Mødedato: 26.06.2019, kl. 18:30
Mødested: Mødelokalet på 1. sal i Hal C, Arsenalvej 6

Meddelelser

Beslutning

Havnens udvikling

Mogens Holm oplyste, at han på vegne af lokaludvalget havde deltaget i et møde den 25. juni 2019 mellem By & Havn og lokaludvalgene med område ud til havnen, som handlede om at aktivere det blå byrum. Lokaludvalgenes indlæg drejede sig bl.a. om indskrænkningen af vandarealerne pga. byggeri og ønsket om en naturpark i Nordhavn. Han havde omtalt Christianshavns Lokaludvalgs projekt "KøbenHAVN for ALLE".

Herefter handler det for lokaludvalgene om at finde fælles interesser vedr. brugen af havnen.

Der  holdes et nyt møde i oktober måned.

Lokaludvalget drøftede , hvordan By & Havns strategi for havnen hænger sammen med Kultur- og Fritidsforvaltningens strategi for havnen og Teknik- og Miljøforvaltningens strategi for kajkanterne.

Lokaludvalget bad sekretariatet lægge projektet "KøbenHAVN for ALLE" på lokaludvalgets hjemmeside.

 

Møde for lokaludvalg om turisme

Poul Cohrt oplyste, at Indre By Lokaludvalg har inviteret de øvrige lokaludvalg til et møde om turisme, hvor Wonderful Copenhagen fortæller om turismeanalysen !10xCopenhagen". Mødet holdes i Vartov den 16. september 2019 kl. 19.30-21.30. Man tilmelder sig mødet på mail indrebylokaludvalg@okf.kk.dk.

 

Sekretariatet

Sekretariatet orienterede om personalesituationen og om status på sekretariatets forestående flytning fra Huset-KBH.

 

Gråslør fra fejlfugning af brolagte gader

Poul Cohrt og Jens Eskildsen orienterede om Teknik- og Miljøforvaltningens svar til Christianias Naboer om gråslør fra fejlfugning af brolagte gader.

Lokaludvalget bad Poul Cohrt rykke forvaltningen for et svar på lokaludvalgets seneste brev i sagen.

 

Parkbrugerråd for Christianshavns Vold

Asbjørn Kaasgaard oplyste om det første møde i Parkbrugerråd for Christianshavns Vold, at den eksisterende plejeplan for Christianshavns Vold er ukonkret  og modsætningsfuld, og at den udløb for flere år siden. Derfor udarbejder Teknik- og Miljøforvaltningen nu en ny plejeplan. Den dækker Christianshavns Vold mellem Langebrogade og Christiania.

Det første møde omfattede en workshop vedr. ønsker til anvendelsen af Stadsgraven og Christianshavns Vold. Ønskerne indgår i det videre arbejde med plejeplanen.

I Parkbrugerrådets videre arbejde indgår, at der skal udpeges ikoniske træer.

I mødet oplyste forvaltningen, at alle ahorntræerne på Christianshavns Vold er syge og derfor skal fældes. 

Teknik- og Miljøforvaltningen holder et offentligt parktræf på Christianshavns Vold den 2. september 2019.

Lokaludvalget bad om en redegørelse fra Teknik- og Miljøforvaltningen om ahorntræernes tilstand.  

 

Arrangementer på Christianshavns Torv

Ruth Plovgaard opfordrede lokaludvalgets medlemmer til at deltage i Torvenetværkets arrangementer på Christianshavns Torv, der holdes hver tirsdag kl. 17. Opslag om arrangementerne kan fås i kiosken på Torvet.

Til top