Mødedato: 25.11.2020, kl. 18:30
Mødested: Teams

Høringssvar om forslag til ændrede retningslinjer for altaner

Se alle bilag

Christianshavns Lokaludvalg skal godkende et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om forslag til ændrede retningslinjer for altaner.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om forslag til ændrede retningslinjer for altaner, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget drøftede den 18. maj 2020, om de gældende retningslinjer for altaner fra 2017 er tilstrækkelige i forhold til at varetage Københavns arkitektoniske kulturarv og kvaliteter som byliv, gårdmiljøer og dagslys. På baggrund af drøftelsen har Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejdet et forslag til revision af retningslinjerne.

Borgerrepræsentationen besluttede den 8. oktober 2020 at sende forslaget til nye retningslinjer i interessenthøring blandt interesseorganisationer, lokaludvalg og repræsentanter for altanfirmaer.

Der er svarfrist den 16. december 2020.

 

Opsummering af notatet "Forslag for ændrede retningslinjer for altaner"

 

1. Generelt forbud mod altaner på bygninger fra før 1856

På bygninger bygget før 1856 tillades ikke etablering af nye altaner, hverken mod gaden eller gården.

Etageboliger bygget før 1856 ligger primært i Indre By og på Christianshavn med enkelte bygninger på Indre Vesterbro og Nørrebro. I kommunen er der ca. 4.000 lejligheder i 550 etagebygninger i 4-7 etager fra før 1856, heraf er ca 1.800 i fredede bygninger og en del vil være beskyttet af lokalplaner. 

Forventet effekt:

  • De ældste gade og gårdrum bevares i deres oprindelige udtryk.
  • Ca. 1.000 - 2.000 lejligheder vil ikke kunne etablere altaner hverken mod gården eller gaden.

 

2. Altaner mod gaden

  • Af hensyn til bygningskulturarven, anbefaler forvaltningen, at retningslinjerne
    ændres, så der tillades færre og mindre altaner mod gaden, og at der
    stilles større krav til altaners placering og udformning.
  • Af hensyn til gadebilledet anbefaler forvaltningen generelt, at man reducerer dybden af
    alle altaner mod gaden.
  • Der skal ikke tillades huller i altanrankerne. Det betyder, at alle i en ejendom skal sige ja til altanprojekt, for at det kan realiseres. På gadefacader fra efter 1930 kan der tillades et enkelt hul i hver ranke af altaner.
  • Større krav til altaners placering og udformning.

 

Forventet effekt af forvaltningens forslag til retningslinjer for altaner mod gaden:

  • De foreslåede ændringer til retningslinjerne vil sikre et markant større hensyn
    til bygningskulturarven.
  • Mange lejligheder vil fortsat have mulighed for at etablere altaner mod gaden.
  • Forvaltningen vurderer, at de foreslåede retningslinjer vil betyde en markant
    reduktion i antallet .af nye altaner mod gaden særligt på ældre bygninger
    fra før 1920 (Ca. 85.000 lejligheder ud af 210.000).
  • Større krav til udformning kan være fordyrende.
  • Større krav om symmetri stiller større krav til enighed i foreningerne, og
    når færre lejligheder kan få altan, kan det blive sværere at få flertal for et altanprojekt
    i en ejendomsforening.
  • Den samlede effekt afhænger af, hvorvidt der tilvejebringes yderligere
    hjemmel.


2.1. Forbud mod altaner mod gaden på bevaringsværdige bygninger med SAVE-værdi 1-3

Forvaltningen anbefaler, at bygninger med en SAVE-værdi på 1-3 friholdes for altaner mod gaden for at sikre gadefacaderne på de bygninger, der er vurderet at være arkitektonisk værdifulde, uanset hvornår de er bygget, og om de har mange eller få dekorationer.

Forventet effekt af retningslinjer 2.1.

  • Gadefacader på bygninger, der er vurderet til at have en høj bevaringsværdighed,
    bevares i deres oprindelige udtryk uden altaner uanset hvornår de er bygget, og uanset om de har mange eller få dekorationer. 
  • Ca. 10 - 30.000 lejligheder vil ikke længere kunne etablere altaner mod gaden.
    (Ca 50.000 lejligheder, dvs. 25% af alle lejligheder i byen, ligger i bygninger der har en SAVE-værdi på 1-3, men en del af disse lejligheder vil ikke kunne lave altaner mod gaden pga. andre retningslinjer eller eksisterende planmæssige forhold.)

 

2.2. Forbud mod altaner mod gaden på bygninger med mange dekorationer

På facader med mange dekorationer tillades ikke nye altaner. Det er en konkret vurdering hvorvidt en facade har mange dekorationer. Facader med mere end 2 vandrette gesimser og facader, hvor hovedparten af vinduesåbningerne er omgivet af dekorative elementer, vil ofte blive betegnet som facader med mange dekorationer.

Effekt af retningslinje 2.2.

  • En meget stor andel af de bygninger der opfattes som værdifulde i gadebilledet
    vil blive sikret imod arkitektoniske forringelser ved opsætning af altaner. 
  • Der vil være en del overlap mellem bygninger i smalle gader, bygninger med mange dekorationer og bygninger med høj SAVE-værdi, hvilket gør det sværerere at estimere præcist, hvor mange lejligheder der påvirkes af denne retningslinje, men det vil skønsmæssigt dreje sig om ca. 4 - 12.000 lejligheder i bygninger opført mellem 1856 og 1920, der ikke længere vil kunne etablere altaner mod gaden. (Der er bygget ca. 80.000 lejligheder mellem 1856 og 1920, hvilket svarer til 40% af alle lejligheder i byen).

 

 

2.3. Forbud mod altaner på ældre bygninger i de smalleste gader

I gader smallere end 14 m tillades altaner ikke på bygninger fra før 1920.

En del gader i Indre By, Christianshavn og de indre dele af brokvartererne er smallere end 14 m. De fleste nye gader efter 1889 er bredere end 14 m.

Effekt af retningslinje 2.3

  • Oplevelsen af gaderummet og ældre facader i de smalleste gader bevares.
  • Der vil være en del overlap mellem bygninger i smalle gader, bygningermed mange dekorationer og bygninger med høj SAVE-værdi, hvilket gørdet sværere at estimere præcist, hvor mange lejligheder, der påvirkes afdenne retningslinje, men det vil skønsmæssigt dreje sig om ca. 4 - 12.000lejligheder i bygninger opført mellem 1856 og 1920, der ikke længere vilkunne etablere altaner mod gaden. (Der er bygget ca. 80.000 lejligheder mellem 1856 og 1920, hvilket svarer til 40% af alle lejligheder i byen).

 

2.3.1. Alternativ supplerende retningslinje - Ingen altaner mod gaden på bygninger fra før 1920

På bygninger bygget før 1920 tillades ikke etablering af nye altaner mod gaden.

Hvis der ønskes et større hensyn til gadefacaderne på de ældre bygninger, end det hensyn retningslinje 2.1, 2.2 og 2.3 sikrer, kan det besluttes at supplere disse retningslinjer med et forbud mod altaner mod gaden på bygninger fra før 1920.

Forventet effekt af alternativ retningslinje 2.3.1.

  • Gadefacader på bygninger der er bygget før altaner blev almindelige, bevares i deres oprindelige udtryk uden altaner. 
  • Størstedelen af brokvartererne og Indre By vil blive friholdt fra nye altaner mod gaden. 
  • Ca. 40% af alle lejligheder i byen er fra før 1920 og vil ikke længere have mulighed for at etablere altaner mod gaden. 
  • Mange hjørnelejligheder kan ikke få altan, hvis de ikke kan etablere altan mod gaden.

 

2.4. Placering og udformning af altaner mod gaden på facader med færre dekorationer

Forvaltningen anbefaler,

  • at der tillades altaner mod gaden på både nyere og ældre bygninger, der har enkle eller færre dekorationer. 
  • at dybden på altaner mod gaden reduceres til maksimalt 90 cm af hensyn til oplevelsen af gaderummet og gadefacadernes arkitektur. Altaner der er dybere end 90 cm vil ofte opleves dominerende.

Forventet effekt af de foreslåede retningslinjer under 2.4:

Forvaltningen vurderer, at der på facader med enkle eller færre dekorationer ofte kan etableres altaner, på en måde der ikke væsentligt forringer bygningens originale arkitektoniske kvaliteter, også på ældre bygninger.

Altaner på facader med dekorationer skal udformes, dimensioneres og placeres under hensyntagen til facadens udformning. Det betyder, at ikke alle etager og ikke alle lejligheder kan få altaner.

 

3. Altaner mod gården

Forvaltningen anbefaler, på baggrund af Teknik- og Miljøudvalgets ønske om et større hensyn til dagslys, friarealer og arkitektonisk kulturarv, at retningslinjerne ændres, så der stilles større krav til placering, udformning og størrelse på altaner mod gården.

Indbliksskærme tager lys og udsyn og kan ofte virke som et visuelt dominerende
facadeelement. Derfor anbefaler forvaltningen at forbyde fastmonterede
indbliksskærme af mat glas eller lignende.

Forventet effekt af forvaltningens forslag til retningslinjer for altaner mod gården:

  • De foreslåede ændringer til retningslinjer for altaner mod gården vil sikre et markant større hensyn til bygningskulturarven, fælles friarealer og dagslys. 
  • Krav om mindre altaner og forbud mod indbliksskærme vil betyde at en del små lejligheder i bygninger med trappetårne mod gaden, ikke længere vil kunne etablere altaner mod gården. 
  • Altaner vil blive mindre og dermed også mindre brugbare. 
  • Krav om mindre altaner vil formentlig betyde, at færre vil ansøge om at etablere altaner selvom det er muligt.


3.1. Størrelse af altaner mod gården

Forvaltningen anbefaler, at den nuværende praksis med at anvende standardstørrelser
fastholdes, men at størrelserne på altanerne gøres mindre, så der tages et større hensyn til dagslys.

Forventet effekt af forvaltningens forslag til størrelser af altaner mod gården

  • Mindre dybe altaner vil generelt betyde, at den potentielle dagslysforringelse mod gården mindskes med 10-20 % i forhold til de nuværende retningslinjer.
  • Kortere altaner, der dækker færre vinduer, vil betyde at den potentielle dagslysforringelse mod gården vil mindskes med 50% i de små lejligheder.


3.1.1. Altandybde mod gården

Forvaltningen anbefaler, at altaner mod gården gøres 20 cm mindre dybe i forhold til de nuværende retningslinjer.

Forventet effekt:

  • Dagslysforringelse for underboen vil blive reduceret med 10-20 procentpoint. 
  • Altaner mod gården vil blive mindre dybde og dermed også mindre anvendelige.

 

3.1.2. Altanlængde mod gården

Forventet effekt:

  • I små og mellemstore lejligheder vil den potentielle dagslysforringelse fra en altan ovenover blive mindsket med op til 50%.
  • Halvdelen af vinduerne i en lejlighed mod gården vil blive friholdt for væsentlige
    dagslysforringelser. 
  • Færre lejligheder vil få lange altaner over flere vinduer med et stort anvendeligt
    opholdsareal. 
  • Små lejligheder i bygninger med udvendige trappetårne (15 – 30.000 lejligheder) mod gården vil få sværere, ved at etablere opholdsaltaner og i nogle situationer, vil det ikke kunne lade sig gøre.


3.2. Placering og udformning af altaner mod gården

Forvaltningen anbefaler at altaner mod gården udformes, dimensioneres og placeres under hensyntagen til brugen og den samlede oplevelse af rummet. 

Forventet effekt af de foreslåede retningslinjer under 3.2:

Det betyder, at ikke alle lejligheder kan få altaner, og der vil blive stillet visse krav til udformning og systematik i opsætningen.

 

4. Altaner i stueetagen

Forvaltningen anbefaler, at forbyde opholdsaltaner i stueetagen (og i nogle tilfælde på 1. sal) der er tættere på terræn end 2,8 m.

Effekt af retningslinje 4. Altaner i stueetagen

  • Opholdsarealer på terræn vil ikke blive påvirket negativt af lave altaner. 
  • Trapper til terræn i en gård kan fungere som en levende semiprivat kantzone, der giver mere liv til gården og fungerer som privatlivs buffer til stuelejligheden. 
  • Trapper til terræn mod gaden kan aktivere mindre brugte eksisterende friarealer og dermed give mere byliv og tryghed. 
  • Skønsmæssigt 30 – 35.000 stuelejligheder vil ikke kunne etablere en opholdsaltan. 
  • Skønsmæssigt 15 – 25.000 stuelejligheder vil ikke kunne etablere en trappe til terræn pga. de fysiske forhold.
  • Skønsmæssigt 5 – 10.000 1. sals lejligheder har under 2,8 m til terræn og vil ikke kunne etablere en opholdsaltan. 
  • Trapper til terræn kan opleves som en uhensigtsmæssig privatisering af fællesarealer.

 

 

5. Altaner i tagetagen

Forvaltningen anbefaler at altaner uden udkragning i tagetagen tillades både mod gaden og gården.

Forventet effekt af de foreslåede retningslinjer under 5:

En altan i tagetagen, der ikke bryder tagkanten og er etableret uden udkragning,
opleves oftest harmonisk selv på ældre gadefacader med mange dekorationer.

6. Supplerende altaner

På facader, hvor der er opsat altaner med hul i rankerne, anbefaler forvaltningen
at tillade udfyldning af hullerne, både mod gaden og mod gården.

Forventet effekt af retningslinjerne under 6:

Hvis der ikke tillades supplerende altaner på facader med eksisterende altaner,
med huller i rankerne, vil et eventuelt uharmonisk tilfældigt mønster
være fastlåst og lejligheder uden altaner vil ikke kunne få altaner mod
gaden.

Løsning

Arbejdsgruppen Byplan, Trafik og Havnen drøftede sagen i sit møde den 17. november 2020. På grundlag af arbejdsgruppens drøftelse foreslår formanden, at lokaludvalget sender følgende høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen:

"Christianshavns Lokaludvalg (CLU) har følgende bemærkninger til det forslag til ændrede retningslinjer for altaner og det bagvedliggende beslutningsgrundlag, som kommunen har sendt i høring med en frist den 16. december 2020:

Procedure og beslutningsgrundlag

Vi finder, at erfaringerne med de gældende retningslinjer er alt for få og i øvrigt for dårligt belyst til, at der på nuværende tidspunkt og på det foreliggende grundlag bør gennemføres ændringer i de gældende retningslinjer for altaner.

Vi finder for det første, at der bør gives mere tid til, at de gældende retningslinjer kan virke.

For det andet bør der ske A) en udtømmende belysning af de altanprojekter, som de foreliggende retningslinjer har givet anledning til, og B) en belysning af borgernes erfaringer med og holdning til de gennemførte projekter og fordele og ulemper ved det foreliggende regelgrundlag.

Vi foreslår derfor, at en beslutning om en eventuel ændring af regelsættet udskydes ind til, der er erfaringer med det nuværende regelsæt i endnu mindst et par år, og således, at der – f.eks. i 2022 - kan gennemføres en gennemgribende analyse af effekterne og borgernes vurdering af de nuværende regler.

Udkastets indhold

Vi lægger mere vægt på de positive sider af det eksisterende regelsæt, end ændringsforslagene er udtryk for. De udvidede muligheder for at etablere altaner har forbedret lejlighederne på en måde, som er stærkt påskønnet af beboerne. Ikke mindst på Christianshavn, hvor der er mange små lejligheder, giver altanerne en stærkt efterspurgt udvidelse af lejlighedernes areal og et bedre liv.

Nye altaner har formentlig været en stærkt medvirkende årsag til, at unge bliver boende længere eller permanent i byen. Vi anerkender, at der er vigtige afvejninger i forhold til arkitektur, til nabostøj og til lysindfald til beboere især i stueetagerne, der som oftest vil være i mindretal i den enkelte ejendom. Men vi finder, at balancen er forkert i det foreliggende udkast.

For det tilfælde, at man ikke ønsker at udskyde en revision på trods af vores forslag, jf. ovenfor, men ønsker at gennemføre ændringer nu, tilkendegiver vi følgende (det henvises til tabellen nedenfor, hvor de forslag, vi ønsker opgivet, er markeret med rødt, og øvrige forslag er markeret med grønt):

 

  1. I betragtning af altandybdens betydningen for brugbarheden af en altan finder vi ikke forslagene om dybdereduktioner mod gården og gaden begrundet, bortset fra eventuelt de helt dybe altaner mod gaden. De med rødt markerede forslag herom (##2-7) bør opgives.

  2. Vi anerkender ikke argumenterne for at forhindre altaner i stueetagen, i øvrigt en tilføjelse til retningslinjerne foretaget så sent som i 2017. En sådan ændring vil på urimelig måde kunne forhindre en altanbeslutning i mange boligforeninger, og vi ønsker den opgivet. (#13)

  3. Vi anerkender, at det kan være fornuftigt at reducere mulighederne for at etablere altaner på særligt bevaringsværdige bygninger (SAVE1-3) og, hvor altaner vil influere på dekorationer, gesimsbånd, osv., som foreslået. Vi finder imidlertid ikke, at det, at en bygning er fra før 1856, eller at en ældre bygning ligger i en smal gade, i sig selv bør forhindre altaner. De to forslag (##15 og 18) bør opgives.

  4. Vi finder ikke, at forslaget vedrørende altaner i tagetagen mod gården er velbegrundet og også dette forslag vil på urimelig måde kunne forhindre enighed i en boligforening. Forslaget (#20) bør opgives.

  5. Vi finder ikke, at de arkitektoniske argumenter for at forbyde indbliksskærme og synlige konstruktioner mod gården og at ændre reglerne for altaner i brandgavle er tilstrækkeligt vægtige. Forslagene (##21-23) bør opgives.

 

Gennemførelse af reglerne for altaner

Vi har noteret os situationen vedrørende mulighederne for at gennemføre retningslinjer for altaner, som de beskrives bl.a. i bilag 4 i sagsmaterialet, som Borgerrepræsentationen tog stilling til den 8. oktober 2020.

Vi støtter tanken om at sikre håndhævelse af reglerne om placering af altaner mod gaden og reglerne om beskyttelse af gesimsbånd og dekorationer og i den forbindelse selve altankassens udformning (## 21 og 22 i tabel A) gennem en eller flere temalokalplaner. Herved kan der sikres en inddragelse af borgerne, og den tilsigtede balance mellem bygningsæstetik og beboernes udfoldelsesmuligheder i deres lejlighed kan bedre realiseres.

Vi foreslår, at sådanne temalokalplaner udtrykkeligt også udstrækkes til at gælde nybyggeri, så nybyggeri kan blive omfattet af en effektiv regulering.

 

Altanretningslinjer

CLU holdning

 

 

Nuværende retningslinjer

Foreslåede retningslinjer

 

 

Ændringsårsag: Hensyn til dagslys

 

 

Altandybde mod gården

 

1

Under 8 m til modstående bygning

30 cm

30 cm

 

2

8-10 m til modstående bygning

90 cm

70 cm

 

3

10-16 m til modstående bygning

110 cm

90 cm

 

4

16-24 m til modstående bygning

130 cm

110 cm

 

5

Over 25 m til modstående bygning

150 cm

130 cm

 

 

Altandybde mod gaden

 

6

8-10 m til modstående bygning

70 cm

60 cm

 

7

10-16 m til modstående bygning

90 cm

60 cm

 

8

16-25 m til modstående bygning

110 cm

90 cm

 

9

Over 25 m til modstående bygning

130 cm

90 cm

 

 

Altanlængde

 

 

 

Antal vinduer i lejligheder

Antal vinduer altan må dække

Antal vinduer i facade

Antal vinduer altan må dække

 

10

 

2-3

1

1

1

 

11

 

4-7

2

2-3

1

 

12

 

8+

3

4+

2

 

 

Ændringsårsag: Hensyn til byliv

 

13

Altaner i stueetagen

Altaner og trapper tillades så vidt muligt i stueetagen

Altaner i stueetagen tillades ikke (min. frihøjde for altaner 2,8 m)

Trapper til terræn kan tillades

 

14

Forbindelse til byen

Altanværn skal have transparente partier

Altanværn skal være spinkle set forfra og fra siden

 

 

Ændringsårsag: Hensyn til arkitektur

 

15

Bygninger fra før 1856

Ingen retningslinjer – altaner tillades

 

Altaner er ikke tilladt

 

 

16

Gadefacader på SAVE1-3 bygninger

 

17

Gadefacader m. mange dekorationer

 

18

Ældre facader i smalle gader

 

19

Afskårne gadehjørner

 

20

Altaner i tagetagen

Mod gaden

Altaner i tagetagen må ikke udkrage og må ikke bryde tagkanten

Mod gården

Altaner i tagetagen må udkrage med op til 1 m og må bryde tagkanten

Mod gaden og gården

Altaner i tagetagen må ikke udkrage og må ikke bryde tagkanten

 

21

Placering af altaner mod gaden

Generel anbefaling om at altaner mod gaden bør placeres på en måde, der forholder sig til facadens opbygning, symmetri og dekorationer.

Huller i ranker af altaner tillades, også på ældre bygninger

Specifikke retningslinjer for placering, der sikrer symmetri og en god helhedsvirkning.

På ældre bygninger kan ikke alle lejligheder på en facade få altan mod gaden.

Huller i ranker af altaner tillades ikke før 1930.

Mellem 1930 og 1960 tillades enkelte huller, og efter. 1960 flere huller

 

22

Gesimsbånd og dekorationer

Generel anbefaling om at tilpasse altanen, så der opnås en god helhedsvirkning, når dekorationer fjernes, og gesimsbånd brydes

Gesimsbånd kan brydes i enkelte specifikke situationer, og det kræves, at altanbunden flugter med båndet

Mindre dekorationer kan i nogle tilfælde fjernes i deres helhed

Markante dek. må ikke fjernes

 

23

Synlige konstruktioner

Ingen synlige konstruktioner mod gaden

Ingen synlige konstruktioner

 

24

Indbliksskærme

Ingen indbliksskærme mod gaden

Ingen indbliksskærme

 

25

Altaner på brandgavle

Altaner kan placeres frit

Altaner skal placeres symmetrisk uden huller og udformes som øvrige gadealtaner

 

 

Franske altaner

Vi har på et svar fra forvaltningen til en suppleant i lokaludvalget forstået, at forslaget til ændrede retningslinjer for altaner kun i nogen grad angår franske altaner.

Vi forstår,

  • at mod gaden kan franske altaner blive påvirket af de foreslåede retningslinjer for altaner mod gaden, da det primære hensyn her ofte er æstetisk.
  • at det sjældent vil være problematisk at etablere franske altaner på gårdsiden af en bygning, da de primære hensyn her er dagslys, indblik og byrum.

Vi foreslår, at det i retningslinjerne og i politikernes beslutningsgrundlag tydeliggøres, hvilke konsekvenser retningslinjerne har i forhold til ønsker om franske altaner.

 

Igangværende altanprojekter

Lokaludvalget beder om at få oplyst, om de altanprojekter, som forvaltningen enten har modtaget og er ved at tage stilling, eller som allerede er godkendt, men som endnu ikke er gennemført, vil blive påvirket, hvis de ændrede retningslinjer vedtages. Oplysningen bør indgå i politikernes beslutningsgrundlag.

 

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,

formand

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

 

Når lokaludvalget har godkendt høringssvaret, sender sekretariatet det til Teknik- og Miljøforvaltningen.

 

 

 

Beslutning

Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om forslag til ændrede retningslinjer for altaner, der fremgår af løsningsafsnittet.

Til top