Mødedato: 26.03.2014, kl. 19:00
Mødested: Beboerhuset Dronningensgade 34

Miljøfestival 2014

Christianshavns Lokaludvalg skal drøfte lokaludvalgets deltagelse i Miljøfestivalen i juni, som Teknik- og Miljøforvaltningen står for.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,
1. at Christianshavns Lokaludvalg drøfter lokaludvalgets deltagelse i Miljøfestivalen i juni, som Teknik- og Miljøforvaltningen står for.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen skriver:
”Københavns Teknik- og Miljøudvalg har besluttet, at de gerne vil have lokaludvalgenes hjælp til at skabe lokal forankring gennem arrangementer i bydelene igen i år, når København afholder miljøfestival. I 2014 er København Europas grønne hovedstad og omdrejningspunktet ”Sharing Copenhagen” – at dele byens gode løsninger med hinanden og med omverden – er også udgangspunktet for årets miljøfestival. Lokaludvalgene har allerede budt ind med mange gode lokale
bidrag til fejringen af Sharing Copenhagen og derfor håber vi også, at I er indstillede på at deltage i årets miljøfestival og vil bruge anledningen til at vise lokale, bæredygtige løsninger til københavnerne og andre interesserede.

Ligesom tidligere år knytter hovedeventen an til et eksisterende, stort arrangement i byen. I år er det Euroscience Open Forum-konferencen, der er en tilbagevendende international konference for verdens førende forskere, der i år afvikles i København. Forud for konferencen afholdes Science in the City d.
21.-22. juni 2014, som er en videnskabsfestival for københavnerne, der forventes at tiltrække op til 30.000 besøgende til Carlsberggrunden og som en del af Science in the City afholdes der Sharing Copenhagen-aktiviteter.

I juni måned vil forvaltningen arrangere guidede ture, og det er forvaltningens håb, at lokaludvalgene også vil være interesserede i at arrangere lokale ture i perioden, som sætter fokus på lokale bæredygtige løsninger, tiltag og områder. Turene skal målrettes, men også have en bred appel og fremvise
eksisterende eller kommende bæredygtige løsninger, som bydelene gerne vil sætte fokus på. Rundvisningerne kan bruges som afsæt til en lokal debat om fremtidige bæredygtige løsninger i København. Lokaludvalgene må meget gerne tænke i engagerende indhold og i turer målrettet specifikke målgrupper, som f.eks. børnefamilier, singler, instagrammere, udlændinge bosat i København, hundeejere, motionister, studerende osv.

Der er afsat op til 300.000 kr. i alt til medfinansiering lokale aktiviteter i bydelene. I de bydele, hvor der findes miljøpunkter, skal miljøpunkterne ansøge lokaludvalget om deltagelse. De guidede ture vil blive markedsført på kommunens hjemmeside og som et vigtigt element i den samlede markedsføring
af Sharing Copenhagen."

Fristen for interessetilkendegivelse samt lokale bud på hvilke ture, der tænkes planlagt, er den 30. april 2014.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter sin deltagelse i Miljøfestivalen. Lokaludvalget kan bl.a. komme ind på,
  • hvor mange penge lokaludvalget skal afsætte til Miljøfestivalen
  • i hvilken grad man vil overlade opgaven til Miljøpunkt Indre By-Christianshavn
  • om lokaludvalget skal udpege tovholdere, som sekretariatet og Miljøpunktet kan sparre med
  • ideer til mål for guidede ture på Christianshavn. 
Deltagelse i Miljøfestivalen indgår ikke i årsplan 2014 for det lokale miljøarbejde, som lokaludvalget godkendte endeligt i lokaludvalgsmødet den 26. februar 2014.

Indre By Lokaludvalgs drøftelse
Indre By Lokaludvalg drøftede sagen i sit møde den 13. marts 2014. I mødet besluttede lokaludvalget at bede om en indstilling til lokaludvalgets møde den 10. april 2014, med med forslag til et svar til Teknik- og Miljøforvaltningen. I svaret vil lokaludvalget  skal pege på, at forslaget fra forvaltningen om, at lokaludvalget arrangerer guidede ture, som sætter fokus på lokale bæredygtige løsninger, fjerner fokus fra det lokale miljøarbejde, idet de guidede ture retter sig mod byens gæster og ikke mod Indre Bys borgere og erhverv.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Lokaludvalget skal i mødet den 10. april 2014 træffe endelig beslutning om sin deltagelse i Miljøfestivalen.

Beslutning

Udsat til lokaludvalgsmødet den 30. april 2014.
Til top