Affaldssortering i Indre By og på Christianshavn
Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg skal drøfte anbefalingerne i Miljøpunkt Indre By-Christianshavns rapport "Smarte transportløsninger til private brugere af affaldssorteringsfaciliteter i det offentlige rum - og bedre sortering i hjemmet, i Kartoffelrækkerne og ved Kultorvet – 2017" og beslutte hvad de anbefaler Teknik- og Miljøforvaltningen at gå videre med.
Indstilling
Formanden for Indre By Lokaludvalg og formanden for Christianshavns Lokaludvalg foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg drøfter anbefalingerne i Miljøpunkt Indre By-Christianshavns rapport "Smarte transportløsninger til private brugere af affaldssorteringsfaciliteter i det offentlige rum - og bedre sortering i hjemmet, i Kartoffelrækkerne og ved Kultorvet – 2017".
- at Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg bemyndiger formændene til at sende en henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen med de anbefalinger, som lokaludvalgene ønsker, at forvaltningen skal sætte i værk.
Problemstilling
Miljøpunkt Indre By-Christianshavn har afsluttet projekt 4.1. i årsplan 2017: "Bedre affaldssortering og affaldsudnyttelse: Smarte løsninger til transport af sorteret affald fra husstande til affaldssorteringsfaciliteter i det offentlige rum".
Målet med projektet har været at kortlægge, afprøve og udvikle nye, smarte transportløsninger til potentielle brugere af offentlige affaldssorteringsløsninger i to lokaliteter i Indre By, hhv. Kartoffelrækkerne og Kultorvet. Der har været fokus på at forbedre sorteringsforhold i hjemmet, dels via workshop om udvikling af smarte løsninger til transport af husholdningsaffald fra hjemmet til offentlige sorteringsfaciliteter, dels via interviews af testfamilier og registrering af sorteringsvaner i 10-15 husstande.
I bilaget ses rapporten med anbefalinger samt et produktkatalog med råd og vejledning til, hvordan borgerne i Indre By og på Christianshavn kommer i gang med at sortere affald.
Løsning
I rapporten skriver Miljøpunktet om resultater og læring:
- Flere af de afprøvede sorteringsløsninger, udlånt fra producenterne, var allerede SMARTE løsninger, forstået som løsninger, det tager udgangspunkt i borgernes behov og sikrer en god/naturlig kobling mellem affaldssorteringssystemet i hjemmet og affaldssorteringsfaciliteter i det offentlige rum.
- Hovedparten af testfamilierne ville gerne sortere pap til genbrug, men manglede papcontainer.
- Borgerne efterspurgte bredere og mere dialogbaseret information, fx muligheden for at kunne "ringe til en ven" - personlig vejledning om sortering opfattes positivt og giver resultater.
- Det skal være nemmere at finde information om sorteringsfraktioner, muligheder for materiel til sortering og hvad der sker med affaldet når det sendes til genanvendelse.
- Behov for viden om sortering i hjemmet + viden om at benytte offentlige sorteringsanlæg.
- Behov for at kunne tilpasse containerstørrelser til behov, især i de små gårde (Kultorvet).
- Tages der udgangspunkt i borgernes værdier omkring affald som en ressource, betyder afstand til sorteringsanlæg mindre. (KK arbejder med en antagelse om, max. 100 m til sorteringsanlæg).
- Kontrakterne med renovationsfirmaerne vil med fordel kunne tilpasses, så skraldemænd kan få en mere pro-aktiv rolle, ift. borgere, sorteringsvejledning og tilpasning af containere efter behov.
Miljøpunktets anbefalinger
Sidst i rapporten er der en række anbefalinger til Københavns Kommune vedr. affaldssorteringen i Indre By og på Christianshavn:
- Ud over fokus på brug af de offentlige affaldsbeholdere bør der fokuseres mere på sorterings-udfordringerne i hjemmet, ellers er det vanskeligt at få en optimal affaldssortering, også ved de offentlige sorteringsanlæg.
- Det er vigtigt, at der er kvalificeret vejledning hvis borgerne har spørgsmål til deres sortering.
- Skraldemanden/renovationsfirmaet kan spille en mere proaktiv rolle (afhænger af kontrakterne).
- Kvalificeret vejledning kunne også ske vha. en udstilling som den, der er etableret hos Miljøpunktet. Udstillingen har vist sig som et effektivt formidlingsredskab. Udstillingen kan på sigt udbygges og også fremvises til foreninger og skoleklasser eller udlånes/sendes på turné.
- Der kan laves en virtuel udstilling på hjemmesiden. En virtuel udstilling som kunne opdateres hver gang der kom et relevant nyt produkt på markedet. Og borgere kan efterlade kommentarer til produkter som så var frit tilgængelige for producenterne. Producenterne kan omvendt bruge kommentarerne til at ændre på/forbedre deres sorteringsprodukter. Sådan som vi i flere tilfælde har vist, at det kan lade sig gøre.
-
KK kan med fordel læse borgernes feedback, både hvad angår deres syn på sorteringsmulighederne og deres konkrete forslag fra workshoppen og lave løsningerne i direkte dialog med borgerne og producenterne.
-
Projekt "Grøn Mand" var en idé fra workshoppen. Da den brede bæredygtighedsdefinition, ud over økonomisk- og ressource-bevidsthed, også en social komponent, så er tanken at man i boligafdelinger, sammen med kommune og sociale myndigheder, laver "stillinger" til folk på kanten af arbejdsmarkedet, som kan gå til hånde i deres boligafdeling, og være en konkret hjælper når en borger skal lære at sortere sit affald. Den fulde beskrivelse af projekt-ideen kan fremsendes.
-
"Lån en Skraldeguide". En kommunalt ansat guide som kunne rekvireres lokalt.
-
Pap, pap, pap. Alle peger på at pap er et problem, som skal håndteres bedre. Borger-workshoppen affødte bl.a. en idé om en "bus" der kører rundt i byens kvarterer og formidler viden om ressource-kredsløb, affaldssortering og samtidig tager imod de udfordrende fraktioner som fx pap.
-
En anden idé var at konvertere pladsen (1 P-plads) fra nogle af de containere som i dag bruges til papir, som der bliver stadig mindre af, til en fast-parkeret bil, som kunne have en lille café-funktion med borgerkontakt/info om ressourcer og affaldssortering.
-
AirBnB bør håndteres på et overordnet niveau, da det ellers kan underminere den gode udvikling.
-
Simple, billige løsninger kan igangsættes relativt let. Fx har Gentofte kommune uddelt store bære-net med 4 kamre, til at sortere affald, som derpå bruges til at transportere det sorterede affald til nærmeste offentlige sorteringsanlæg. Det er vigtigt at huske at give korrekt information inden, så flest muligt forstår hvilken proces de er del af, derved sikres at flest muligt forstår at bruge nettet.
Økonomi
I 2017 støtter Københavns Kommune det lokale miljøarbejde med 684.700 kr. Indre By Lokaludvalg støtter det med 680.000 kr., mens Christianshavns Lokaludvalg støtter det med 100.000 kr.
Videre proces
Formændene skriver til Teknik- og Miljøforvaltningen om anbefalingerne fra lokaludvalgene vedr. affaldssorteringen i Indre By og på Christianshavn.
Beslutning
Til mødet forelå Indre By Lokaludvalgs beslutning den 12. oktober 2017 i samme sag. Se bilaget.
- Lokaludvalget drøftede anbefalingerne i Miljøpunkt Indre By-Christianshavns rapport "Smarte transportløsninger til private brugere af affaldssorteringsfaciliteter i det offentlige rum - og bedre sortering i hjemmet, i Kartoffelrækkerne og ved Kultorvet – 2017".
- Lokaludvalget bemyndigede formanden til sammen med formanden for Indre By Lokaludvalg at sende en henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen med de anbefalinger, der fremgår af Miljøpunkt Indre By-Christianshavns rapport, samt med de bemærkninger og anbefalinger, Indre By Lokaludvalg vedtog den 12. oktober 2017.
Protokolbemærkning fra Poul Nielsen: "Miljøaktiviteter i kommunen bør hjemtages til kommunen".