Pressemeddelelse forud for domsafsigelsen i retssagen mellem Staten og Christiania
Pressemeddelelse forud for domsafsigelsen i retssagen mellem Staten og Christiania
Christianshavns Lokaludvalg
DAGSORDEN
fra ordinært møde torsdag den 26. marts 2009
1. Pressemeddelelse forud for domsafsigelsen i retssagen mellem Staten og Christiania
CHL 51/2009
Christianshavns Lokaludvalg skal behandle en pressemeddelelse, lokaludvalget udsender forud for domsafsigelsen i retssagen mellem staten og Christiania
INDSTILLING OG
BESLUTNING
Formanden indstiller, 1. at Christianshavns
Lokaludvalg følger forslaget fra Arbejdsgruppen for
Christianshavn-Christiania om at udsende pressemeddelelsen, der fremgår af
løsningsafsnittet. |
PROBLEMSTILLING
I mødet den 26. februar
2009 traf lokaludvalget beslutning om at udsende pressemeddelelsen, der fremgår
af løsnings-afsnittet. Povl Koch har efterfølgende bedt om, at sagen behandles
igen.
LØSNING
Udkast til pressemeddelelse
" Til
pressen.
Foranlediget af gentagne
erfaringer med vold og hærværk i gaderne vil Christianshavns Lokaludvalg mane
Slots- og Ejendomsstyrelsen og christianitterne og Christianias tilhængere til
besindighed, når dommen falder i retssagen mellem de to parter.
Vi opfordrer alle parter til at undlade konfrontation og provokerende tiltag.
Der er brug for kompromisser, hvor alle parter bøjer sig.
Lokaludvalget mener, at
kompromisset fra Statens side bør være, at Slots- og Ejendomsstyrelsens
såkaldte udviklingsplan for Christianias voldterræn stilles i bero og nytænkes
i samarbejde med beboerne og resten af bydelen.
Den nuværende plan vil bringe
voldterrænet tilbage til noget, der ligner et militærhistorisk museum. Konsekvensen
af planen er, at naturværdierne ødelægges, og at et stort antal historiske og
typiske Christiania-huse skal rives ned. Foreningen til Hovedstadens
Forskønnelse har udpeget mange af de truede huse som bevaringsværdige.
Christianshavns Lokalråd har ved flere
lejligheder gjort opmærksom på, at det ikke kan støtte planen for voldterrænet,
hvilket også udtrykker Lokaludvalgets holdning.
Statens bidrag til et kompromis
vil derfor være at imødekomme borgernes ønske om at bevare Christianias særegne
arkitektur og naturen i området som en rekreativ værdi både for bydelen og for
alle københavnere samt for turisterne.
Bidraget fra Christianias
fællesmøde til et kompromis bør være for det første offentligt og modigt at
tage afstand fra pusheriet og den heraf følgende organiserede kriminalitet, så
hashhandelen kan komme ned på et niveau som i resten af byen, og for det andet
på forhånd at frabede sig enhver form for hærværk og optøjer i gaderne rundt om
Christiania som en misforstået støtte til Fristaden.
Christianshavns Lokaludvalg vil
på det kraftigste opfordre Slots- og Ejendomsstyrelsen og Christiania til at
optræde modent og ansvarsfuldt og afstå fra enhver provokation, således at
beboerne i kvarteret mellem Prinsessegade, Torvet, Kanalen, Bodenhoffs Plads og
på Christiania ikke igen skal gøres til gidsler for striden mellem
parterne."
ØKONOMI
-
VIDERE PROCES
Formanden
udsender pressemeddelelsen op til domsafsigelsen i retssagen mellem Staten og
Christiania.
BILAG
1.
Lokaludvalgets beslutning i sagen den 26. februar 2009