Mødedato: 26.02.2025, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

B-sag: Puljeansøgninger, februar 2025

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg giver afslag til Kultur Samler på en ansøgning om 15.000 kr. af 2025-puljen til en bogudgivelse af bogen Danmarks Farligste Plade om albummet Bøsse fra 1975. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget ønsker at bruge sine midler på andre aktiviteter.

     

  2. at Christianshavns Lokaludvalg giver byhaveholdet i Beboerhuset tilsagn om 4.000 kr. i støtte af 2025-puljen til indkøb af materialer til nye plantekasser.

  3. at Christianshavns Lokaludvalg giver afslag til kompagniet Daily Fiction på en ansøgning om 20.000 kr. af 2025-puljen til en teatervandring på Refshaleøen. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget ønsker at bruge sine midler på andre aktiviteter.

  4. at Christianshavns Lokaludvalg giver Free the Freaks tilsagn om støtte på 10.000 kr. af 2025-puljen til at afholde en teaterfestival på Christiania d. 12.-15. juni 2025. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 40.000 kr., da det ønsker at sprede sine midler på forskellige aktiviteter.

  5. at Christianshavns Lokaludvalg giver Eskær Trioen afslag på en ansøgning om 25.000 kr. af 2025-puljen til en koncertrække i Nordatlantens Brygge i perioden d. 23.-25. juni 2025. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget ønsker at bruge sine midler på andre aktiviteter.

  6. at Christianshavns Lokaludvalg giver en borger tilsagn om 5.000 kr. i støtte af 2025-puljen til et foredrag om at være pårørende til unge med psykiske lidelser i Christianiakirken i foråret 2025. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 6.000 kr., da det ønsker at sprede sine midler ud på forskellige aktiviteter.

  7. at Christianshavns Lokaludvalg giver en borger tilsagn om 5.000 kr. i støtte af 2025-puljen til en række skrive- og yogaarrangementer på hhv. Christianshavns Vold og Christianshavns Beboerhus i perioden april-juni 2025. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 11.550 kr., da det ønsker at sprede sine midler ud på forskellige aktiviteter.

  8. at Christianshavns Lokaludvalg giver tre borgere tilsagn om 10.000 kr. i støtte af 2025-puljen til dialogværktøjet samtalecyklen. Støtten øremærkes til to arrangementer på Christianshavn. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 37.500 kr., da det ønsker at sprede sine midler ud på forskellige aktiviteter.

  9. at Christianshavns Lokaludvalg giver en gruppe borgere tilsagn om 10.000 kr. i støtte til et kaffebord i Pusherstreet i anledning af 1-årsdagen for lukningen af gaden.

Problemstilling

Lokaludvalget har modtaget ni ansøgninger om støtte. En ansøgning behandles i Miljøgruppen.

Løsning

1. Danmarks Farligste Plade

Foreningen Kultur Samler søger om 15.000 kr. til en bogudgivelse om Danmarks Farligste Plade (pladen Bøsse af musikeren Bent Jacobsen) i forbindelse med pladens 50-års jubilæum. Bogen udgives i sensommeren/efteråret 2025. Støtten vil bl.a. gå til forfatterhonorar, redaktør og tryk.

Pladen havde ved sin udgivelse i 1975 stor betydning for LGBT+-miljøet, og Bent Jacobsen havde tilknytning til Bøssehuset på Christiania, hvilket pladen handler om.

Bogen skrives via samtaler mellem forfatter og journalist Cathrine Errboe og Bent Jacobsen i foråret 2025. Den trykkes i 800 eksemplarer og distribueres i hele landet.

Bogen sælges til ca. 250 kr., og ansøger regner med en indtjening på 80.000 kr. fra bogsalg. Udgivelsen annonceres i landsdækkende medier og via plakater og flyers samt talks mellem Cathrine Errboe og Bent Jacobsen i efteråret 2025 og ind i 2026.

Udgiftsbudgettet er på 190.000 kr., og ansøger modtager 80.000 kr. fra fonde. Foreningen Kultur Samler hæfter for et eventuelt underskud i projektet.


Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet ser intet til hinder for at lokaludvalget støtter denne bogudgivelse

Anbefaling fra Arbejdsgruppen Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge

Arbejdsgruppen anbefaler at give afslag. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget ønsker at sprede sine midler.

Indstilling

At Christianshavns Lokaludvalg giver afslag til Kultur Samler på en ansøgning om 15.000 kr. af 2025-puljen til en bogudgivelse af bogen Danmarks Farligste Plade om albummet Bøsse fra 1975. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget ønsker at bruge sine midler på andre aktiviteter.

 

2. Byhave ved Beboerhuset

Byhaveholdet i Beboerhuset søger om 4.000 kr. i støtte til at bygge tre nye plantekasser til byhaven foran Christianshavns Beboerhus. Støtten vil gå til materialer og jord. Plantekasserne vil blive vedligeholdt indtil efteråret.

Byhaven har eksisteret nogle år og en gruppe af borgere har i samarbejde med en frivillig gartner plantet diverse planter og krydderurter. I samarbejde står gruppen for at vedligeholde indholdet af højbedene og plante nyt.

Formålet med byhaven er at gøre indgangsområdet indbydende, og at køkkenet i Beboerhuset kan bruge krydderurterne til maddage i Beboerhuset.

Der er en frivillig gartner tilknyttet aktiviteten, som sørger for at vedligeholde højbedene.

Målgruppen for aktiviteten er alle Beboerhusets brugere samt forbipasserende, og der er ingen entre forbundet med aktiviteten.

Aktiviteten annonceres i Christianshavneren, på sociale medier og på opslagstavlen i Beboerhuset.

Udgiftsbudgettet er på 4.000 kr., hvoraf 3.597 kr. dækker over plantekasser. Det resterende går til jord.

Byhaven støttes årligt af Beboerhuset, og i år har byhaveholdet modtaget 3.000 kr. til frø, planter og andet indhold til plantekasserne.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget kan støtte aktiviteten.

Anbefaling fra Miljøgruppen

Alle i Miljøgruppen tilsluttede sig at anbefale pengene, 4000 kr. til Byhaven foran Beboerhuset. Den er til glæde for alle, der kommer forbi og i Beboerhuset. Der vil blive indkøbt jernkasser, da trækasser viser sig at blive ødelagt hurtigt. Især har facaderenoveringen fået beskadiget nogle, da e blev rykket.

Indstilling

At Christianshavns Lokaludvalg giver byhaveholdet ved Beboerhuset tilsagn om 4.000 kr. i støtte af 2025-puljen til indkøb af materialer til nye plantekasser.

3. Daily Fiction - Vandringsforestilling på Refshaleøen med Metropolis

Kompagniet Daily Fiction søger om 20.000 kr. til en såkaldt vandringsforestilling på Refshaleøen i september 2025. Støtten vil gå til produktionsomkostninger og honorarer.

Forestillingen hedder FOSSIL FEEL og er en sanselig vandring om petrokultur og en fossilfri fremtid, udviklet til Refshaleøens unikke landskab. Formålet med forestillingen er ved at kombinere kunstneriske formater som koreografi, lydlandskaber og poetiske opgaver at belyse sammenhænge mellem den økologiske krise og krisen i mental sundhed.

Forestillingen er en del af KIT/Metropolis-programmet, som står for kommunikation og PR. Forestillingen udvikles desuden i samarbejde med Center for Kunst og Mental Sundhed ved psykiater Birgit Bundesen, samt forskere fra Institut for Psykologi, KU og forskningsgruppen Kunst og Sociale Relationer ved Universitetet i Agder, Norge. Ansøger samarbejder endvidere med Refshaleøens Ejendomsselskab.

Det er gratis at deltage, og ansøger forventer omkring 425 deltagere i projektet fordelt på forestillinger, gåture, workshops. Efterfølgende lever vandringen videre som aktivitet der kan bookes af grupper og evt. som en opførsel på CPH Stage i 2026.

Udgiftsbudgettet er på 265.000 kr., og ansøger modtager støtte fra fonde og medfinansiering fra KIT/Metropolis. Ansøger har en egenfinansiering på 6.000 kr. og har også søgt støtte hos Københavns Kommunes Scenekunstudvalg.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget kan støtte forestillingen.

Anbefaling fra Arbejdsgruppen Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge

Arbejdsgruppen anbefaler at give afslag.

Indstilling

At Christianshavns Lokaludvalg giver afslag til kompagniet Daily Fiction på en ansøgning om 20.000 kr. af 2025-puljen til en teatervandring på Refshaleøen. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget ønsker at bruge sine midler på andre aktiviteter.

4. Free the Freaks Festival

Foreningen Free the Freaks søger om 40.000 kr. i støtte til Festivalen Free the Freaks for gadeteater d. 12.-15. juni 2025 på Christiania. Støtten vil gå til opbygning og afvikling af festivalen. Ansøger søger særligt støtte til honorar.

Formålet med festivalen er at genopfinde Christianias offentlige rum med en kulturel identitet, der bygger på diversitet, fællesskab og styrkelse af et kreativt netværk i og omkring det tidligere Pusherstreet. Festivalen søger at bringe den kunstneriske frihed og mangfoldighed tilbage og at åbne op for vigtige samfundsdialoger. Det er målet, at festivalen skal være en årligt tilbagevendende begivenhed.

De i alt 36 forestillinger på de fire dage indebærer dukketeater, nycirkusforestillinger, kabaretter, filmvisninger, fotoudstillinger, live musik og gadeteater. De fleste forestillinger foregår udendørs, men enkelte er indendørs i et cirkustelt med plads til 150 tilskuere.

Målgruppen er lokale christianshavnere, besøgende på Christiania og alle der er interesserede i scenekunst i alle aldre.

Ansøger forventer ca. 15.000 deltagere fordelt på festivalens fire dage. De udendørs arrangementer er gratis, og de indendørs forestillinger koster 50 kr. pr. billet.

Ansøger samarbejder med en lang række lokale og internationale kunstnere samt med diverse institutioner på Christiania, blandt andre Operaen, Børneteatret og Byens Lys, der alle vil være samlingspunkter for festivalen. Desuden er ansøger i dialog med lokale skoler på Christianshavn, AFUK (Akademiet for Utæmmet Kreativitet), og sparrer med lignende lokale scenekunstfestivaler, fx Glimt Amager.

Ansøger rekrutterer frivillige til at hjælpe med afviklingen af festivalen samt lokale, der kan huse festivalens internationale kunstnere.

Festivalen formidles via pressemeddelelser til landsdækkende medier samt sociale medier og lokale samarbejdspartneres egne kanaler. Desuden annonceres festivalen i Ugespejlet og plakater/flyers. 

Udgiftsbudgettet er på 833.864 kr., og ansøger modtager støtte fra Scenekunstudvalget og Forandrings-planen Pusherstreet. Ansøger har søgt støtte hos en række andre fonde (se eksternt budget). Ansøger har ingen egenfinansiering, da det er en nyetableret forening uden tidligere økonomi.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget kan støtte festivalen.

Anbefaling fra Arbejdsgruppen Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge

Arbejdsgruppen anbefaler at give tilsagn om støtte på 10.000 kr. Ikke fulde beløb, da lokaludvalget ønsker at sprede sine midler.

Indstilling

At Christianshavns Lokaludvalg giver Free the Freaks tilsagn om støtte på 10.000 kr. af 2025-puljen til at afholde en teaterfestival på Christiania d. 12.-15. juni 2025. Lokaludvalget støtter ikke med det fulde beløb på 40.000 kr., da det ønsker at sprede sine midler på forskellige aktiviteter.

 

5. Eskær Trioen – Sommerkoncerter på Nordatlantens Brygge 2025

En musiktrio søger om 25.000 kr. til tre kammerkoncerter på Nordatlantens Brygge som en lille klassisk festival, der skal foregå d. 23.-25. juni 2025. Støtten vil gå til honorar og øvrige udgifter.

Eskær Trio har de seneste 5 år afholdt en klassisk festival på Nordatlantens Brygge med ønsket om at styrke kulturlivet med kammermusik på Christianshavn. Programmet består af traditionel kammermusik med nordiske kompositioner, hvoraf én koncert efter planen skal skille sig ud genremæssigt. Koncerterne varer en times tid sidst på eftermiddagen, hvorefter der serveres et glas vin nede ved vandet.

Der er en billetpris på 150 kr., og ansøger forventer ca. 240 deltagere fordelt på de tre koncerter. Målgruppen er alle slags musikelskere.

Ansøger samarbejder med Nordatlantens Brygge, der står for lokale, vin og billethåndtering. Koncerterne annonceres i både landsdækkende og lokale medier samt på sociale medier og Nordatlantens Brygges egne kanaler.

Udgiftsbudgettet er på 178.900 kr., og ansøger forventer 22.500 kr. i billetindtægter. Det resterende beløb forventes dækket af ansøgte fonde.

Sekretariatets bemærkninger

Ansøger oplyser udspecificering af de tre ansøgte udgiftsposter:

Kunstnerhonorarer: 15 kunstnerhonorarer

Klaver og andet udstyr: Flygelleje og stemning, evt. leje af slagtøj.

-Øvrige produktionsudgifter: Leje af nodematerialer, sceneudstyr, lys, nodestativer osv.

Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget kan støtte koncerterne.

Anbefaling fra Arbejdsgruppen Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge

Arbejdsgruppen anbefaler at give afslag. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget ønsker at sprede sine midler.

Indstilling

At Christianshavns Lokaludvalg giver Eskær Trioen afslag på en ansøgning om 25.000 kr. af 2025-puljen til en koncertrække i Nordatlantens Brygge i perioden d. 23.-25. juni 2025. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget ønsker at bruge sine midler på andre aktiviteter.

 

6. Skyld med skyld på

En borger søger om 6.000 kr. i støtte til et foredrag kaldet Skyld med skyld på. Foredraget afholdes i Christianiakirken i foråret 2025 efter lokaludvalgets behandling af ansøgningen. Støtten vil gå til honorar til foredragsholder, annoncering og forplejning til arrangementet.

Foredraget afholdes af Dorthe Stieper (https://www.dorthestieper.dk) og handler om at oplyse om børn og unge i mistrivsel med fokus på, hvordan man pårørende og særligt som forældre kan komme til at føle sig skyldig. Dorthe Stieper har en personlig vinkel på området og tager udgangspunkt i sine egne oplevelser og håndtering.

Det er gratis at deltage i arrangementet, og ansøger regner med mellem 25-50 deltagere. Målgruppen er alle københavnere med interesse, men henvender sig primært til forældre til børn og unge i mistrivsel.

Ansøger samarbejder med præsten i Christianiakirken om arrangementet, der dog ikke bærer et religiøst præg af den grund. Arrangementet annonceres i Ugespejlet og i Christianshavneren.

Udgiftsbudgettet er på 6.000 kr., og ansøger har ingen egenfinansiering eller øvrige indtægter forbundet med arrangementet.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget kan støtte arrangementet.

Anbefaling fra Arbejdsgruppen Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge

Arbejdsgruppen anbefaler at give tilsagn på 5.000 kr. Ikke fulde beløb, da lokaludvalget ønsker at sprede sine midler.

Indstilling

At Christianshavns Lokaludvalg giver borgeren tilsagn om 5.000 kr. i støtte af 2025-puljen til et foredrag om at være pårørende til unge med psykiske lidelser i Christianiakirken i foråret 2025. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 10.000 kr., da det ønsker at sprede sine midler ud på forskellige aktiviteter.

 

7. Det ydre og indre landskab: Litteratur, krop og natur

En borger søger om 11.550 kr. i støtte til et forløb om litteratur, krop og natur i form af 2 x 7 undervisningsgange i perioden april-juni 2025. Undervisningen foregår hhv. i Christianshavns Beboerhus og på Christianshavns Vold. Støtten vil gå til honorarer til underviser (ansøger).

Arrangementet er delt i to undervisningsforløb:

Gåtur og skrivekursus på Volden.
Forløbet indebærer gåture langs Volden og kreative skriveøvelser, der relaterer sig direkte til lokal natur og miljø, om giver mulighed for at udforske og reflektere over omgivelserne på en ny måde. Deltagerne læser hinandens tekster og giver feedback.

Yin yoga i Christianshavns Beboerhus.
Undervisningen finder sted i Christianshavns Beboerhus i et trygt og inspirerende sted at arbejde med både krop og sind og få en gratis kop myntete efter timen. Under yogaøvelserne er der højtlæsning af poesi, der relaterer sig til kroppen og dens funktioner.

Målgruppen er alle interesserede christianshavnere med interesse i kreativ skrivning samt fysisk og mental velvære uanset niveau. Ansøger forventer ca. 8-12 deltagere til hver undervisningsgang.

Der er deltagerpris på 25 kr. til arrangementerne i Christianshavns Beboerhus. Ansøger samarbejder med Beboerhuset, der annoncerer arrangementet igennem sine kanaler samt Christianshavneren og plakater.

Udgiftsbudgettet er på 14.350 kr-15.750 kr. afhængigt af den gældende lokalepris. Deltagerprisen går til at dække lokalelejen i Christianshavns Beboerhus. Ansøger har ingen egenfinansiering.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget kan støtte aktiviteten.

Anbefaling fra Arbejdsgruppen Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge

Arbejdsgruppen anbefaler at give tilsagn om støtte på 5.000 kr. Ikke det fulde beløb, da det ønsker at sprede sine midler.

Indstilling

At Christianshavns Lokaludvalg giver borgeren tilsagn om 5.000 kr. i støtte af 2025-puljen til en række skrive- og yogaarrangementer på hhv. Christianshavns Vold og Christianshavns Beboerhus i perioden april-juni 2025.Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 11.550 kr., da det ønsker at sprede sine midler ud på forskellige aktiviteter.

 

8. Et dialogværktøj - Samtalecykelen

Tre borgere søger om 37.500 kr. i støtte til at bygge en såkaldt Samtalecykel ved at ombygge en ladcykel til et dialog- og workshopkoncept på hjul samt støtte til at afholde to arrangementer på Christianshavn i perioden august-september 2025.

I parkeret tilstand kan Samtalecyklen foldes ud til et siddemøbel med plads til 12 personer. Det ansøgte beløb skal bruges til at medfinansiere ombygningen af samtalecyklen.

Temaet for samtalecyklen og tilhørende arrangementer er ”Måden vi indretter og prioriterer byens rum”.  I samarbejde med Christianshavns Lokaludvalg vil ansøger vælge to byrum på Christianshavn, hvor denne problemstilling er særlig aktuel. Ansøger foreslår f.eks. Christianshavn Torv, Pusherstreet, Operaens nordlige arealer og Refshaleøen. Ansøger samler op på borgerinddragelsen ifm. arrangementet, og sender den med evalueringen til lokaludvalget.

Arrangementerne er delt i to: først en uformel samtale ved Samtalecyklen, hvor forbipasserende kan få en snak over en kop kaffe, og dernæst et faglig oplæg om byliv og byrum med en paneldebat faciliteret af en moderator.

Det er gratis at deltage i arrangementerne. Samtalecyklen henvender sig til alle der bruger det givne sted, den er placeret, og ansøger regner med 150-250 deltagere på hver placering. 

Det samlede udgiftsbudget er 250.000 kr. med en egenfinansiering på 100.000 kr. Der er afsat 20.000 kr. til udgifter i forbindelse med de to arrangementer. De 100.000 kr. i egenfinansiering dækker over produktionstegninger og planlægning/facilitering af events, og de resterende 130.000 kr. går til køb af ladcykel, materialer, udsmykning og ombygning af ladcykel.

Ansøger modtager støtte fra Amager Vest Lokaludvalg og har desuden søgt støtte fra Indre By Lokaludvalg, Amager Øst Lokaludvalg, og Vesterbro Lokaludvalg.

Sekretariatets bemærkninger

De arrangementer, som ansøger ønsker at afholde på Christianshavn, er kortfattet beskrevet. Ansøger har oplyst, at de gerne modtager input fra lokaludvalget til steder og temaer.

Ansøger ønsker at disponere over samtalecyklen i 1 år og foreslår, at den herefter overgår til et af de ansøge lokaludvalg, et Miljøpunkt eller en områdefornyelse. Hvis lokaludvalget skal overtage cyklen eller være medejer, kræver det en selvstændig beslutning i lokaludvalget.

Ansøger oplyser, at de har rådført sig hos Københavns Kommune angående lovligheden af cyklen, og Samtalecyklen kommer til at være inden for de lovlige rammer af en størrelse på 1,25 m i bredde og 3,5 m i længde samt at parkeringsforholdene er lovlige.

Hvis lokaludvalget beslutter at give tilsagn om støtte til projektet, skal det ske med en forudsætning om, at Samtalecyklen anvendes på Christianshavn i 2025, samt med en bemærkning om, at lokaludvalget med tilsagnet om støtte ikke har givet tilsagn om at overtage cyklen.

Anbefaling fra Arbejdsgruppen Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge

Arbejdsgruppen anbefaler at give tilsagn om 10.000 kr. Støtten skal øremærkes arrangementerne. Lokaludvalget støtter ikke at bygge cyklen og vil ikke modtage den efter arrangementet.

Indstilling

At Christianshavns Lokaludvalg giver borgerne tilsagn om 10.000 kr. i støtte af 2025-puljen til dialogværktøjet samtalecyklen. Støtten øremærkes til to arrangementer på Christianshavn. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 37.500 kr., da det ønsker at sprede sine midler ud på forskellige arrangementer.

 

9. Det lange kaffebord

En gruppe borgere søger om 10.000 kr. i støtte til et jubilæumsarrangement i forbindelse med årsdagen for lukningen af Pusherstreet på Christiania. Arrangementet foregår d. 6. april 2025 på Pusherstreet. Støtten vil gå til forplejning, leje af borde, stole og service samt børneaktiviteter.

Kaffebordet inviterer til en fejring af at nye samværsformer i Pusherstreet med plads til samtale, gøgl og musik. Der serveres kaffe, kage og boller til arrangementet.   

Det er gratis at deltage i arrangementet, og ansøger forventer 6-700 deltagere, som enten bor eller kommer på Christiania/Christianshavn.

Arrangementet annonceres i Ugespejlet, Christiania.org, med et interview i Christianshavneren samt på sociale medier.

15 frivillige står for planlægning og afvikling, 30-40 frivillige serverer kaffe og kage og 2-4 frivillige står for børneaktiviteter under arrangementet.

Udgiftsbudgettet er på 10.000 kr., og ansøger har ingen egenfinansiering.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter arrangementet.

Anbefaling fra Arbejdsgruppen Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge

Arbejdsgruppen anbefaler at give tilsagn om støtte. Det er et godt arrangement som markering af årsdagen.

Indstilling

At Christianshavns Lokaludvalg giver en gruppe borgere tilsagn om 10.000 kr. i støtte til et kaffebord langs Pusherstreet i anledning af 1-årsdagen for lukningen af gaden.

 

Økonomi

Der er samlet ansøgt for 169.050 kr. i februar 2025.

Lokaludvalget har afsat en ramme på 208.306 kr. af lokaludvalgets 2025-pulje til puljeansøgninger. Foreløbig har lokaludvalget disponeret 52.390 kr. af rammen. 

Hvis lokaludvalget følger indstillingerne, vil der være disponeret for yderligere 44.000 kr. af rammen. 

 

Videre proces

Sekretariatet orienterer ansøgerne om lokaludvalgets beslutning og varetager den videre sagsbehandling.

 

Til top