Høringssvar om udkast til kommuneplanstrategi 2023
Indstilling
Indstilling om,
- at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret om udkast til kommuneplanstrategi 2023, der ses i bilaget.
Problemstilling
Økonomiforvaltningen sendte den 17. marts 2023 et udkast til Kommuneplanstrategi 2023 i intern høring hos bl.a. lokaludvalgene. Der er svarfrist den 14. maj 2023.
Formålet med kommuneplanstrategien er at fastlægge den strategiske retning for byens fysiske udvikling frem mod 2035.
Kommuneplanstrategiens fem temakapitler er:
- Kapitel 2: Hovedstadens byudvikling og mobilitet
- Kapitel 3: Boliger og sammenhængende by
- Kapitel 4: En by med erhverv og studiemiljø
- Kapitel 5: Klimaby med plads til natur, kultur og fritid
- Kapitel 6: Udvikling med respekt for byens sjæl.
Løsning
Kommuneplanstrategien har været drøftet i arbejdsgruppen Byplan, Trafik og Havn, Miljøgruppen og i arbejdsgruppen Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge. De tre arbejdsgrupper har udkastet til forslaget til høringssvar, som ses i bilaget.
Det foreslås, at høringssvaret godkendes.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Når lokaludvalget har besluttet sit høringssvar, sender sekretariatet det til Økonomiforvaltningen.
Økonomiforvaltningen oplyser, at den på baggrund af høringssvarene fra den interne høring vil udarbejde en hvidbog og et revideret forslag til Kommuneplanstrategi 2023 frem mod behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i juni 2023.
Herefter følger 8 ugers offentlig høring forventeligt i august og september 2023 inden vedtagelse i december 2023.
Forpersonskabet vil i et kommende møde stille forslag om, at lokaludvalget har borgerdialog om det reviderede forslag til kommuneplanstrategi i forbindelse med Christianshavnerdagen den 3. september 2023.
Beslutning
Bent Christoffersen stillede ændringsforslag til side 3, linje 6 om, at "højfrekvent færgeforbindelse" ikke nævnes i høringssvaret.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Lars Josephsen om, at side 3, linje 27-28 formuleres: "På Christianshavn er der forholdsvis mange boliger uden bopælspligt samt boliger, som benyttes som ferieboliger, ferielejligheder eller investeringsobjekter for investeringsselskaber."
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Erik Rasmussen om, at side 3, linje 32-33 formuleres: "Der skal ikke byfortættes yderligere i den nuværende tætby, specifikt især på Christianshavn. På Christianshavn skal der ikke bygges i baggårde og der skal ikke ske huludfyldninger i karreer. Eksisterende grønne områder skal bevares. Overordnet bør grønne områder, blå områder og idrætsområder nyde fremmes."
Lokaludvalget tiltrådte følgende ændringsforslag fra Gert Vincent: Side 4, linje 3-4: Efter ’institutioner’ tilføjes ’og servicetilbud’.
Lokaludvalget tiltrådte følgende ændringsforslag fra Gert Vincent: Side 4, linje 7: ’På Christianshavn er der behov for et plejecenter’, og den efterfølgende sætning ændres til ”samt et læge- eller sundhedshus, blandt andet for at modvirke social ulighed i sundhed.”
Lokaludvalget tiltrådte følgende ændringsforslag fra Gert Vincent: Side 4, linje 22, Efter første ord ’Turismen’ tilføjes ”og medfølgende støjproblemer”.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kirsten V. Andersen og et underændringsforslag fra Jette Philipsen om, at side 4, linje 45-side 5, linje 2 formuleres: "Den kommende byudvikling af Refshaleøen giver anledning til at overveje, hvordan upcycling af f.eks. bygningsmaterialer og ting, som samtidig kan afspejle Refshaleøens historie, indtænkes i udviklingen af området. Erfaringerne vil kunne bruges over hele byen. Det vil også være oplagt at sætte et ambitiøst mål om, at natur, begrønning, grønne tage, taghaver og facader indtænkes i Refshaleøen og alle andre nye byområder med minimum 50% af bygningsarealet.
Lokaludvalget tiltrådte følgende ændringsforslag fra Gert Vincent: Side 5, linje 22, ’Amagerværftet’ erstattes med ’Amagerværket’.
Lokaludvalget godkendte høringssvaret om udkast til kommuneplanstrategi 2023, der ses i bilaget, med ovennævnte tiltrådte ændringsforslag.