Mødedato: 26.02.2020, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

B-sag: Teknik- og Miljøforvaltningens notat til lokaludvalget om kø ved kontantautomater i Torvegade

Se alle bilag

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns lokaludvalg godkender brevet til teknik- og miljøborgmesteren om afmærkning af områder på fortovet til kø til kontantautomaterne i Torvegade, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Lokaludvalgets forretningsudvalg har drøftet teknik- og miljøborgmesterens svar den 4. februar 2020 på lokaludvalgets forslag til Teknik- og Miljøudvalget om at afmærke områder på fortovet til kø til kontantautomaterne i Torvegade. Forretningsudvalget har også drøftet Teknik- og Miljøforvaltningens notat af 26. januar 2020 om sagen, som borgmesteren henviste til.

Løsning

Formanden foreslår, at han skriver til teknik- og miljøborgmesteren:

 

"Tak for dit svar den 4. februar 2020 på Christianshavns Lokaludvalgs forslag om med striber på fliserne at afmærke et rum til køen til kontantautomaterne i Torvegade af hensyn til tilgængeligheden på fortovene.

Dit svar er opløftende. Det er Teknik- og Miljøforvaltningens notat om forslaget, som du henviser til, ikke. Notat er heller ikke konstruktivt og desværre heller ikke sandfærdigt. Vi synes med andre ord, at forvaltningen skal gøre et nyt forsøg og denne gang prøve at komme os og dig imøde.

Udagngspunktet er,

  • at kontantautomaterne i Torvegade formentlig er de mest benyttede i Danmark
  • at der til stadighed er kø ved dem - ikke kun omkring den 1. i måneden, som forvaltningen åbenbart tror.
  • at køerne har det med at brede sig over hele fortovet. 
  • at der næsten døgnet rundt er mange fodgængere i Torvegade.

Hvis situationen på Torvegade ligner andre situationer i byen, hvor folk stimler sammen på fortovet, som forvaltningen skriver i notatet, bør det give forvaltningen anledning til at overveje, hvordan man sikrer tilgængelighed sådanne steder, i stedet for blot at lade stå til. 

Forvaltningen har gennem årene brugt mange ressourcer på at formulere tilgængelighedsstrategi, tilgængelighedspolitik, tilgængelighedshandleplan osv., uden at vi har kunnet se det udmøntet i Torvegade.  Nu har lokaludvalget foreslået en konkret løsning på et konkret tilgængelighedsproblem. Brug løsningen eller kom med noget bedre.

Forvaltningen skriver, at den normalt friholder fortov for afmærkning. For en god ordens skyld minder vi forvaltningen om, at den i 2010'erne klistrede "fødder" på fortove over hele byen, som skulle vise vej til affaldsspande.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt brevet, sender formanden det til teknik- og miljøborgmesteren.

 

Beslutning

Lokaludvalget godkendte et ændringsforslag fra Poul Nielsen om, at 4. sætning formuleres: "Notatet er heller ikke konstruktivt". 

Lokaludvalget godkendte brevet til teknik- og miljøborgmesteren om afmærkning af områder på fortovet til kø til kontantautomaterne i Torvegade, der fremgår af løsningsafsnittet, med det tiltrådte ændringsforslag.

Til top