Mødedato: 25.09.2019, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Lynetteholm

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal godkende et brev til Økonomiforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og By & Havn om transport af jord til anlæg af Lynetteholm samt drøfte den nye afgrænsning af Lynetteholm.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender brevet til Økonomiforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og By & Havn, der fremgår af løsningsafsnittet, om transport af jord til anlæg af Lynetteholm.

  2. at Christianshavns Lokaludvalg drøfter det forhold, at By & Havn nu arbejder ud fra en ny afgrænsning af Lynetteholm. Se bilaget.

Problemstilling

Det fremgår af By & Havns hjemmeside vedr. Lynetteholm, at jordopfyld til anlæg af Lynetteholm starter i 2021.

Det fremgår også, at By & Havn nu har valgt et forslag til en ny afgrænsning af Lynetteholm. Forslaget vil gå videre i den offentlige forudgående høring.

Uddrag fra hjemmesiden: 
"By & Havn har gennemført en proces i foråret og sommeren, hvor vi har haft drøftelser og workshops med en lang række fagpersoner, som har givet input til hvilke arkitektoniske hensyn, som er vigtige ved udformning og placering af Lynetteholm i Københavns Havn.

By & Havn er overbeviste om, at det nye forslag er en forbedring af udgangspunktet, særligt med hensyn til klimasikring af København og muligheden for tilføjelse af nye natur- og landskabstræk til byen.

I forhold til den oprindelige skitse fra principaftalen er der tre overordnede tilpasninger angående Lynetteholms afgrænsning:

  • Større afstand til det fredede Trekroner og Refshaleøen af hensyn til arkitektoniske og marinebiologiske forhold.
  • Større nærhed til Nordhavn forbedrer muligheden for klimasikring.
  • Udvidelse af areal mod øst giver bedre muligheder for etablering af natur, landskab og strand.

Baggrund

Baggrunden for det nye forslag til Lynetteholms afgrænsning er, at den daværende regering og Københavns overborgmester i oktober 2018 indgik en aftale, som var startskuddet på en helt ny bydel i Københavns Havn.

By & Havn har fået opgaven at etablere og udvikle Lynetteholm, der skal udvikles mellem Nordhavn og Refshaleøen. 

Den nye bydel bidrager til, at København kan blive ved med at vokse – uden at boligpriserne drøner i vejret på grund af mangel på boliger. Den sikrer også, at der fortsat vil være plads til grønne og rekreative områder i byen.

Som en central præmis for byudviklingen i det nye område skal der etableres ny infrastruktur, der blandt andet kan sikre tilgængeligheden for dem, der skal bo og arbejde på Lynetteholm. Det drejer sig om en Østlig Ringvej fra Nordhavnen til motorvejen på Amager samt metrobetjening af området. Byudvikling på Lynetteholm bidrager til finansieringen af den nye infrastruktur, som man f.eks. kender det fra Ørestad og Nordhavn.

Den nye bydel er også en klimasikring af byen. Den vil fungere som en dæmning fra Kronløbet ved Nordhavn og ned til Refshaleøen. Dermed vil Lynetteholm kunne sikre København mod fremtidig stormflod som følge af havvandsstigninger og mere voldsomt vejr, så man undgår at skulle afskærme udsigt og adgang til vandet i Københavns inderhavn med høje kajanlæg."

Løsning

Transport af jord til anlæg af Lynetteholm

Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til Økonomiforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og By & Havn:

"Christianshavns Lokaludvalg har drøftet informationerne på By & Havns hjemmeside om Lynetteholm. Vi forstår, at jordopfyld til anlæg af Lynetteholm starter i 2021.

Det er snart. Derfor ønsker vi at få bekræftet, at transport af jord til anlæg af Lynetteholm ikke sker gennem Christianshavn, men at det sker til søs. 

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"

 

Ny afgrænsning af Lynetteholm

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter det forhold, at By & Havn nu arbejder ud fra en ny afgrænsning af Lynetteholm, jf. bilaget.

I drøftelsen kan indgå, om lokaludvalget skal kommentere den nye afgrænsning over for Økonomiforvaltningen og By & Havn, og hvilke kommentarer lokaludvalget i givet fald skal sende.

Økonomi

Intet.

 

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt brevet om transport af jord til anlæg af Lynetteholm sender sekretariatet det til Økonomiforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og By & Havn.

Bilag

0. Link til By & Havns hjemmeside om Lynetteholm: https://byoghavn.dk/lynetteholmen/

Beslutning

  1. Lokaludvalget stemte om et ændringsforslag fra Poul Nielsen om, at det foreslåede brev afsluttes med en bemærkning om, at man ikke skal ændre på de grønne og blå områder begrundet i en påstået befolkningsudvikling, hvorfor lokaludvalget ønsker projektet for Lynetteholmen sat i bero.

    For stemte 1 lokaludvalgsmedlem.
    Imod stemte 9 lokaludvalgsmedlemmer.
    7 lokaludvalgsmedlemmer stemte ikke.

    Ændringsforslaget blev ikke tiltrådt.

    Lokaludvalget godkendte brevet til Økonomiforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og By & Havn, der fremgår af løsningsafsnittet, om transport af jord til anlæg af Lynetteholm.

  2. Lokaludvalget drøftede det forhold, at By & Havn nu arbejder ud fra en ny afgrænsning af Lynetteholm. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
    • Lynetteholmgruppen bliver indkaldt til møde.
    • Lynetteholmgruppen vil drøfte ideen om en aflastningsvej til Refshaleøen.

     

Protokolbemærkning fra Poul Nielsen: "Man skal ikke ændre på de grønne og blå områder begrundet i en påstået befolkningsudvikling, hvorfor jeg ønsker projektet for Lynetteholmen sat i bero."

Til top