Mødedato: 26.05.2021, kl. 18:30
Mødested: Operaen, Ekvipagemestervej 10

Sorteringspunkter, begrønning og lokale opholdssteder på Christianshavn

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte at sende rapporten "Sorteringspunkter, begrønning og lokale opholdssteder på Christianshavn" til Teknik- og Miljøforvaltningen og godkende, at rapporten danner grundlag for det videre arbejde i lokaludvalget, Miljøgruppen og Miljøpunkt Indre By & Christianshavn.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender, at rapporten "Sorteringspunkter, begrønning og lokale opholdssteder på Christianshavn", som Miljøpunkt Indre By & Christianshavn har udarbejdet, sendes til Teknik- og Miljøforvaltningen.

  2. at Christianshavns Lokaludvalg godkender, at rapporten "Sorteringspunkter, begrønning og lokale opholdssteder på Christianshavn" danner grundlag for det videre arbejde i lokaludvalget, Miljøgruppen og Miljøpunkt Indre By & Christianshavn.

Problemstilling

Københavns Kommune skal i Indre By og på Christianshavn finde plads til mindst 50 steder til sorteringspunkter, hvor borgerne skal sortere deres affald.

Miljøpunkt Indre By & Christianshavn har gået fire byvandringer den 18. marts, 26. marts, 10. maj  og 11. maj 2021, hvor der ud over sorteringspunkter er set på muligheder for grønne byrum, flere træer, generel begrønning og lokaliteter til en lommepark.

Lokaludvalgsmedlem Kirsten V. Andersen foreslår, at rapporten "Sorteringspunkter, begrønning og lokale opholdssteder på Christianshavn" sendes til de afdelinger i Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for sorteringspunkter og for byrum. Hun foreslår desuden, at rapporten danner grundlag for det videre arbejde i lokaludvalget, Miljøgruppen og Miljøpunkt Indre By & Christianshavn.

Løsning

Formanden foreslår, at rapporten "Sorteringspunkter, begrønning og lokale opholdssteder på Christianshavn" sendes til Teknik- og Miljøforvaltningen og at rapporten danner grundlag for det videre arbejde i lokaludvalget, Miljøgruppen og Miljøpunkt Indre By & Christianshavn.

Økonomi

I 2021 betaler Københavns Kommune 719.990 kr. til det lokale miljøarbejde i Indre By og på Christianshavn, mens Indre By Lokaludvalg betaler 680.000 kr. og Christianshavns Lokaludvalg betaler 100.000 kr.

Videre proces

Sekretariatet sender rapporten "Sorteringspunkter, begrønning og lokale opholdssteder på Christianshavn" til Teknik- og Miljøforvaltningen

Rapporten danner grundlag for det videre arbejde i lokaludvalget, Miljøgruppen og Miljøpunkt Indre By & Christianshavn.

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede rapporten "Sorteringspunkter, begrønning og lokale opholdssteder på Christianshavn". Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
    • Anbefalingerne i rapporten "Sorteringspunkter, begrønning og lokale opholdssteder på Christianshavn" skal trækkes frem og tydeliggøres.
    • Der skal være så få sorteringspunkter som muligt på Christianshavn, medmindre designet ændres til det bedre.
    • Sorteringspunkterne skal placeres, så der tages hensyn til bylivet i gaderne.
    • Sorteringspunkterne skal graves ned, medmindre designet ændres til det bedre.
    • Der bør være affaldskurve ved alle bænke.
    • Sorteringspunkterne skal placeres ud fra et kriterium om antal beboere i nærområdet og ud fra et kriterium om hvilke sorteringsmuligheder, der i forvejen er i nærområdet.
    • Det bør være muligt at give sorteringspunkterne et pænere design. Det har man i Italien og Grækenland.
    • Designet af sorteringspunkterne skal passe ind i byrummet.
    • Konklusionerne i rapporten "Sorteringspunkter, begrønning og lokale opholdssteder på Christianshavn" skal baseres på lokaludvalgets ønske om, at der også skal være plads til christianshavnerne i bydelen: "Vi skal også være her".
    • Havnepromenaden er en gråzone. Det er offentligt areal, men meget af promenaden er privatejet. Her er det godt med dialog.
    • Rapporten "Sorteringspunkter, begrønning og lokale opholdssteder på Christianshavn" skal deles op i to, hvis det haster med en melding til kommunen om sorteringspunkter. Man kan lave en rapport om sorteringspunkter og en anden rapport om de andre forhold, der nævnes i rapporten "Sorteringspunkter, begrønning og lokale opholdssteder på Christianshavn"
    • Forholdene omkring Krøyers Plads og Inderhavnsbroen mangler i rapporten "Sorteringspunkter, begrønning og lokale opholdssteder på Christianshavn".
    • Der bør være principper for placering af bænke og træer.
    • rapporten "Sorteringspunkter, begrønning og lokale opholdssteder på Christianshavn" behandler de forskellige geografiske områder forskelligt.
    • Der bør være flere træer langs Inderhavnen ved Applebys Plads, end der er lagt op til i rapporten.
    • En udvidelse af det grønne anlæg på Hammerhøis Kaj ved Nicolai Eigtveds Gade vil hindre beboerne på Hammerhøis Kaj i at køre til deres opgang.
    • Der er ikke behov for en lommepark i Johan Semps Gade og i Nicolai Eigtveds Gade ved retsbygningen.
    • Hvis man vil have lommeparker på Christianshavn, bør de placeres andre steder end på Christiansbro.
    • Man skal passe på med at konkludere i rapporten "Sorteringspunkter, begrønning og lokale opholdssteder på Christianshavn", at der var opbakning til de gamle affaldssorteringsløsninger, som blev sat op som et forsøg. En af dem blev flyttet pga. en klage.
    • Noget tyder på, at forvaltningen vil skære ned på antallet af affaldskurve for at spare.
    • Ved at observere folks adfærd kan man se, at de fleste lægger deres affald under bænken, de sidder på, hvis ikke der er en affaldskurv ved bænken. Det er almindelig menneskelig adfærd. Derfor bør der være affaldskurve ved alle bænke.
    • Inddrag konklusionerne fra rapporterne om de gamle affaldssorteringsløsninger om deres anvendelse i forbindelse med udvælgelsen af steder til sorteringspunkter.
    • På Krøyers Plads har beboerne gang i egne aktiviteter. Derfor er Krøyers Plads ikke omfattet af rapporten "Sorteringspunkter, begrønning og lokale opholdssteder på Christianshavn".
    • Der kan placeres et sorteringspunkt på hjørnet af Andreas Bjørns Gade og Bodenhoffs Plads.

  2. En vejledende afstemning viste, at der ikke var flertal i lokaludvalget for at dele rapporten "Sorteringspunkter, begrønning og lokale opholdssteder på Christianshavn" op i en rapport om sorteringspunkter og en anden rapport om de andre forhold, der nævnes i rapporten "Sorteringspunkter, begrønning og lokale opholdssteder på Christianshavn"

  3. Lokaludvalget godkendte et forslag fra Poul Cohrt om, at Miljøgruppen bearbejder rapporten "Sorteringspunkter, begrønning og lokale opholdssteder på Christianshavn" under hensyntagen til ovenstående bemærkninger fra lokaludvalget. Lokaludvalget tager stilling til den ændrede rapport i sit møde den 24. juni 2021.

  4. Lokaludvalget bemyndigede Poul Cohrt og Kirsten V. Andersen til at sende forslagene om placering af sorteringspunkter, der fremgår af rapporten "Sorteringspunkter, begrønning og lokale opholdssteder på Christianshavn", til Teknik- og Miljøforvaltningen, hvis forvaltningen skal have forslagene inden lokaludvalgets møde den 24. juni 2021.

 

Protokolbemærkning fra Jens Eskildsen, som gengives i brevet om rapporten "Sorteringspunkter, begrønning og lokale opholdssteder på Christianshavn", som lokaludvalget i et senere møde måtte beslutte at sende til Teknik- og Miljøforvaltningen:  
"Rapporten er en sammenblanding af forslag til placering af sorteringspunkter og forslag til placering af bænke, træer etc. Jeg mener, at de to emner bør adskilles. Fordi sorteringspunkterne skal placeres i samarbejde med de berørte borgere – mens bænke, træer etc. danner grundlag for det videre arbejde i lokaludvalget.

Udgangspunktet for placering af træer, bænke etc. er sag nr. 8 på CLU 25.11.2020: ”Vi skal også være her”. Det fremgår blandt andet heraf:

”Christianshavn skal have mere grønt, herunder træer og beplantning. Træer og beplantning har en stor og uvurderlig betydning for det visuelle bymiljø, for klimaet, for trafiksikkerheden”. ”Det er vigtigt, at borgernes dagligdag kan fungere og at kommunen ikke alene har fokus på byggeri, cyklister, natteliv, udeserveringer, ophold, promenader og turistindustri”. Det glæder mig derfor meget, at ”Vi skal også være her” har været anledningen for ”Krøyers Plads” til dialogen med Politi og Teknik- og Miljøforvaltningen – om de ”festivallignende tilstande” i området.

I rapporten mangler området ”Krøyers Plads” og området herfra op til Inderhavnsbroen og kanalen. Det fremgår af Bygge- og Planloven, at friarealer og p-pladser kun kan ”bruges en gang”. Forslaget til et evt. havnebad ud for Nordea er et luftkastel – da området er en del af friarealerne til Nordea-ejendommene. Men også på grund af sejlads med Havnebussen til og fra stoppestedet ved Ørkenfortet samt den stigende og intensive gå- og cykeltrafik langs havnen. Desuden er der kun 7-800 meter herfra til Havnebadene ved Islands Brygge og Kalvebod Brygge.

I ”Applebye-området” forslås 28 bænke men kun 2 træer langs havnen og 16 træer langs kanalen. I ”Dokken” foreslås 10 bænke, 12 træer langs havnen og 7 træer langs Torvegade, osv. I rapporten er denne ulige vægtning af bænke og træer i de 4 delområder ikke begrundet! Rapporten mangler p.t. generelt visioner og overordnede principper for placering af bænke, træer og lommeparker m.v.

I rapporten er det ikke oplyst, hvorfor der foreslås 3 ”lommeparker” ved Nicolai Eigtveds Gade og Johan Semps Gade – men ikke andre steder på Christianshavn i de 4 delområder!

Ved Nicolai Eigtveds Gade og Johan Semps Gade findes der allerede et ca. 2.000 m2 grønt område med ”BW-skulpturen” og Kirkegårdshaven ved Christians Kirke. Arealet ved Nicolai Eigtveds Gade ned til kanalen er privat fællesvej og adgangsvej for beboerne ved Hammershøj Kaj. En ”lommepark” langs kirkegårdsmuren ved Johan Semps Gade medfører støj- og indbliksgener for boligerne på den anden side af gaden. I forbindelse med retsmøder i Nicolai Eigtveds Gade 28 anvender Politiet og Retsvæsenet i øvrigt arealet til parkering. Nærområdet er i forvejen støj- og trafikramt af hurtigkørende biler på de brostensbelagte gader, støj som forstærkes af ”ekko-rummet” mellem kirkens og bebyggelsens facader. Jeg tager derfor skarp afstand fra idéen om 3 ”lommeparker” her.

Det fremgår af rapportens forside, at den indeholder forslag til lokaliteter til mere begrønning (træer, facader, lommepark m.v.) – og muligheder for ophold – og ro.
I rapporten indgår ikke, at beboerne langs Johan Semps Gade og ved Nicolai Eigtveds Gade også har krav på ro. Hensynet til borgerne er jo netop udgangspunktet for ”Vi skal også være her”!

Til top