Mødedato: 25.09.2013, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset Dronningensgade 34

Affaldsregulativer - høringssvar

Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om udkast til affaldsregualtiver for Københavns Kommune: Regulativ for husholdningsaffald og regulativ for erhvervsaffald.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
  1. at Christianshavns Lokaludvalg ikke har bemærkninger til udkast til regulativ for husholdningsaffald og udkast til regulativ for erhvervsaffald, som Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt i offentlig høring.

Problemstilling

Københavns Kommunes affaldsregulativer skal revideres. Ændringerne vedrører primært principperne for opkrævning af dagrenovationsgebyret som led i implementeringen af Ressource- og Affaldsplan 2018 og med udgangspunkt i genopretningsplanen for økonomien på affaldsområdet. 

Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser følgende i indstillingen til Teknik- og Miljøudvalget, som udvalget tog stilling til den 9. september 2013:
"De gældende erhvervs- og husholdningsregulativer indeholder en gebyrstruktur, hvor gebyret bliver fastsat i forhold til antallet af husstande på ejendommen og for virksomhederne bliver differentieret i forhold til virksomhedernes branchekode og antal ansatte. Det har vist sig at være en meget stor administrativ udfordring at få opkrævet gebyrerne hos virksomhederne særskilt. Selve administrationen omkring opkrævning af gebyrerne beløber sig til i omegnen af 10 mio. kroner om året, og der har ikke tilnærmelsesvis været dækning for de skønnede omkostninger ved virksomhedernes brug af dagrenovationsordningen.

Hertil kommer, at de faste gebyrer har betydet, at der ikke længere er et incitament til at kildesortere affaldet, da brugerne betaler samme gebyr uanset hvor meget affald, der produceres på den enkelte ejendom. Husstande og virksomheder har ikke kunnet opnå en besparelse ved at udsortere mere genanvendeligt affald fra husholdningsaffaldet."

Regulativerne er i offentlig høring i perioden 10. september-8. oktober 2013.




Løsning

Arbejdsgruppen om Teknik, Miljø og Havnen har ikke drøftet sagen.

Formanden foreslår, at lokaludvalget svarer Teknik- og Miljøforvaltningen, at man ikke har bemærkninger til de foreslåede regulativer for husholdningsaffald og erhvervsaffald..

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt et høringssvar, lægger sekretariatet det på bliv hørt-portalen.

Beslutning

  1. Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jens B. Sørensen om i et høringssvar at rose forvaltningen for ad åre at lade taksten være afhængig af affaldsmængden.  
  2. Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Christoffersen om i et høringssvar at gøre opmærksom på, at taksterne ikke bør stige med mere end inflationstakten for på den måde at styre udgifterne på affaldsområdet.
  3. På forslag fra Erling Ekegren og Julius Lund vil lokaludvalget på Christianshavnermødet den 2. oktober 2013 gøre borgerne opmærksomme på den økonomiske fordel ved, at gårdlaug danner affaldsfælleskaber.
  4. Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Richard Lee Stevens om i et høringssvar at gøre opmærksom på behovet for en rabat til Christiania og andre turistmål på Christianshavn, der står mål med mængden af affald, som turister smider.
  5. Lokaludvalget bemyndigede formanden til at forfatte et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen, baseret på de tiltrådte ændringsforslag.
Til top