Mødedato: 26.06.2013, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset Dronningensgade 34

Medlemsforslag om drøftelse af styringen og kontrollen af vandgennemstrømningen i Stadsgraven

Lokaludvalget skal på baggrund af et medlemsforslag fra Julius Lund drøfte styringen og kontrollen af vandgennemstrømningen i Stadsgraven

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til lokaludvalget

1. at lokaludvalget tager konklusionerne i referatet fra mødet den 17. juni 2013 mellem Søgruppen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Hovedstadens Forsyningsselskab til efterretning,

2. at lokaludvalget bemyndiger formanden til at rette henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget om de problemstillinger, der peges på i mødereferatet.

Problemstilling

Søgruppen bad i maj måned om et møde med Center for Park og Natur for at drøfte vandskiftet og pumpesystemet i Ydre Stadsgrav.  Dette møde blev afholdt  17. juni 2013 kl 11-12 som en besigtigelse af især den sydlige del af Ydre Stadsgrav.  I mødet deltog foruden syv medlemmer af søgruppen,  en medarbejder fra Københavns Kommune, Center for Park og Natur - vandteam, sektionsleder Johnny Pedersen  fra HOFOR (Hovedstadens Forsyningsselskab) samt hans medarbejder Torben.

Referatet fra mødet vedlægges ikke, idet det indeholder en personificering af Teknik- og Miljøforvaltningen.

Af referatets konklusion fremgår det, at det er vurderingen,
  • at Center for Parlk og Natur ikke prioriterer Stadsgraven højt nok
  • at der formentlig mangler faglig viden
  • at kompetencefordelingen mellem Center for Park og Natur og Hovedstadens Forsyningsselskab (HOFOR) er uhensigtsmæssig
  • at Hovedstadens Forsyningsselskab (HOFOR) ikke fører et tilstrækkeligt tilsyn med at pumper og rør virker efter hensigten
  • at det ikke prioriteres særligt højt, at give Søgruppen de ønskede oplysninger.

Samlet set er Søgruppen derfor ikke kommet ret meget videre i at få indsigt i og sikkerhed for en tilstrækkelig vandgennemstrømning i Ydre Stadsgrav, hvilket må betegnes som utilfredsstillinde.

Løsning

Lokaludvalget tager til efterretning, at Søgruppen ikke har fundet at der sker en forbedring af Teknik- og Miljøforvaltningens håndtering af de problemer, der findes ved vandgennemstrømningen i Stadsgraven og at det ikke er lykkedes for Søgruppen trods en ihærdig indsats at få indsigt i og sikkerhed for en tilstrækkelig vandgennemstrømning.

På den baggrund bemyndiger lokaludvalget formanden til at rette henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget for at få rettet op på de problemstillinger, der rejses i konklusionen af referatet fra mødet den 17. juni, citeret ovenfor.

Økonomi

Intet

Videre proces

Formanden retter henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen med henblik på at få rettet op på de problemer, der fremgår af konklusionen fra mødereferatet. Formanden orienterer lokaludvalget om henvendelsen på næste møde i lokaludvalget den 28. august 2013.

Beslutning

Ad 1) Lokaludvalget tog konklussionerne fra referat af mødet d. 17. juni 2013 til efterretning.

Ad 2) Lokaludvalget bemyndigede formanden til at rette henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen om de problemstillinger, der peges på i mødereferatet. Ligeledes blev det besluttet at brevet til forvaltningen skal fremhæve de problemstillinger Søgruppen nævnte under Borgernes spørgetid:

a) Der skal laves en klar og fast aftale omkring tilsyn med Stadsgraven, særligt den nordlige ende, hvor problemet er størst. 
b) Pumpesystemet kan med fordel tilknyttes en alarm, samt sensorer på ilttilstanden i vandet og lufttempetaturen, hvor de sidste er bedre indikatorer på vandkvalitetnen og tilstrømningen end vandstanden.
c) Søgruppen og øvrige skal have adgang til data om vandtilstanden løbende.
d) Sagsgangen mellem Hofor og Københavns Kommune skal være enklere og mere klar.

Det blev endvidere besluttet, at hvis der ikke er kommet konkrete resultater af henvendelsen til lokaludvalgets ordinære møde i august, skal lokaludvalget drøfte, hvilke tiltag der så skal tages, såsom henvendelse til Ayfer Baykal og eventuelt medieomtale.

Brevet vil blive sendt til forvaltningen inden sommerferien, så lokaludvalget har fået svar og kan behandle problemstillingen igen på sit møde i august.
Til top