Mødedato: 26.04.2023, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

B-sag: Offentlig studietur til et byudviklingsområde i Malmø

Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte at være vært for en offentlig studietur den 6. juni 2023 til et byudviklingsområde i Malmø til kvalificering af det videre arbejde med Refshaleøen. 

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg afsætter en ramme på 8.750 kr. til en offentlig studietur den 6. juni 2023 til et byudviklingsområde i Malmø, jf. afsnittet "Problemstilling".

Problemstilling

Forslag fra Refshaleøen-gruppen

Omdannelse af Västra Hamnen fra værftsområde til boligområde

I starten af 90erne var Västra Hamnen nordvest for Malmøs centrum et trist område med kraner, tung industri og et værft. I dag huser området moderne bolig- og erhvervsbyggeri, små butikker/ cafèer, daginstitutioner & skoler.

Christianshavns Lokaludvalgs arbejdsgruppe ”Refshaleøen” vil gerne arrangere en offentlig studietur til Västra Hamnen, fordi der er mange lighedspunkter imellem Refshaleøens historik og Västra Hamnen.

Det vil derfor være naturligt at undersøge, hvad der har været af udfordringer i forhold til byudviklingen af Västra Hamnen, som kan give os viden og materiale og være med til at kvalificere det videre arbejde med Refshaleøen.

Dag Petersson, der er lektor på Kunstakademiets Arkitektskole, har boet i Västra Hamnen siden 2009, og han vil gerne arrangere en rundvisning, og fortælle om sine erfaringer med området.

Program den 6.  juni:

  • Afgang Christianshavns Metro kl. 10.00
  • Ankomst Malmø Centralstation kl. 10.45
  • Rundvisning Västra Hamnen kl. 11.00
  • Frokost kl. 12.00
  • Rundvisning fortsat kl. 13.15
  • Afgang Malmø Centralstation kl. 17.00.

Løsning

Det foreslås, at lokaludvalget godkender forslaget og afsætter en ramme på 8.750 kr. til en offentlig studietur den 6. juni 2023 til et byudviklingsområde i Malmø. 

Økonomi

Der regnes med 15 deltagere. Udgiften til turen vil da være på 8.750 kr., idet der vil være udgifter til togbilletter, frokost og honorar til rundviseren.  Pengene tages af puljen "Egne aktiviteter".

Videre proces

Turen annonceres i lokaludvalgets nyhedsbrev. Der vil være et begrænset antal pladser, hvorfor tilmelding sker efter først til mølle-princippet.

Refshaleøen-gruppen orienterer om udbyttet af turen i lokaludvalgets møde den 21. juni 2023.

Beslutning

Lokaludvalget afsatte en ramme på 8.750 kr. til en offentlig studietur den 6. juni 2023 til et byudviklingsområde i Malmø, jf. afsnittet "Problemstilling".

Til top