Kunstgræsbaner
Indstilling
Formanden forslår,
- at Christianshavns Lokaludvalg bemyndiger på ham til at sende brevet om kunstgræsbaner, der fremgår af afsnittet "Problemstilling", til Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Problemstilling
Miljøgruppen foreslår, at lokaludvalget skriver til Kultur- og Fritidsforvaltningen:
"Man har anlagt kunstgræsbane på Kløvermarken og på Arsenaløen, og planlægger så vidt vides at anlægge flere i kommunen.
Miljø- og Fødevareministeriet har beskrevet materialet, og hvad man bør iagttage ved anlæg af sådanne baner.
Ministeriet skriver, at der jo afslides mikroskopiske dele af ”græsset”, og desuden kan der være et problem i det såkaldte ”infill” materiale. Dette bruges for at gøre banerne mere stødabsorberende og består som regel af en blanding af kvartssand og gummigranulat, som for det meste kommer fra udtjente bildæk.
At spille udendørs om vinteren har også skaffet os et problem med voldsom lysforurening. Ministeriet anbefaler også, at man hører naboer og tænker sig godt om, før man anlægger baner. Det kan have kraftig indvirkning på dyrelivet, og det kan genere beboere nær de høje lysmaster.
Videre skriver ministeriet, at der er meget begrænset viden om mikroplastens påvirkning på levende organismer. Så ud fra et forsigtighedsprincip bør spredning begrænses mest muligt.
I en rapport fra 2015 skriver Miljøstyrelsen, at det vurderes, at der i Danmark udledes 450 – 790 tons mikroplast om året. Antallet af kunstgræsbaner er steget voldsomt siden 2015.
En rapport fra 2017 udarbejdet af det teknologisk serviceinstitut DHI viser, at der hvert år forsvinder cirka 1500 tons granulat fra Danmarks mere end 300 kunstgræsbaner ud i naturen og omgivelserne omkring banerne. Det svarer til tre-fem tons per bane.
Et andet problem er kemikalier, som tilsættes. Det kan være ukrudtsbekæmpende midler og/eller de såkaldte ”Tømidler” der får sne til at smelte. Forskningen er mangelfuld, men samles disse kemikalier ikke op, ender de i grundvandet.
Man må så håbe, at ministeriets anvisninger om membran og dræn til rensningsanlæg under banerne følges. Og i øvrigt anbefaler man, at brugere af banerne tager bad straks efter brugen.
Er de nødvendige?
Forældre klager over mikromaterialet ødelægger vaskemaskiner. Det er jo i tøj og støvler. Nogle voksne fodboldspillere synes, de får flere skader, og siger også, at det er et problem at spille udendørs, når det er rigtig koldt. Du løber og bliver svedig, så står du stille og bliver iskold, lig med forkølelse. Og, siger de, man kan jo løbe- og styrketræne og så øve teknik indendørs om vinteren.
Der er steder nok, hvor det er svært at tage det nødvendige hensyn til vores naturgrundlag, men kunstgræsbaner er en unødvendig nonchalance overfor dette.
København, som fører sig frem som grøn by, bør slet, slet ikke tænke i disse baner."
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget følger forslaget og bemyndiger ham til at sende det til Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Når lokaludvalget har godkendt brevet, sender sekretariatet det til Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Beslutning
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Asbjørn Kaasgaard om, at brevet sendes til Kultur- og Fritidsudvalget.
Lokaludvalget bemyndigede formanden til at sende brevet om kunstgræsbaner, der fremgår af afsnittet "Problemstilling", til Kultur- og Fritidsudvalget, idet brevet skal indeholde en bemærkning om, at lokaludvalget også er betænkelig ved, at der er lagt kunstgræs på børneinstitutioners udearealer, fx i Børnebyen.