Mødedato: 26.05.2021, kl. 18:30
Mødested: Operaen, Ekvipagemestervej 10

Fortætning i gårdanlæg

Se alle bilag

Christianshavns Lokaludvalg skal bemyndige formanden til at bede Teknik- og Miljøforvaltningen om en redegørelse om på hvilket grundlag, der er givet byggetilladelse til opførelse af et hus på adressen Dronningensgade 19. Desuden skal lokaludvalget beslutte et brev til Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget om bygningsfortætning af gårdanlæg på Christianshavn.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg bemyndiger ham til at bede Teknik- og Miljøforvaltningen om en redegørelse om på hvilket grundlag, der er givet byggetilladelse til opførelse af et hus på adressen Dronningensgade 19.

  2. at Christianshavns Lokaludvalg godkender brevet til Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget om bygningsfortætning af gårdanlæg på Christianshavn, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Formanden for Gårdlauget Brøstekarreen har med mails den 16., 18. og 19. maj 2021 orienteret lokaludvalget om gårdlaugets indsigelse overfor Teknik- og Miljøforvaltningen mod byggetilladelse til opførelse af et hus på adressen Dronningensgade 19, hvor der i dag er en indgang til gården. der afgrænses af Dronningensgade, Overgaden Oven Vandet og den tilstødende gård.

Det fremgår af byggetilladelsen, som formanden for Gårdlauget Brøstekarreen har sendt til lokaludvalget, at tilladelsen omfatter opførelse af et enfamiliehus i 4 etager som en huludfyldning, hvor huset får et bruttoetageareal på 145 m2 og et bebygget areal på ca. 37 m2.

Mod gaden udføres bygningen med 2 vinduer og en hoveddør i stueetagen, 3 vinduer på 2. og 3. sal. Mod gården udføres der 3. glasdøre i stueetagen, 3 franske altaner på 1. sal og 3 vinduer på 2. sal. Der etableres en centreret kvist i tagetagen mod på gaden og gården. Kvistene udføres som franske altaner. Bygningen opføres med facader i blankt murværk, tegltag og vinduer i træ. Bebyggelsesprocenten bliver ca. 150.

Byggetilladelsen gælder i 1 år, regnet fra den 22. april 2021. Er byggearbejdet ikke påbegyndt indenfor 1 år, gælder byggetilladelsen ikke længere.

Formanden for Gårdlauget Brøstekarreen er overrasket over, at byggetilladelsen er givet, uden at gårdlauget er blevet hørt, da byggeriet har betydning for det fælles gårdanlæg og for benyttelsen af anlægget samt for adgangsforholdene.

Formanden for Gårdlauget Brøstekarreen oplyser, at ved en gennemgang af tinglysninger på ejendommen Dronningensgade 19 har gårdlauget fundet, at der eksisterer en skødeservitut på ejendommen, som eksplicit siger at der skal indrettes en port i en bebyggelse, når ejendommen bebygges. Her beskrives også, at ejendommen ikke må indrettes eller benyttes på en sådan måde, at den efter magistratens skøn kan være til gene for de omboende..

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget beder Teknik- og Miljøforvaltningen om en redegørelse om på hvilket grundlag, der er givet byggetilladelse til opførelse af et hus på adressen Dronningensgade 19 og herunder beder om

  • en redegørelse om, hvordan servitutten for gårdanlægget blev inddraget ved afgørelsen om byggetilladelsen.
  • en redegørelse om, på hvilket grundlag der er truffet afgørelse om, hvem der skal høres og ikke høres om byggesagen, inden byggetilladelsen blev givet.

 

Formanden foreslår desuden, at lokaludvalget godkender følgende henvendelse til Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget:

"Foranlediget af endnu en gårdfortætning i vores bydel, nemlig et byggeri på arealet på adressen Dronningensgade 19, beder vi om, at I træffer en overordnet beslutning om, at der ikke skal bygningsfortættes yderligere i gårdanlæggene på Christianshavn.

Gårdanlæggene blev i sin tid saneret, så beboerne kunne få lys og luft, men nu lader det til, at det skal gå den anden vej: Gårdene er for stor en fristelse for ejendomsudviklere til at lade ligge. Det gælder også Københavns Kommune, som vi anerkender, har behov for areal til at servicere beboerne på Christianshavn med institutioner mv., men det skal ikke ske på bekostning af gårdanlæg. 

Så altså en opfordring til jer om at beskytte gårdanlæggene på Christianshavn og stå ved de gode saneringsbeslutninger, som blev truffet af jeres forgængere.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Se ovenfor.

Sekretariatet orienterer formanden for Gårdlauget Brøstekarreen om lokaludvalgets beslutninger i denne sag.

Beslutning

  1. Lokaludvalget bemyndigede formanden til at bede Teknik- og Miljøforvaltningen om en redegørelse om på hvilket grundlag, der er givet byggetilladelse til opførelse af et hus på adressen Dronningensgade 19 og herunder at bede om
    • en redegørelse om, hvordan servitutten for gårdanlægget blev inddraget ved afgørelsen om byggetilladelsen.
    • en redegørelse om, på hvilket grundlag der er truffet afgørelse om, hvem der skal høres og ikke høres om byggesagen, inden byggetilladelsen blev givet.


  2. Lokaludvalget godkendte et ændringsforslag fra Jette Philipsen om, at lokaludvalget ikke på nuværende tidspunkt sender det foreslåede brev om bygningsfortætning af gårdanlæg på Christianshavn, der fremgår af løsningsafsnittet.

  3. Lokaludvalget godkendte et forslag fra Gert Vincent om, at lokaludvalget tager en principiel drøftelse om byggeri i gårdanlæg i et kommende lokaludvalgsmøde. 
Til top