Mødedato: 25.11.2015, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Orientering fra arbejdsgrupperne mv.

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal tage orienteringerne fra lokaludvalgets arbejdsgrupper mv. til efterretning.

Indstilling

Formanden foreslår, 
  1. at Christianshavns Lokaludvalg tager orienteringerne fra arbejdsgrupperne mv. til efterretning - se bilaget.

Problemstilling

Flere arbejdsgrupper mv. har haft møde siden det seneste lokaludvalgsmøde. Mødereferater ses i bilaget.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalgene tager de vedlagte referater fra arbejdsgrupperne mv. til efterretning. Lokaludvalgsmedlemmerne har mulighed for at stille spørgsmål og forslag til arbejdsgrupperne mv.

Lokaludvalgets arbejdsgrupper:

Faste arbejdsgrupper jf. lokaludvalgets forretningsorden:
 
  • Forretningsudvalget
     
  • Arbejdsgruppen om By, Trafik og Havn, inkl.
    • Arbejdsgruppen for Christianshavns Torv
    • Alladin-gruppen (Prinsessegade, Burmeistergade, busslusen på Holmen) 
    • Arbejdsgruppen om Christiansholm/Papirøen
    • Arbejdsgruppen om Refshaleøen
    • Repræsentant i følgegruppen vedr. Krøyers Plads
    • Arbejdsgruppen om Til Havns-projektet sammen med repræsentanter fra Indre By Lokaludvalg
    • Visionsgruppen
       
  • Arbejdsgruppen om Kultur, Skole, Fritid Børn og Unge, inkl.
    • Repræsentanter i følgegruppen vedr. institutionsbyggeriet på Trekantsgrunden
    • Repræsentant i brugergruppen for Hal C
    • Repræsentanter i Tilsynet med Kultur Christianshavn-Islands Brygge
       
  • Arbejdsgruppen om Sociale forhold, Sundhed og Omsorg, inkl.
    • Arbejdsgruppen om hjemløse og fattigdom

Andre faste arbejdsgrupper 

  • Arbejdsgruppen om Miljø, inkl.
    • Repræsentant i bestyrelsen for Miljøpunkt Indre By-Christianshavn
       
  • Arbejdsgruppen for Christianshavn-Christiania, inkl.
    • Task Force Pusher Street-gruppen
       
  • Info-gruppen
     
  • C-daggruppen

Økonomi

Intet.

Videre proces

Arbejdsgrupperne mv. arbejder videre i henhold til deres kommissorier og lokaludvalgets beslutninger.

Beslutning

Jette Arendrup oplyste, at Arbejdsgruppen om Hjemløse og Fattigdom har møde den 13. januar 2016 med Dansk Retursystem, COOP, Dansk Supermarked og Kirkens Korshær om et projekt vedrørende opsætning af særlige pantautomater til hjemløse flaskesamlere, der vil afleverer store mængder. Der findes sådanne særlige pantautomater, men her forudsætter man, at de, der afleverer flasker, har en bankkonto. Det har hjemløse ikke. Formålet med projektet er dels at gøre det nemmere for andre at komme til at aflevere flasker i supermarkedernes pantautomater og dels at understøtte den miljøindsats, de hjemløse yder ved at samle flasker ind. Derudover sender de udenlandske hjemløse flaskesamlere pengene, som de tjener, hjem til deres familier. Ordningen kan derfor også ses som en ulandsstøtte, der havner i de rigtige lommer.

På forslag fra Erling Ekegren bad lokaludvalget formanden og sekretariatet rykker forvaltningen og borgmesteren for et svar vedrørende lokaludvalgets henvendelse om børneinstitutionen på Trekantsgrunden, som lokaludvalget besluttede i sit møde den 28. oktober 2015.

Jette Philipsen oplyste, at lokaludvalgets kommunikationsstrategi kommer på dagsordenen for lokaludvalgsmødet den 16. december 2015.

Poul Cohrt oplyste, at lokaludvalget tager stilling til arbejdsgruppernes ønsker til kommunens Budget 2017 i lokaludvalgsmødet den 27. januar 2106.

Jette Philipsen oplyste, at lokaludvalget er vært for juletræsarrangementet på Christianshavns Torv den 29. november 2015 kl. 16.00. Der er fortsat brug for hjælpere. Hjælperne mødes kl. 15.00 ved kioskbygningen. Træet tændes af en ansat i grønthandlerbutikken på torvet.

Jette Philipsen oplyste, at lokaludvalget er vært for en nytårskur i Hal C den 8. januar 2016. Klaus Kastbjerg, der er medejer og udlejer af bygningerne på Papirøen, er årets nytårstaler.

Ulla Bo Skovvart og Jane Lytthans oplyste, at arbejdet i Til Havns-arbejdsgruppen ligger stille for øjeblikket, men at de tager fat igen i januar 2016.

Kirsten V. Andersen oplyste, at Arbejdsgruppen om Miljø foreløbig har fem medlemmer og at der kommer flere til. Kommissoriet for arbejdsgruppen er blevet rettet til i overenstemmelse med lokaludvalgets beslutning i mødet den 28. oktober 2015 og lagt på lokaludvalgets hjemmeside.

Kirsten V. Andersen oplyste, at på opfordring fra Arbejdsgruppen om Miljø har Poul Cohrt på vegne af lokaludvalget skrevet til borgmester Morten Kabell om det forhold, at Teknik- og Miljøforvaltningen i øjeblikket lægger brosten i beton i Sankt Annæ Gade, hvilket er et problem, da betonen hindrer nedsivning af regnvand. 
Lokaludvalget tog orienteringen til efterretning.

Kirsten V. Andersen oplyste, at Miljøpunkt Indre By-Christianshavn er ved lægge sidste hånd på det endelig udkast til årsplan 2016 for det lokale miljøarbejde. Efterfølgende skal først Arbejdsgruppen om Miljø og dernæst lokaludvalget tage stilling til det. Årsplanen bliver forelagt lokaludvalget den 16. december 2015.

Kirsten V. Andersen oplyste, at Miljøpunkt Indre By-Christianshavn har ansat en ny centerleder.

Kirsten V. Andersen oplyste, at Miljøpunkt Indre By-Christianshavn atter vil stille tre ladcykler til rådighed for christianshavnerne. Lokaludvalgets logo sættes på dem.

Kirsten V. Andersen oplyste, at Miljøpunkt Indre By-Christianshavn holder en offentlig udviklingsworkshop om formidling af bynatur den 15. december 2015. Der er orienteret om det i nyhedsbrevet, som Miljøpunktet netop har udsendt.

Lokaludvalget tog de skriftlige og mundtlige orienteringer fra arbejdsgrupperne mv. til efterretning.

Til top