Mødedato: 25.09.2024, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Høringssvar om miljøkonsekvensrapport for metrolinje M5

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar om Miljøkonsekvensrapporten for metrolinje M5.

Indstilling

Indstilling om, 

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret til Økonomiforvaltningen om miljøkonsekvensrapporten for M5, som fremgår af bilag 1.  

Problemstilling

Metroselskabet søgte den 20. juni 2022 om igangsættelse af miljøvurderingsproces for metrolinje M5. Projektet er af en sådan karakter, at det kræver, at miljøpåvirkningerne belyses i en miljøkonsekvensrapport (VVM) før etablering og drift.

Københavns Kommune er sammen med Trafikstyrelsen myndighed for miljøvurderingen af projektet.

I miljøkonsekvensrapporten undersøges både en sydlig løsning, der går fra København H over Amager til Lynetteholm og videre til Østerport samt en nordlig løsning, der går fra Østerport til Lynetteholm.

Alle relevante og de mest vidtgående miljømæssige påvirkninger i både anlægs- og driftsfasen for de to løsninger, stationer og forskellige alternativer fremgår af rapporten.

Miljøkonsekvensrapporten med bilag og udkast til § 25-tilladelse er i offentlig høring fra den 1. august til den 26. september 2024. 

Margretheholm og Margretheholm Havn

Følgende er uddrag af Miljøkonsekvensrapport for M5:

"Hvis det vælges, at M5 mellem v/ Prags Boulevard Øst og v/ Refshaleøen skal anlægges som højbane, er der behov for at føre højbanen på en bro over Margretheholms Havn. For at kunne udføre broen over Margretheholms Havn, vil der først blive lagt en dæmning på tværs af havnen. Vandområdet vest for dæmningen vil blive opfyldt, og de eksisterende pontonbroer vil blive flyttet til den østlige del af havnen, som uddybes, så antallet af bådepladser kan opretholdes. Opfyldningen af havnen kan blive permanent. "

"Ca. 25.000 m² af det grønne friareal på Margretheholm vil blive inddraget til byggeplads for højbanen, og stierne gennem området vil være afspærret i anlægsfasen. Påvirkningen af det grønne friareal vurderes at være moderat, da der er andre nærrekreative arealer i lokalområdet. Påvirkningen af de rekreative interesser i Margretheholms Havn vurderes at være stor, selvom det forudsættes, at antallet af bådepladser bevares, dels i Margretheholms Havn og dels på Prøvestenen. Der vil være påvirkninger med støv, støj, øget trafik og ændrede adgangsforhold i anlægsfasen, hvilket vil genere ophold ved havnen og i lystbådene."

"Påvirkningen i driftsfasen afhænger af om der anlægges højbane eller tunnel mellem v/Prags Boulevard Øst og v/Refshaleøen. Tunnel vil ikke have en visuel påvirkning, mens højbanen vil komme til at fremstå meget synlig i terrænet. Højbanen vil dermed ændre på landskabet med sin dominerende struktur." 

 

Borgerdialog

Christianshavns Lokaludvalg var den 5. september 2024 vært for et borgermøde om de mulige forandringer, som anlæg og drift af M5 kan få for Margretheholm og Margretheholm Havn. Borgermødet fandt sted i bådeværftet Yacht Service på Margretheholm Havn. Mødet var velbesøgt af ca. 80-90 borgere, hvoraf mange var beboere fra Margretheholm eller sejlere med tilknytning til Margretheholm Havn.

Blandt de fremmødte til borgermødet var der bred enighed om, at man ønsker, at metrolinjen skal føres under jorden i en tunnel. Det fremgik, at det vil ødelægge områdets rekreative grønne og blå områder markant, hvis metrolinjen anlægges som en højbane.

Løsning

En arbejdsgruppe bestående af lokaludvalgsmedlemmerne Charlotte Frejlev Andersen, Henning Nielsen og Preben Møller Whitt samt suppleant Jacob Fuchs har udarbejdet et udkast til et høringssvar med udgangspunkt i dialogen på borgermødet. Udkastet har været drøftet i arbejdsgruppen Byplan, Teknik og Havn den 17. september 2024.

Se udkastet i bilag 1. Det foreslås, at lokaludvalget godkender høringssvaret.

Økonomi

Lokaludvalget har afsat en ramme på 15.000 kr. til borgermødet den 5. september 2024.

Videre proces

Sekretariatet lægger lokaludvalgets høringssvar på Bliv Hørt-portalen.  

Når den offentlige høring er afsluttet, udarbejder Københavns Kommune en hvidbog over alle høringssvarene. Hvidbogen forventes behandlet i Borgerrepræsentationen ultimo 2024 sammen med godkendelse af miljøkonsekvensrapporten og § 25-tilladelsen. Den endelige udstedelse af § 25-tilladelsen forudsætter, at Folketinget vedtager en anlægslov for projektet.

Når Metroselskabets ejerkreds – staten, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune – har besluttet, om der skal anlægges en metrolinje og i givet fald hvilken, skal Folketinget vedtage en anlægslov, inden Metroselskabet kan gå i gang med at anlægge metrolinje M5.

Til top