Undersøgelse af mulighed for byfornyelse på Christiania
Indstilling
Formanden foreslår,- at Christianshavns Lokaludvalg godkender henvendelsen til Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget om inddragelse af lokaludvalget og Foreningen Christianias Naboer i det forestående arbejde om byfornyelse af Christiania, der fremgår af løsningsafsnittet.
Problemstilling
På baggrund af en henvendelse fra Fonden Fristaden Christiania, besluttede Borgerrepræsentationen den 12. november 2015, at Teknik- og Miljøforvaltningen skal undersøge mulighederne for at gennemføre en byfornyelsesindsats på Christiania i et partnerskab med Fonden Fristaden Christiania.Partnerskabsaftalen skal beskrive aktiviteter, tilknyttet økonomi og danne grundlag for en endelig beslutning om, hvorvidt der skal iværksættes en byfornyelsesindsats på Christiania.
Som en del af partnerskabsaftalen skal der udvikles en model for, hvordan der kan laves et organisatorisk set up for gennemførelse af byfornyelsen. I den forbindelse skal beslutningskompetencer og procedure også beskrives.
Teknik- og Miljøforvaltningen opregner følgende mulige temaer for en byfornyelse på Christiania:
- Flere gode sunde boliger – bygningsfornyelse af etageejendomme og planer for nybyggeri
- CO2-neutralt Christiania – udarbejdelse og implementering af en energiplan, der sikrer, at Christiania kan leve op til Københavns Kommunes mål om at være CO2-neutral i 2025
- Velfungerende infrastruktur – både internt på Christiania og adgangen til Christiania
- Forbedrede sociale forhold og flere arbejdspladser.
Foreningen Christianias Naboer skrev den 12. november 2015 til lokaludvalget:
"Forslag om at Christianshavns Lokaludvalg skal deltage i det analysearbejde, som Fonden Fristaden Christiania og Teknik- og Miljøforvaltningen indleder vedr. byfornyelse af Christiania.
Problem: Taxavende- og holdepladser uden for Christiania og parkering af christianitternes privatbiler i Christianshavns gader.
Foreningen Christianias Naboer har igennem det sidste år haft en brevveksling med teknik- og miljøborgmester Morten Kabell om placeringen af taxavende- og holdepladser i Christianias nærhed. Årsagen har været og er, at der på trods af politiets ihærdige indsats og på trods af at der er blevet indrettet taxaholde-pladser i Bådsmandsstræde, stadig er mange taxaer, der holder halvvejs oppe på cykelstien i Prinsessegade over for Christianias hovedindgang, hvor de venter på kunder.
Christianias Naboer er af den opfattelse, at taxavende- og holdepladser bør indrettes på den del af Christiania, der ikke er fredet, fordi der tydeligvis er tale om taxaer, der bruges af kunder og besøgende til Christiania.
Den 3. december 2014 modtog Christianias Naboers formand en mail fra serviceområdechef Anders Møller, hvori han svarede på en henvendelse fra foreningen til Morten Kabell. Jeg citerer i uddrag: Borgmesteren har anmodet mig om at svare dig … De foreslåede taxaholdepladser (i Bådsmandsstræde) er en midlertidig foranstaltning … Forvaltningen er i dialog med Christiania med henblik på at finde en permanent løsning, hvor der etableres taxa-holdepladser på Christianias område.
Sidenhen har både Hulda Mader og andre christianitter svaret på vore spørgsmål om indholdet af denne dialog, at der ikke foregår nogen dialog mhp. at indrette taxavende- og holdepladser inde på Christianias område. Vi har derfor gentagne gange spurgt borgmesteren via hans embedsmænd, hvad den påståede dialog handler om, uden at vi har fået noget klart svar.
Endelig har vi i et brev fra borgmesteren selv af 2. nov. 2015 modtaget flg.: Jeg skal beklage, hvis I har fået indtryk af, at taxaholdepladsen i Bådsmandsstræde er midlertidig. Det er ikke tilfældet. Den er permanent, og inden årets udgang vil der i forbindelse med ombygningen af Prinsessegade og Bådsmandsstræde være etableret taxavendeplads for enden af Bådsmandsstræde.
Imidlertid er denne løsning overhovedet ikke tilfredsstillende for Christianias Naboer, idet den østlige ende af Bådsmandsstræde i forvejen er stærkt belastet af en kaotisk trafik til stor gene for gymnasiet, CIK og beboerne i Voldboligerne.
Christiania burde komme sine naboer i møde ved at indrette taxafaciliteter inde på sit eget område. Men Christiania påpeger altid, at det kan der ikke blive tale om, fordi Fristaden er bilfri, selv om der faktisk er indrettet p-pladser inde på Christianias område bl.a. ved det man i folkemunde kalder Rockerborgen i Bådsmandsstræde. Reglen gælder åbenbart for nogle, men ikke for andre.
Borgmesteren argumenterer desuden, at Kommunen har ikke beføjelser til at placere taxaholdepladser på privat grund, og vi kan derfor ikke påbyde, at der laves vendeplads og taxaholdepladser på Christianias område. – Vi mener imidlertid, at det er staten, der er ejer af området, mens Fonden Fristaden Christiania kun er lejer, hvilket må betyde, at borgmesterens argument ikke holder. Vi vil derfor opfordre Christianshavns Lokaludvalg til at støtte os i, at det ikke er rimeligt, at Christiania bliver ved med at tørre sine parkeringsproblemer af på nabolaget.
Dette bringer os over til det beslægtede problem, at christianitterne har deres kæmpestore private bilpark holdende ude i Christianshavns gader, primært på Refshalevej. Hvis christianitterne fastholder princippet om, at også den ikke fredede del af Fristaden skal være bilfri, så må de frigøre sig fra afhængigheden af deres privatbiler. (Her taler vi ikke om christianitternes erhvervskøretøjer). Og hvis de ikke vil frigøre sig, så må de oprette p-pladser til deres privatbiler inde på den ikke-fredede del af Christianias område.
Borgmesteren skriver videre i sit brev til os: Jeg vil ikke afvise, at Christiania skal være med til at løse en del af parkeringsproblematikken i området, herunder på Refshalevej. Det vil de kommende undersøgelser i samarbejde med Fonden vise. Mht. en analyse af påvirkningen af Christianshavn, er I velkomne til at rette henvendelse til Christianshavns Lokaludvalg for at høre nærmere om mulighederne for en analyse. De midler, der er bevilget til en analyse af mulighederne for partnerskab mellem Fonden for Christiania og Teknik- og Miljøforvaltningen, er bevilget til byfornyelse af området.
Borgmesteren slutter sit brev med en trosartikel: Christiania trænger til et løft, og jeg er overbevist om, at det også vil være til gavn for samspillet med det øvrige Christianshavn.
Den 14. oktober skrev Christianias Naboer til Teknik- og Miljøudvalget , at vi finder det vældig positivt, at kommunen ønsker at bidrage til et løft af de boligejendomme (på Christiania), der indeholder boliger, til en mindskelse af energiforbruget, en forbedring af infrastrukturen, herunder adgangen til Christiania, samt til forbedring af de sociale forhold i fristaden.
Der står imidlertid intet i referatet fra Teknik- og Miljøudvalgets møde, hvori der bevilges penge til den analyse, der skal forberede byfornyelsesindsatsen, om at det skal gavne samspillet med det øvrige Christianshavn. Og da Christiania aldrig selv har imødekommet et eneste af vore ønsker, tvivler vi på, at nabolaget vil få nogen gavn af den byfornyelsesindsats, med mindre Christianshavns Lokaludvalg kan overbevise kommunen om, at christianitterne må løfte ansvaret for parkeringsproblemerne, både hvad angår deres privatbiler og hvad angår taxavende- og holdepladser.
Vi beder derfor Lokaludvalget om, at I over for Teknik- og Miljøudvalget vil argumentere for, at Lokaludvalget skal deltage i analysearbejdet, og at byfornyelsesindsatsen på Christiania også skal give helt konkrete fordele for den del af christianshavnerne, der er naboer til Christiania.
Og vi beder om, at I vil bringe dette spørgsmål op på jeres næste møde."
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget:"Christianshavns Lokaludvalg beder hermed om at blive inddraget i det videre arbejde om en byfornyelsesindsats på Christiania.
Sagen er af væsentlig betydning for Christianshavn. Derfor bør lokaludvalget være med i partnerskabet, som Københavns Kommune og Fonden Fristaden Christiania vil etablere med det formål at afklare muligheden for at gennemføre en byfornyelsesindsats på Christiania. Endvidere bør lokaludvalget indgå i organisationen, der måtte skulle gennemføre byfornyelsen.
For så vidt angår den del af det forestående arbejde, der måtte handle om velfungerende infrastruktur, herunder adgangen til Christiania, beder lokaludvalget tillige om, at Foreningen Christianias Naboer inddrages.
Med venlig hilsen
Poul Cohrt,
formand"
Økonomi
Intet.Videre proces
Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser:Udkast til partnerskabsaftalen vil blive udviklet i perioden november 2015 til april 2016. Teknik- og Miljøudvalget vil medio 2016 få en partnerskabsaftale til godkendelse alternativt en orientering om status for drøftelserne, herunder en vurdering af udsigterne til at kunne indgå en aftale. Såfremt der indgås en aftale om et partnerskab, vil Borgerrepræsentationen få forslag til en byfornyelse til godkendelse efter sommerferien 2016. Samtidig vil der blive forelagt en eventuel beslutning om at iværksætte en byfornyelse og frigivelse af midler til realisering af en byfornyelsesindsats.
Læs Borgerrepræsentationens beslutning den 12. november 2015 i sagen "Undersøgelse af mulighed for byfornyelse på Christiania" her:
http://www.kk.dk/edoc-agenda/28169/691c3a65-b242-4f6f-b4a8-c3a706f4ad8a/af3cebf6-fe0f-4277-a050-5e27e6b6b531
Beslutning
Et ændringsforslag fra Poul Nielsen om at udelade 2. afsnit i henvendelsen til Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget blev ikke tiltrådt.
Lokaludvalget godkendte henvendelsen til Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget om inddragelse af lokaludvalget og Foreningen Christianias Naboer i det forestående arbejde om byfornyelse af Christiania, der fremgår af løsningsafsnittet.