Mødedato: 26.06.2019, kl. 18:30
Mødested: Mødelokalet på 1. sal i Hal C, Arsenalvej 6

B-sag: Henvendelser til lokaludvalget, juni 2019

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal tage formandens håndtering af henvendelser til lokaludvalget til efterretning.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg tager hans håndtering af henvendelser til lokaludvalget til efterretning.

Problemstilling

Lokaludvalget har modtaget fire henvendelser siden lokaludvalgets møde den 22. maj 2019.

Løsning

1. Det hvide grus i de brolagte gader

Med mail den 3. juni 2019 bad Christianias Naboer lokaludvalget om at opfordre kommunen til at fjerne endnu mere af det det hvide grus i de brolagte gader, end den allerede har gjort. Christianias Naboer gjorde opmærksom på, at der er stadig store gener af det hvide betongrus, som kommunen har spredt ud, og at der står en sky af betonstøv op i luften, når kommunens maskiner spreder vand i gaderne. 

Sekretariatet bad samme dag Teknik- og Miljøforvaltningen svare Christianias Naboer og lokaludvalget.

Teknik- og Miljøforvaltningen svarede den 14. juni 2019, at det er beklageligt, at der stadig opleves gener på Christianshavn. Forvaltningen foreslog, at en medarbejder holder et møde med Christianias Naboer, så de i fællesskab kan gennemgå de strækninger, hvor man fortsat oplever gener fra grusmaterialet.

 

2. Grønlandsmonumentet

En borger gjorde med et opslag den 10. juni 2019 på Facebook lokaludvalget opmærksom på, at midterfiguren på Grønlandsmonumentet på Christianshavns Torv var slået skæv, så den øverste sektion af den ottekantede søjle er forskubbet og sidder synligt løst.

Lokaludvalgsmedlem Jette Philipsen og sekretariatet bad den 11. juni 2019 Teknik- og Miljøforvaltningen svare lokaludvalget.

Teknik- og Miljøforvaltningen svarede samme dag, at en stenhugger er blevet bedt om at vende  tromlen rigtigt igen. Forvaltningen oplyste samtidig, at der ingen fare er på færde, da der går et kraftigt anker hele vejen ned gennem soklen.  Jette Philipsen lagde svaret på Facebook.

 

3. Mindesmærke for Willy Trosborg

I samme opslag på Facebook den 10. juni 2019 gjorde borgeren opmærksom på, at tavlen i Prinsessegade 53 til minde om Willy Trosborg, der faldt den 5. maj 1945 under en ildkamp med tyskerne, er forsvundet under byggeriet af skolens anneks.

Lokaludvalgsmedlem Jette Philipsen og sekretariatet bad den 11. juni 2019 Teknik- og Miljøforvaltningen svare lokaludvalget.

Teknik- og Miljøforvaltningen svarede den 19. juni 2019, at den havde fået oplyst, at mindesmærket er nedtaget af stenhugger og deponeret for genopsætning ved Hovedskolens gavl mod Prinsessegade. Det forventes, at genopsætning sker straks efter sommerferien i august måned  i forbindelse med udearealernes færdiggørelse.  Jette Philipsen lagde svaret på Facebook.

I bilaget ses et kort med den fremtidige placering af mindesmærket.

 

4. Beskæring af træer og buske på Christianshavns Vold 

En borger bad med mail den 13. juni 2019 lokaludvalget om at sørge for, at træer og buske på Christianshavns Vold beskæres. Han gjorde opmærksom på, at udsigten  ifølge hans oplysninger er fredet.

Teknik- og Miljøforvaltningen svarede den 21. juni 2019, at man hvert år gennemgår en del af beplantningen på Christianshavns Vold inden for de rammer, som forvaltningen har til rådighed. Det betyder, at beplantningen på hele volden forventes at være gennemgået i løbet af fem år. Det betyder ikke, at al beplantning er beskåret i løbet af de fem år. Forvaltningen vurderer ved gennemgangen, hvad der skal beskæres i henhold til den gældende plejeplan.

Forvaltningen svarede endvidere, at i uge 26 begynder arbejdet med at lave en ny plejeplan, og Christianshavns Lokaludvalg er blandt de inviterede og får derfor mulighed for at komme med forslag til den fremtidige pleje. Forvaltningen forventer, at arbejdet med den nye plejeplan vil tage ca. 1 ½ år.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Se ovenfor.

 

Beslutning

Lokaludvalget tog formandens håndtering af henvendelser til lokaludvalget til efterretning.

Til top