Mødedato: 26.01.2022, kl. 18:30
Mødested: Teams

Københavns Nattelivsudvalg

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal udpege en suppleant til Københavns Nattelivsudvalg.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg udpeger en suppleant for en beboerrepræsentant i Københavns Nattelivsudvalg. 

Problemstilling

Nattelivsudvalget

Borgerrepræsentationen har besluttet at nedsætte et særligt udvalg for natteliv i Københavns Kommune. Nattelivsudvalget nedsættes i henhold til lov om kommunernes styrelse, § 17, stk. 4.

Nattelivsudvalget skal fungere som rådgivende og forberedende udvalg for Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget med henblik på at kvalificere beslutningerne på restaurations- og nattelivsområdet. Derudover skal Nattelivsudvalget arbejde med forslag og konkrete indsatser i forhold til begrænsning af gener fra nattelivet.

I bilaget ses kommissoriet for Nattelivsudvalget. 

Kultur- og Fritidsforvaltningen lægger op til, at de indstillingsberettigede organisationer repræsenterer følgende grupper i Københavns natteliv:

  • to repræsentanter udpeges af restaurations-/nattelivserhvervet
  • tre repræsentanter udpeges af lokaludvalg/beboere
  • to repræsentanter udpeges af nattelivsgæster/unge brugere
  • én repræsentant udpeges af detailhandlen
  • én repræsentant udpeges af kulturlivet
  • én repræsentant udpeges af Københavns Politi
  • to repræsentanter med sæde i Teknik- og Miljøudvalget udpeges af Københavns Borgerrepræsentation
  • to repræsentanter med sæde i Kultur- og Fritidsudvalget udpeges af Københavns Borgerrepræsentation, heraf Kultur- og Fritidsborgmesteren, som er født forperson for udvalget.

I bilaget ses hvilke organisationer mv., der har indstillingsret.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har oplyst, at mødeplanen for nattelivsudvalget endnu ikke er udarbejdet, men at der lægges op til, at der skal holdes fire møder om året.

 

Invitation til udpegning af medlemmer og suppleanter til Nattelivsudvalget

Med mail den 21. december 2021 skrev Kultur- og Fritidsforvaltningen, at under forudsætning af Borgerrepræsentationens endelige vedtagelse af Københavns Nattelivsudvalg, forventeligt den 3. februar 2022, inviteres Københavns Kommunes lokaludvalg til at bidrage til udpegningen af medlemmer til udvalget. Se invitationen i bilaget.

Kultur- og Fritidsforvaltningen opfordrer lokaludvalgene og beboere i København til at indstille seks kandidater (tre mænd og tre kvinder, jf. ligestillingsloven), i prioriteret rækkefølge til at udfylde tre faste sæder i Nattelivsudvalget. De tre kandidater, der ikke tildeles et sæde i udvalget, vil fungere som suppleanter. Lokaludvalgene skal inddrage relevante beboerforeninger i indstillingen af kandidater. Lokaludvalgene opfordres desuden til at inddrage beboerforeninger fra hele København. Beboerne skal repræsentere to ud af de tre sæder i Københavns Nattelivsudvalg.

Medlemmer og suppleanter, som indstilles til udvalget, skal fortrinsvis udgøre personer med bopæl i Københavns Kommune, subsidiært skal de have tilknytning til Københavns Kommune.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har med mail den 6. januar 2022 til sekretariatet præciseret, at udpegningen af beboerrepræsentanter sker gennem lokaludvalgene.

Fristen for indstilling af medlemmer/suppleanter til Københavns Nattelivsudvalg er den 4. februar 2022.


Proces

Lokaludvalgenes sekretariater aftalte primo januar 2022, at hvert lokaludvalg indstiller ét lokaludvalgsmedlem og to  beboerrepræsentanter til kredsen af lokaludvalgsformænd.

Derefter ville det være op til Kredsen af Lokaludvalgsformænd at beslutte en indstilling til Kultur- og Fritidsforvaltningen om hvilke to personer, der skal være lokaludvalgenes fælles repræsentant og suppleant i Nattelivsudvalget, og hvilke fire personer, der skal være beboernes repræsentanter og suppleanter i Nattelivsudvalget.

 

Mødet i Kredsen af Lokaludvalgsformænd den 18. januar 2022

Kredsen af Lokaludvalgsformænd havde møde den 18. januar 2022. Forud for mødet gjorde Christianshavns Lokaludvalgs formand Poul Cohrt de øvrige lokaludvalgsformænd opmærksom på, at han og Christianshavns Lokaludvalgs forretningsudvalg var lidt betænkelige ved hastværket med at udpege repræsentanter, der så højst kan nå at deltage i ét møde i Nattelivsudvalget, førend de nye lokaludvalg skal udpege nye repræsentanter.

Han nævnte endvidere, at Christianshavns Lokaludvalg på grund af tidspresset ikke kan gennemføre en demokratisk proces, hvor hele Christianshavns Lokaludvalg deltager i udpegningen, hvilket da vil efterlade repræsentanterne med et noget uklart mandat. Poul Cohrt foreslog, at Kredsen af Lokaludvalgsformænd i stedet beder Kultur- og Fritidsforvaltningen om tid til en ordentlig proces, så Nattelivsudvalget har et bedre mandat; i hvert fald for så vidt angår repræsentanten for lokaludvalgene. 

Efter en længere drøftelse samt afstemning besluttede Kredsen af Lokaludvalgsformænd, 

  • at Indre By Lokaludvalg udpeger en repræsentant til Nattelivsudvalget som et medlem fra lokaludvalgene. Østerbro Lokaludvalg repræsenteres som suppleant til posten.
  • Vesterbro Lokaludvalg udpeger en beboerrepræsentant til Nattelivsudvalget. Christianshavn Lokaludvalg udpeger en suppleant til posten.
  • Nørrebro Lokaludvalg udpeger en beboerrepræsentant til Nattelivsudvalget. Amager Vest Lokaludvalg udpeger en suppleant til posten.

Se referatet af mødet i Kredsen af Lokaludvalgsformænd i bilaget.

 

Sagens behandling i Borgerrepræsentationen

Sagen "Nedsættelse af et partnerskab for natteliv som særligt udvalg" var på dagsordenen for Borgerrepræsentationens møde den 20. januar 2022.

Link til dagsordenspunktet: https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Indre%20By%20Lokaludvalg/m%C3%B8de-13012022/dagsorden/punkt-3.

Såfremt Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen bede de indstillingsberettigede organisationer udpege kandidater til nattelivsudvalget. En endelig indstilling om udpegning af organisationsmedlemmer vil herefter blive forelagt Borgerrepræsentationen.

Lokaludvalget får et link til referatet af Borgerrepræsentationens møde den 20. januar 2022, når det er offentliggjort.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget udpeger en suppleant for en beboerrepræsentant i Københavns Nattelivsudvalg. 

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Se ovenfor og bilaget.

Beslutning

  1. Under forudsætning af, at indholdet i mailen af 21. december 2021 fra Kultur- og Fritidsforvaltningen fortsat er gældende, besluttede lokaludvalget at udpege Preben Møller Whitt som suppleant for en beboerrepræsentant i Københavns Nattelivsudvalg. 
Til top