Mødedato: 25.09.2013, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset Dronningensgade 34

Idékonkurrencen om havnen og kanalerne

Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg skal tage en orientering om den videre proces for idékonkurrencen om havnen og kanalerne til efterretning.

Indstilling og beslutning

Formændene indstiller, 
  1. at Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg tager orienteringen om den videre proces for idékonkurrencen om havnen og kanalerne til efterretning. Se beskrivelsen i løsningsafsnittet.

Problemstilling

Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg har afholdt en idékonkurrence om aktiviteter i og omkring havnen og kanalerne, som blev sparket i gang i juni med frist d. 15. august. Konkurrencen var tænkt som en folkelig brainstorm, som skulle bringe de gode idéer til, hvordan havnen og kanalerne kan bruges rekreativt, frem i lyset. Alle har kunnet deltage.

Lokaludvalgene modtog 33 forslag til konkurrencen, og et dommerpanel med repræsentanter fra begge lokaludvalg og Gehl Architects udpegede tre vindere. De tre vindere blev kåret fredag d. 30. august kl. 16 i forbindelse med den officielle indvielse af Bølgen ved Kalvebod Brygge. Vinderne modtog henholdsvis 15.000 kr., 10.000 kr. og 5.000 kr. i præmie.

Forslagene var meget forskellige, men der var en del fællestræk. Blandt andet havde flere af forslagene fokus på havnen, som et historisk center for havnens historie, mere grønt ved og i havnen og på at skabe bedre adgang til vandet.

Løsning

Forslagene fra idékonkurrencen er blevet samlet til et idékatalog, som lægges på de to lokaludvalgs hjemmesider (se bilag), så de kan bruges i lokaludvalgenes fremtidige arbejde omkring udvikling af havnen og kanalerne.

Byudviklingsgruppen under Indre By Lokaludvalg og arbejdsgruppen om Trafik, Miljø og Havnen under Christianshavns Lokaludvalg drøfter forslagene på kommende arbejdsgruppemøder og laver et udkast til høringssvar fra hver deres lokaludvalg til ”En havn af muligheder - Visioner for mere liv ved og i Københavns Havn”, som Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt i høring i perioden d. 2. september- 28. oktober. Se http://www.blivhoert.kk.dk/hoering/visionen-en-havn-af-muligheder

Indre By Lokaludvalg drøfter og beslutter høringssvaret på lokaludvalgsmødet d. 10. oktober. Christianshavns Lokaludvalg drøfter og beslutter høringssvaret senest på lokaludvalgsmødet d. 30. oktober, idet det forventes, at lokaludvalget har fået forlænget svarfristen til den 31. oktober 2013.



I sit møde den 12. september 2013 tog Indre By Lokaludvalg denne orientering til efterretning.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Se ovenfor.
.
I forbindelse med høringsperioden for "Visionen - En havn af muligheder" afholder Teknik- og Miljøforvaltningen et borgermøde med en sejltur d. 25. september på Nordre Toldbod 24. Borgermødet starter med en sejltur med teknik- og miljøborgmesteren fra kl. 15.30-16.30, herefter vil der være oplæg og dialog i Tolbodens lokaler på Nordre Toldbod 24.
BILAG
Læs om vinderforslagene og de øvirge modtagne forslag her:
http://indrebylokaludvalg.kk.dk/artikler/havnens-bedste-ideer-er-fundet

Beslutning

  1. Lokaludvalget tog orienteringen om den videre proces for idékonkurrencen om havnen og kanalerne til efterretning. 
Til top