Mødedato: 26.06.2013, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset Dronningensgade 34

Borgermøde om forholdene i den sydlige ende af Christianshavn

Lokaludvalget skal tage en orientering fra formanden om et borgermøde den 20. juni 2013 om forholdene i den sydlige ende af Christianshavn til efterretning. Lokaludvalget skal desuden tage stilling til tre konkrete tiltag, der kan bedre forholdene.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
  1. at Christianshavns Lokaludvalg tager en mundtlig orientering til efterretning om baggrunden for, at lokaludvalget var medarrangør af et borgermøde den 20. juni 2013 om forholdene i den sydlige ende af Christianshavn,
  2. at Christianshavns Lokaludvalg bemyndiger formanden til at rette skriftlig henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget med en opfordring om at der opstilles mobile toiletter i området,
  3. at Christianshavns Lokaludvalg nedsætter en arbejdsgruppe, der skal fungere som kontaktgruppe mellem borgere, erhvervsdrivende og myndigheder og hurtigt afdække og hjælpe til med at løse problemerne i området,
  4. at Christianshavns Lokaludvalg bemyndiger formanden til at rette skriftlig henvendelse til Københavns Politi med en opfordring om øget politipatruljering i området. 

 

Problemstilling

Lokaludvalget drøftede den 29. maj 2013 en henvendelse fra en borger om udenlandske hjemløse i Langebrogade og på Christianshavns Vold samt en orientering fra Fedtekælderen om Fedtekælderens virke og deres syn på den rejste problemstilling.

I mødet besluttede lokaludvalget at bemyndige formanden til at gøre politiet, Socialudvalget samt Center for Renhold og Center For Park og Natur i Teknik- og Miljøforvaltningen opmærksom på henvendelsen om de udenlandske hjemløse.

Lokaludvalget bemyndigede endvidere formanden til at svare lederen af Fedtekælderen, at lokaludvalget sætter pris på Fedtekælderens virke og at lokaludvalget gerne deltager i mødet, som Fedtekælderen vil indkalde til.

Løsning

Efter lokaludvalgets møde den 29. maj 2013 drøftede formanden problemstillingen Fedtekælderens ledelse og "Din Betjent". Her blev det vurderet, at problemet var ved at vokse sig stort og måtte forudses at kunne blive meget akut henover sommeren, hvis intet gøres. Da et borgermøde - af hensyn til sommerferien - næppe kan lægges efter Skt. Hans, blev man enige om at holde et borgermøde den 20. juni 2013, der var den eneste dato, hvor alle involverede kunne. 


Der var tale om et offentlig møde, særligt rettet mod beboerne og de erhvervsdrivende i den sydlige ende af Christianshavn samt mod brugerne af Fedtekælderen. Hensigten med mødet var at skabe dialog mellem parterne om de udenlandske hjemløses brug af gaderne og de grønne områder.

I fortsættelse af henvendelsen til politiet, forvaltningen og Socialudvalget fandt formanden det naturligt, at lokaludvalget stod som medarrangør af borgermødet. Dette skal også ses i lyset af, at borgerdialog er en vigtig opgave for lokaludvalget og at lokaludvalget udgør et bindeled mellem borgerne og kommunen.

I lokaludvalgsmødet den 26. juni 2013 vil formanden mundtlig uddybe forløbet, der førte til, at han besluttede, at lokaludvalget skulle stå som medarrangør af borgermødet. Endvidere vil han orientere om konklusionerne på borgermødet og den videre proces.

På baggrund af mødets konklusioner indstiller formanden, at lokaludvalget retter henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget med opfordring til at der opstilles mobile toiletter i den sydlige ende af Christianshavn, at der oprettes en arbejdsgruppe, der kan fungere som kontaktgruppe mellem borgere, erhvervsdrivende og myndigheder og hurtigt afdække og hjælpe til med at løse problemerne i området. Og endeligt at Christianshavns Lokaludvalg bemyndiger formanden til at rette skriftlig henvendelse til Københavns Politi med en opfordring om øget politipatruljering i området.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Formanden orienterer om den videre proces i lokaludvalgsmødet den 26. juni 2013. Såfremt lokaludvalget godkender formandens indstilling, viderebringer formanden mødets konklusioner til henholdsvis Teknik- og Miljøudvalget og Københavns Politi.

Beslutning

ad 1) Lokaludvalget tog orientering om begrundelse for borgermødet vedr. forholdende i den sydlige ende af Christianshavn til efterretning.

ad 2) Lokaludvalget bemyndigede formanden til at rette skriftlig henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen med en opfordring om at opstille mobile toiletter i området, da det var en af borgermødets konklusioner på en løsning. 

ad 3) Lokaludvalget besluttede at nedsætte en arbejdsgruppe, der fungerer som kontaktgruppe mellem borgere, erhvervsdrivende og myndigheder. Arbejdsgruppen skal følge potentielle problematikker tæt og hjælpe til med at løse problemerne. Arbejdsgruppen har fået tilkendegivet, at flere berørte parter vil deltage i arbejdsgruppen. Det blev besluttet, at Poul Cohrt er tovholder for arbejdsgruppen og Jette Arendrup meldte sig ligeledes til at indgå i arbejdsgruppen.

ad 4) Lokaludvalget bemyndigede formanden til at rette skriftlig henvendelse til Københavns Politi med en opfordring om øget politipatruljering i området.
Til top