om, at lokaludvalget giver afslag til Vilde Liv på ansøgningen om 10.000 kr. til udsmykning af en container for enden af Bådsmandsstræde.

    For at give Vilde Liv tilsagn om 10.000 kr. til udsmykning af en container for enden af Bådsmandsstræde stemte 6 lokaludvalgsmedlemmer.
    For at give afslag til Vilde Liv på ansøgningen om 10.000 kr. til udsmykning af en container for enden af Bådsmandsstræde stemte 8 lokaludvalgsmedlemmer.
    5 lokaludvalgsmedlemmer undlod at stemme.

    Dermed havde lokaludvalget godkendt ændringsforslaget om at give afslag til Vilde Liv på ansøgningen om 10.000 kr. til udsmykning af en container for enden af Bådsmandsstræde. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget i udgangspunktet ikke støtter aktiviteter, som andre offentlige institutioner bør finansiere.
     
  2. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give afslag til Dansk Forfatterforening på deres ansøgning om 25.000 kr. til DM i novelleskrivning for unge. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget ønsker at sprede anvendelsen af deres midler.
     
  3. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at udsætte behandlingen af en ansøgning fra Karavane om 20.000 kr. til to til klatrehalskoncerter i marts 2016 til lokaludvalgets møde den 28. oktober 2015, idet størrelsen af lokaludvalgets pulje 2016 formentlig er kendt til den tid.
     
  4. Poul Nielsen stillede ændringsforslag om at lokaludvalget giver tilsagn til tre borgere om 15.000 kr. til tryk af bogen "En Christianshavners Erindringer".

    For at lokaludvalget giver tilsagn til tre borgere om 5.000 kr. til tryk af bogen "En Christianshavners Erindringer" stemte 14 lokaludvalgsmedlemmer.
    For at lokaludvalget giver tilsagn til tre borgere om 15.000 kr. til tryk af bogen "En Christianshavners Erindringer" stemte 1 lokaludvalgsmedlem. 
    4 lokaludvalgsmedlemmer undlod at stemme.

    Dermed havde lokaludvalget godkendt indstillingen om at give tilsagn til tre borgere om 5.000 kr. til tryk af bogen "En Christianshavners Erindringer". Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 15.000 kr., da man ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.
     
  5. Jette Philipsen stillede ændringsforslag om at give afslag til Sofiebadet om 5.000 kr. til fem koncerter i Sofiebadet.
     
    For at lokaludvalget giver tilsagn til Sofiebadet om 5.000 kr. til fem koncerter i Sofiebadet stemte 10 lokaludvalgsmedlemmer.
    For at Lokaludvalget give afslag til Sofiebadet om 5.000 kr. til fem koncerter i Sofiebadet stemte 3 lokaludvalgsmedlemmer.
    5 lokaludvalgsmedlemmer undlod at stemme.

    Dermed havde lokaludvalget godkendt indstillingen om at give tilsagn til Sofiebadet om 5.000 kr. til fem koncerter i Sofiebadet. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 9.925 kr., da man ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.
Til top