Mødedato: 26.03.2009, kl. 18:30

Høringssvar om projekt for tilgængelighedsstrækninger

Høringssvar om projekt for tilgængelighedsstrækninger

Christianshavns Lokaludvalg

 

DAGSORDEN

fra ordinært møde torsdag den 26. marts 2009

 

 

6.      Høringssvar om projekt for tilgængelighedsstrækninger

CHL  40/2009

Christianshavns Lokaludvalg skal tage stilling til Teknik- og Miljøforvaltningens projektforslag for "Christianshavnsforbindelsen".



INDSTILLING OG BESLUTNING

Formanden indstiller,

1. at Christianshavns Lokaludvalg afsender nedenstående høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen vedrørende et projekt for en primær tilgængelighedsstrækning mellem Højbro Plads og Christmas Møllers Plads og en sekundær tilgængelighedsstrækning ad Prinsessegade og Overgaden oven Vandet, samt Sankt Annæ Gade/Christianshavns Voldgade.

 

 

 

PROBLEMSTILLING

Københavns Kommune har siden den handicappolitiske strategi blev vedtaget i 2004 arbejdet for at forbedre tilgængeligheden i byen. I Teknik- og Miljøforvaltningen arbejder man ud fra handlingsplanen "Den tilgængelige by". Målet med planen er på sigt at gøre København 100 % tilgængelig for alle, herunder bevægelseshæmmede. Den første etape af arbejdet er at implementere "Rutenet-modellen", hvor en række tilgængelighedsafpassede ruter over hele den indre by bliver koblet sammen til et net.


Teknik- og Miljøforvaltningen har bedt lokaludvalget om en udtalelse vedrørende projektforslaget for "Christianshavnsforbindelsen", der indgår i "Rutenet-modellen" (bilag 1 samt tegninger)

 

LØSNING

Lokaludvalgets høringssvar:

"
Trafikgruppen under Christianshavns Lokalråd fik i begyndelsen af år 2000 flere henvendelser om at være opmærksomme på den vanskelige tilgængelighed i de christianshavnske gader.

Trafikgruppen, Ældrerådet på Christianshavn og flere lokale borgere undersøgte forholdene, bl.a. ved flere ture igennem gaderne med en manuelt betjent kørestol. Dette forårsagede, at gruppen forsøgte at udfærdige forslag til projekter, der kunne forbedre tilgængeligheden i bydelen.

 

Da Københavns Kommune nogle år senere afholdt en stor tilgængelighedskonference, og derefter introducerede forskellige tiltag til at forbedre tilgængeligheden igennem København, bl.a. ved at anlægge tilgængelighedsruter, udfærdigede den opståede "tilgængelighedsgruppe" under Christianshavns Lokalråd et forslag til en rute igennem Christianshavn. Københavns Kommune havde foreslået en tilgængelighedsrute mellem Københavns Hovedbanegård igennem Kongens Nytorv og ud til havnebusstoppestedet for enden af Nyhavn.

 

Tilgængelighedsgruppen foreslog derfor en rute, som skulle fortsætte den første rute fra havnebussens stoppested ved Operaen igennem Holmen, Prinsessegade til Torvegade, hvor ruten skulle forbinde Amager med København ved at give også Torvegade større tilgængelighed.

 

Det christianshavnske tilgængelighedsforslag blev godkendt, dog således at Københa vns Kommune prioriterede forbindelsen mellem København og Amager. Den godkendte rute skal gå fra Amager Torv igennem Torvegade til Christmas Møllers Plads. Sekundært ville andre dele af Christianshavns gadenet blive tilgodeset. Der blev afsat 5 mio. kr. til projektet.

 

Efter den glædelige godkendelse af den christianshavnske tilgængelighedsrute, har tilgængelighedsgruppen haft et meget fint samarbejde med projektleder Sofie Karlsborn. Hun har med stor omhyggelighed informeret om projektets udvikling, og været lydhør overfor gruppens ønsker for prioriterede områder med bedre tilgængelighed. Samarbejdet udmøntede sig i at skabe tilgængelighed på særligt vanskelige gadestrækninger: I Sankt Annæ Gade mellem Prinsessegade og Christianshavns Voldgade, for at tilgodese det store antal ældreboliger, Voldboligerne, som ligger tæt på Volden. Overgaden Oven Vandet til Bodenhoffs Plads, da Prinsessegade er blevet en voldsomt trafikbelastet gade.

 

På sidste møde, i begyndelsen af marts 2009, hvor det næsten færdige projekt blev fremlagt, stod det dog klart, at den økonomiske ramme med 5 mio. kr. til rådighed for hele projekter næsten blev "slugt" af ruten mellem Amager Torv og Christmas Møllers Plads. Dette er meget utilfredsstillende for beboerne på Christianshavn, som netop har involveret sig i projektet for at få større tilgængelighed i det christianshavnske gadenet.

 

Det vil altid være meget vigtigt at skabe større fremkommelighed for borgere med vanskelig mobilitet, og således også meget vigtigt med en mere tilgængelig Torvegade. Men Christianshavn er en gammel bydel i København, som har bevaret sit pittoreske præg med brostensbelagte gader, svært passable, skæve fortove og kantsten, der i meget variabel højde er umulige at passere for kørestols- og rollatorbrugere. Det er samtidig et yndet turist- og besøgsmål for mange mennesker, og det burde det også være for de, som har en vanskelig mobilitet.
 

Derfor støtter lokaludvalget, at der bliver anlagt en tilgængelighedsrute, som det er planlagt, men samtidig appellerer lokaludvalget til, at budgetrammen bliver større, således at der også vil blive økonomi til at tilgodese de af tilgængelighedsgruppen prioriterede tilgængelighedsområder i det christianshavnske gadenet. Lokaludvalget finder det vanskeligt at skulle forklare de aktive borgere på Christianshavn, at de har arbejdet for at svært mobile borgere fra København skal have mulighed for at komme til Amager, mens de lokale borgere bliver isolerede i deres eget lokalområde."



 

ØKONOMI

-

 

VIDERE PROCES

Når lokaludvalget har godkendt indstillingen, sender sekretariatet lokaludvalgets høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen. Teknik- og Miljøudvalget på rådhuset vil blive gjort bekendt med svaret, når det behandler sagen.

 

 

BILAG
1. Notat af 12. marts 2009 fra Teknik- og Miljøforvaltningen om projektforslag for Christianshavnsforbindelsen.


www.christianshavnslokaludvalg.kk.dk > dagsorden > 26-03-2009 kan man se

Tegning 1-5. Tiltag på den primære strækning
mellem Højbro Plads og Christmas Møllers Plads

 

Tegning 6-11. Tiltag på den sekundære strækning Prinsessegade og Overgaden oven Vandet, samt Sankt Annæ Gade/Christianshavns Voldgade.

 

Tegningerne er mailet til lokaludvalgets medlemmer.

 

 



 

Til top