Mødedato: 25.06.2014, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset Dronningensgade 34

Opfølgning på beslutningen om cykelruten over Christianshavn

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte en henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen om initiativer, der skal afbøde for generne, som cykelruten over Christianshavn vil give.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,
  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender henvendelsen til Teknik- og Miljøforvaltningen, der fremgår af løsningsafsnittet, om opfølgende initiativer på beslutningen om at anlægge en cykelrute over Christianshavn. 

Problemstilling

Arbejdsgruppen Teknik, Miljø og Havnen har drøftet status på kommunens anlægsprojekt vedrørende en cykelrute over Christianshavn fra Inderhavnsbroen via Hal C og Christiania til Østamager.

Arbejdsgruppen foreslår, at lokaludvalget anbefaler Teknik- og Miljøforvaltningenr:
  1. at anlægge en cykelsti på Refshalevej, hævet ca 50 cm over terræn for at fordele cykeltrafikken og sikre bedre adgang til Margretheholms beboere
  2. at sørge for at skiltning af cykelruten og cykelruterne gøres tydelig, så cykeltrafikken fordeles. Se bilaget. Også trykte cykelkort, google-maps, krak etc rettes til. Cykelruten bør kaldes en Grøn Oplevelsesrute.
  3. at den eksisterende bro over Ydre Stadsgrav ved Vennelyst og Øko-kolonihavehuset gøres mere holdbar, så den bedre kan holde til de mange cyklister.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget tiltræder arbejdsgruppens forslag og vedtager følgende henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen:

"Beslutningen om cykelruten over Christianshavn står tilsyneladende ikke til at ændre, men den kan ikke stå alene. Lokaludvalget foreslår, 

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen tager et projekt om at anlægge en cykelsti på Refshalevej, hævet ca 50 cm over terræn, med i de kommende budgetforhandlinger. Cykelstien skal fordele cykeltrafikken i denne del af vores bydel og samtidig sikre bedre adgang til Margretheholms beboere, som der bliver stadig flere af. 
  2. at Teknik- og Miljøforvaltningen sørger for, at skiltning af cykelruten over Christianshavn samt de øvrige cykelmuligheder omkring cykelruten gøres tydelig, så cykeltrafikken fordeles. Se bilaget. Også trykte cykelkort, google-maps, Krak etc. beder vi forvaltningen sørge for, bliver rettet til.
  3. Cykelruten bør kaldes en Grøn Oplevelsesrute for dermed at signalere, at den er for de cyklister, der cykler i et tempo, som passer til omgivelserne, og ikke  for de hurtigt-kørende motions- og pendlercyklister.
  4. at den eksisterende bro over Ydre Stadsgrav ved Vennelyst og Øko-kolonihavehuset gøres mere holdbar, så den bedre kan holde til de mange cyklister.

Med venlig hilsen


Poul Cohrt,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet henvendelsen, sender sekretariatet den til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kirsten V. Andersen til punkt 4 i henvendelsen om, at den eksisterende bro over Ydre Stadsgrav ved Vennelyst og Øko-kolonihavehuset tillige skal gøres bedre tilgængelig, så også handicappede kan benytte den. 

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jane Lytthans om at tilføje et 5. punkt i henvendelsen om, at lokaludvalget ønsker at blive hørt om de planlagte cykelstier i Strandgade og i Overgaden oven Vandet, der skal forbinde Inderhavnsbroen med Torvegade.

Lokaludvalget godkendte henvendelsen med ovennævnte tilføjelser. 

Til top