Mødedato: 26.02.2020, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

B-sag: Henvendelser til lokaludvalget, februar 2020

Christianshavns Lokaludvalg skal tage formandens håndtering af henvendelser til lokaludvalget til efterretning.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg tager hans håndtering af henvendelser til lokaludvalget til efterretning jf. løsningsafsnittet.

 

Problemstilling

Lokaludvalget har modtaget fire henvendelser siden seneste lokaludvalgsmøde.

Løsning

1. Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF) i Hovedstadsområdet

Med mail den 6. februar 2020 til alle lokaludvalg skrev ABF i Hovedstadsområdet, at man gerne vil i nærmere kontakt med lokaludvalgene i Københavns Kommune og særligt repræsentanter for lejere og andelshavere, for herigennem at styrke kontakten og samarbejdet på området.

Sekretariatet har sendt ABF i Hovedstadsområdet et link til lokaludvalgets hjemmeside med listen over lokaludvalgsmedlemmer.

 

2. Kunstreaktoren på Refshaleøen

Med mail den 11. februar 2020 skrev Kunstpartiet, at de er ved at søsætte deres miljø- og bæredygtighedsprojekt "KUNSTREAKTOREN", som kommer til at foregå som en tour rundt til øer i hele Danmark. De vil bo en uge hvert sted, og vil rapportere om virkningerne af deres aktiviteter på den lokale befolknings velbefindende. 

De planlægger, at projektet skal tage sit udspring på Mors fra august 2020, hvor de bidrager til Kulturmødet. Efter Kulturmødet rejser de til Fur, Læsø, Samsø, Ærø og Bornholm. Touren skal slutte på Refshaleøen i dagene omkring d. 21-27 september 2020.

Tanken er, at de vil gå fra dør til dør og indsamle affald hos lokalbefolkningen. Efterfølgende vil de samarbejde med lokale kunstnere om at lave workshops for børn og unge og sammen transformere skraldet til kunstværker. De søger derfor efter samarbejdspartnere i  Refshaleøen - Christianshavn-området, som kunne være interesserede i at medvirke til at få projektet realiseret.

De udtrykte håb om, at lokaludvalget kunne være interesserede i at skabe et samarbejde om at få KUNSTREAKTOREN til Refshaleøen. De er allerede i kontakt med Teaterøen.

Sekretariatet svarede samme dag, at lokaludvalget normalt ikke går ind i konkrete projekter som aktiv samarbejdspartner. Sekretariatet opfordrede Kunstpartiet til at søge lokaludvalget om støtte til projektet. 

 

3. Samarbejde med lokale TV-stationer i København og omegn

Med mail den 19. februar 2020 skrev Sendesamvirket Hovedstaden af 2020 til alle lokaludvalg, at de har oprettet en offentlig facebookgruppe, hvor medlemmer kan stifte diverse samarbejder; fx. hvis man ønsker et projekt filmet/ dokumenteret, så kan det kan lægges på facebooksiden. Lokaludvalget er velkommen til at tilmelde sig gruppen via https://www.facebook.com/groups/2245253109102732/.

SekretarIatet har takket for orienteringen.  

 

4. Fodgængersignal i Torvegade

Med mail den 30. januar 2020 gjorde en borger opmærksom på en fejl i lyssignal i en fodgængerovergang i Torvegade, som startede den 16. januar 2020. Han bad lokaludvalget få gang i reparationen.

Sekretariatet bad Teknik- og Miljøforvaltningen svare borgeren og lokaludvalget. Teknik- og Miljøforvaltningen svarede den 11. februar 2020, at fejlen med den grønne mand i fodgængersignalet blev udbedret af forvaltningens driftsleverandør den 27. januar 2020.

Efterfølgende opstod der en fejl med den røde mand i samme fodgængersignal, som ligeledes er blevet udbedret. Ved besigtigelse foretaget den 7. februar 2020 blev det konstateret, at der er lys i begge pærer. Forvaltningen  er enig i, at det langt fra er optimalt med ”sorte” fodgængersignaler, og forvaltningen har løbende dialog med leverandøren for at sikre, at fejlperioderne minimeres.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Se ovenfor.

Beslutning

 
Lokaludvalget drøftede og tog formandens håndtering af henvendelser til lokaludvalget til efterretning jf. løsningsafsnittet.

 

Til top