Mødedato: 26.01.2022, kl. 18:30
Mødested: Teams

Hvordan får vi et bedre Torv?

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal drøfte et medlemsforslag om at afsætte penge til aktiviteter på Christianshavns Torv, som Christianshavns Torvenetværk står for.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg drøfter forslaget, der ses i afsnittet "Problemstilling", om, at der afsættes 30.000 kr. til aktiviteter på Christianshavns Torv i 2022, som Christianshavns Torvenetværk står for.

Problemstilling

Medlemsforslag fra Ruth Plovgaard, Jane Lytthans og Katinka Haxthausen:

"Hvordan får vi et bedre Torv?

Christianshavn Lokaludvalg har siden sin begyndelse i 2009, haft en arbejdsgruppe, med fokus på Christianshavns Torv, herunder både opmærksomhed på Torvets indretning, såvel som livet på Torvet. Dette var suppleret med lang tids samarbejde med de sociale myndigheder for at få hjælp til at skabe et mindre konfliktfyldt miljø på Torvet. Vi har også, i en længere periode, samarbejdet med Teknik- og Miljøforvaltningen og med en arkitektgruppe for at renovere Torvet. Torvets nyeste genopretning blev fejret i 2014.

Siden har torvegruppen søgt alliance grupper på Christianshavn for at kunne fortsætte det vigtige arbejde med at skabe et bedre Torv for alle. Vi fandt mange gode aktivister, som har hjulpet med at skabe et livligt og sjovt fælles liv på Torvet især i sommermånederne. Torvegruppen har siden assimileret sig med Torvenetværksgruppen. Assimilationen mellem Torvegruppen og Torvenetværket var indledningen til en række ny aktiviteter på Torvet i sommeren 2017.

Netop aktiviteterne er en væsentlig del af Torvenetværkets formål, nemlig at skabe et Torv for alle på Christianshavns Torv. Det har dog vist at arbejde uden faste midler har givet meget svære vilkår. Torvenetværkets foreningsmedlemsskab, 50 kr. om året rækker ikke langt, (men økonomi skal ikke være en hindring for medlemskab).

En fast sum at arbejde med vil gøre en kæmpe forskel og vil lette turen op ad bakke for at ændre Christianshavns Torv!

Christianshavns Lokaludvalg har over årene ved et par lejligheder givet økonomisk støtte til Torvenetværksprojekter. Og hvorfor fortsætter Torvenetværksgruppen så ikke med at søge til aktiviteter fra gang til gang? Det gør vi ikke, fordi vi har brug for en fast sum at arbejde med, da vi er en af de eneste arbejdsgrupper under lokaludvalget, der har som primært formål at stå for arrangementer” ud af huset”.

Arbejdsgruppens udadvendte aktiviteter kræver ofte en vis økonomi, derfor vil vi, af ovennævnte grunde, ansøge om en bevilling på 30.000 kr.  - som en forsøgsordning i 2022.

I året 2022 har vi ideer, som består af et grønlandsarrangement, skak, musik bl.a. i samarbejde med gymnasiet, plantedag i samarbejde med Miljøpunkt, nyopstartede orkestre, i samarbejde med MUVE, Tour de France - børn og cykler, børneloppemarked, madmarked, samarbejdet med biblioteket om bogaktiviteter, Fællesspisning på Torvet.

Med venlig hilsen

Ruth Plovgaard, Jane Lytthans og Katinka Haxthausen"

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter forslaget, idet han bemærker,

  • at lokaludvalgets forretningsudvalg hidtil har opfattet Torvegruppen under lokaludvalget og Christianshavns Torvenetværk som to forskellige enheder med personsammenfald.

  • at i 2020 søgte og fik Christianshavns Torvenetværk penge af lokaludvalget til en række sociale og kulturelle aktiviteter i 2. halvår 2020. I puljeansøgningen var der nævnt eksempler på aktiviteterne.

  • at umiddelbart er der intet til hinder for, at lokaludvalget som et "Eget projekt" står for aktiviteter på Christianshavns Torv med Christianshavns Torvenetværk som operatør. Det vil kræve en aftale mellem parterne om, hvad penge skal bruges til.

Økonomi

I medlemsforslaget foreslås det, at der afsættes 30.000 kr. til aktiviteter på Christianshavns Torv i 2022.

Videre proces

Afhænger af drøftelsen.

Beslutning

 
Katinka Haxthausen, Ruth Plovgaard og Jane Lytthans deltog ikke behandlingen af denne sag pga. inhabilitet.
 
  1. Lokaludvalget drøftede forslaget, der ses i afsnittet "Problemstilling", om, at der afsættes 30.000 kr. til aktiviteter på Christianshavns Torv i 2022, som Christianshavns Torvenetværk står for. I drøftelsen var der følgende bemærkninger:
    • Aktiviteter på Torvet skal ikke være et "Eget projekt" under lokaludvalget. Torvenetværket må som andre søge lokaludvalget om penge til aktiviteterne.  
    • Vi ved ikke, om der efter valget til lokaludvalget fortsat er en Torvegruppe under lokaludvalget.
    • Det er i orden med aktiviteter på Torvet, men det skal være i kraft af en puljeansøgning til lokaludvalget.

  2. Lokaludvalget godkendte et forslag fra Jette Philipsen om, at formanden meddeler Christianshavns Torvenetværk, at foreningen skal sende en puljeansøgning til lokaludvalget, hvis den vil komme i betragtning til støtte fra lokaludvalget til aktiviteter på Torvet.
Til top