Mødedato: 25.05.2016, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Proces for udvikling af Christianshavns bydelsplan

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal drøfte og beslutte processen for udvikling af Christianshavns bydelsplan.

Indstilling

Næstformanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender, at Forretningsudvalget samt de lokaludvalgsmedlemmer, der måtte ønske at deltage, udgør lokaludvalgets styregruppe for bydelsplanprocessen, kaldet "Styregruppen vedr. bydelsplanprocessen" .
  2. at Christianshavns Lokaludvalg udpeger en tovholder for Styregruppen vedr. bydelsplanprocessen.
  3. at Christianshavns Lokaludvalg godkender, at Styregruppen vedr. bydelsplanprocessen arbejder indenfor rammerne af det, der fremgår af afsnittet "Organisering" i løsningsafsnittet nedenfor.
  4. at Christianshavns Lokaludvalg godkender, at der af puljen til borgerdialogaktiviteter afsættes 70.000 kr. til bydelsplanprocessen.
  5. at Christianshavns Lokaludvalg godkender, at Styregruppen vedr. bydelsplanprocessen råder over puljen til bydelsplanprocessen.

Problemstilling

Christianshavns Lokaludvalg skal fra maj 2016 frem til foråret 2017 lave en bydelsplan, som skal fungere som en lokal bydelsstrategi. Det er den tredje runde af bydelsplaner, som lokaludvalget skal producere. Der er løbende blevet ændret i konceptet for bydelsplanerne. I denne runde er rammerne for bydelsplanen blevet mere frie for lokaludvalget, således at bydelsplanen i højere grad end tidligere kan udtrykke bydelens egenart samt tilpasses lokale ønsker og behov.

Den kommende bydelsplan skal berøre følgende:

  • Lokaludvalgets vision for bydelens udvikling
  • Bydelens egenart, udfordringer og potentialer
  • Virkeliggørelse af Københavns Kommunes målsætninger og politikker
  • Lokaludvalgets indsatser og arbejdsprogram

Vægtningen af emnerne, formidlingsform og omfang er op til lokaludvalget selv at beslutte. Borgerdialog ses som et centralt element i udformningen af bydelsplanen.

 

I mødet den 27. april 2016 drøftede lokaludvalget processen for bydelsplanen. De var følgende bemærkninger:

  • En række bygninger på Christianshavn får nye ejere, hvilket lokaludvalget må forholde sig til. Det drejer sig om DACs bygning, Nordea-bygningen, Søkvæsthuset og Kuglegården.
  • Lokaludvalget bør nedsætte en arbejdsgruppe om bydeplanprocessen, som indledningsvis skal se på, hvad der skal tages med videre fra de to foregående bydelsplaner.
  • Lokaludvalget bør snart beslutte en råskitse til en proces, som skal drøftes på et borgermøde.
  • Lokaludvalget skal bruge et minimum af ressourcer på bydelsplanprocessen. Erfaringen er, at bydelsplanerne ikke bliver brugt.
  • Lokaludvalget bør tage arkitektoniske spilleregler med i det videre arbejde.
  • Bydelsplanen kan være et dokument, der viser, hvad lokaludvalget er enig om. Det kan udtrykke lokaludvalgets fælles politik for udviklingen på Christianshavn.

Løsning

Næstformanden mener, at lokaludvalget bør afsætte forholdsvis mange ressourcer til udviklingen af bydelsplanen og at lokaludvalget skal gennemføre en dyberegående borgerdialog om bydelen og bydelens kvarterer, som kan udgøre et solidt grundlag for bydelsplanen og herunder for lokaludvalgets vision for bydelens udvikling. Christianshavn udvikler sig løbende og nye befolkningsgrupper samt erhverv rykker ind. Bydelsplanen bør inddrage denne udvikling. Samtidig bør bydelsplanen fortolke de værdier, holdninger og ønkser, som de to gamle bydelsplaner er udtryk for, i den ændrede kontekst.

Bydelsplansarbejdet bør forankres i en styregruppe, som indenfor rammerne af lokaludvalgets beslutninger, får processen til at ske, mens det konkrete arbejde skal udføres lokaludvalgets arbejdsgrupper. Arbejdsgrupperne vil således skulle planlægge under hensyntagen til, at de skal stå for aktiviteter med relation til bydelsplanen.

Organisering

Næstformanden foreslår, at Forretningsudvalget, samt de lokaludvalgsmedlemmer der måtte ønske at deltage, udgør lokaludvalgets styregruppe for bydelsplanprocessen. Styregruppen får ansvar for, at gennemføre bydelsplanprocessen, som lokaludvalget måtte beslutte. Styregruppen vil kunne foretage justeringer undervejs, bare de ikke strider mod intentionerne i lokaludvalgets beslutning. Styregruppen skriver udkast til bydelsplan og er i kontakt med sekretariatet, forvaltningerne og lokaludvalgets arbejdsgruppe om gennemførelsen af bydelsplanprocessen. 

Styregruppen kan aftale med lokaludvalgets arbejdsgrupper, at arbejdsgrupperne i samarbejde med sekretariatet står for borgerdialog og opsamling på borgerdialogen. Dvs. at lokaludvalgets arbejdsgrupper skal bidrage til bydelsplanprocessen indenfor rammerne af det, lokaludvalget måtte beslutte, efter godkendelse i styregruppen. Styregruppen mødes efter behov. Tovholderen for styregruppen har ansvar for indkaldelser, dagsordener og referater.

Borgerdialog

Næstformanden foreslår, at det bliver op til lokaludvalgets arbejdsgrupper at komme med bud på, hvordan og om hvad, der indenfor deres ressort skal være borgerdialog. Men jf. nedenfor bør borgerdialogen relatere sig til udfordringer og potentialer. Borgerdialogen gennemføres efter aftale med styregruppen og på baggrund af sparring og i samarbejde med sekretariatet. Når det måtte være relevant, vil sekretariatet aftale med embedsmænd fra forvaltningerne, at de deltager i borgerdialogen.

Styregruppen har ansvaret for, at der gennemføres borgerdialog i forbindelse med Christianshavnerdagen 2016, Juletræ på Torvet 2016 og Nytårskur 2017.

Endvidere er det styregruppen, som beslutter, hvordan og hvornår Christianshavns Borgerpanel skal aktiveres. 

Endelig skal styregruppen sikre, at der undervejs i bydelsplanprocessen har været borgerdialog ude i områderne:

  • Margretheholm og Refshaleøen
  • Holmen
  • Christiania
  • Det gamle Christianshavn, gerne både nord og syd for Torvegade

De gamle bydelsplaner

Næstformanden foreslår, at styregruppen gennemgår de to gamle bydelsplaner med henblik på at vurdere, hvad der bør tages med i borgerdialogen om den kommende bydelsplan. Styregruppen fremlægger deres vurdering for lokaludvalget i mødet den 22. juni 2016. Det, som lokaludvalget måtte mene, skal tages med videre, vil arbejdsgrupperne skulle forholde sig til og om muligt have borgerdialog om. 

Københavns Kommunes målsætninger og politikker

Næstformanden foreslår, at styregruppen udvælger hvilke af kommunens målsætninger og politikker, lokaludvalget skal inddrage i bydelsplanarbejdet. Styregruppen fremlægger deres forslag for lokaludvalget i mødet den 22. juni 2016. Styregruppen skal sikre, at de to målsætninger og politikker, som lokaludvalget ønsker at gå videre med, bliver bragt i spil i den videre proces.

Umiddelbart kan det være svært at overskue, hvad kommunen har af målsætninger og politikker, men på workshoppen den 30. maj 2016 om bydelsplanerne, som Økonomiforvaltningen står for, vil kommunens forvaltninger fortælle om det.

Udfordringer og potentialer

Fremfor med det samme at fokusere på ønsker og krav til kommunen, foreslår næstformanden, at arbejdsgrupperne i første omgang ser på udfordringer og potentialer i bydelens kvarterer inden for deres ressortområde. Dette kan ske på baggrund af de statistikker, som Økonomiforvaltningen stiller til rådighed for bydelsplanarbejdet, og i dialog med borgerne. Resultatet af arbejdsgruppernes identifikation af udfordringer og potentialer overlades til styregruppen, som sammenfatter det til en beskrivelse af Christianshavns og de forskellige kvarterers egenart.

Økonomi

Lokaludvalget har en pulje til borgerdialogaktiviteter. I øjeblikket er der 80.000 kr. tilbage af puljen. Næstformanden foreslår, at lokaludvalget afsætter 70.000 kr. heraf til bydelsplanprocessen og at styregruppen får bemyndigelse til at råde over puljen. Dvs. at når lokaludvalgets arbejdsgrupper ønsker at bruge penge på aktiviteter i forbindelse med bydelsplanprocessen, skal den økonomiske ramme for aktiviteten godkendes af styregruppen.

Videre proces

Næstformanden foreslår følgende overordnede tidsplan:

 

Hvornår

Hvem

Hvad

1

30. maj

Alle, der har tid og lyst

Workshop om bydelsplanen.

2

Frem til den 15. juni

Styregruppen

Undersøger hvad fra de gamle lokal-

planer, der skal arbejdes videre med.

 

3

Frem til den 15. juni

Styregruppen

Undersøger hvilke KK-målsætninger og politikker, der skal arbejdes med.

 

4

22. juni

Lokaludvalget

Beslutter hvad fra de gamle lokalplan-

er, der skal arbejdes videre med

 

5

22. juni

Lokaludvalget

Beslutter hvilke KK-målsætninger og

politikker, der skal arbejdes med

 

6

10. september

Styregruppen og arbejds-grupperne

Indledende borgerdialog om udfordringer og potentialer på Christianshavn –

på Christianshavnerdagen.

 

7

August-november

Arbejdsgrupperne

Identificerer udfordringer og potentialer indenfor deres ressort bl.a. på bag-

grund af borgerdialog.

Inddrager emner fra gamle lokalplaner samt KK-målsætninger og politikker,

hvis relevant.

 

8

27. november

Arbejdsgrupperne

Informerer og er i dialog med borgerne om resultatet af deres identifikation –

i forbindelse med juletræ på Torvet.

 

9

December-februar

Styregruppen

Sammenfatter resultaterne af arbejds-

gruppernes arbejde og skriver på den

baggrund vision for bydelens udvikling.

 

10

Primo januar

Styregruppen

Orienterer borgerne om status på by-

delsplanarbejdet –

i forbindelse med nytårskuren.

 

11

Februar-marts

Styregruppen

Afprøver udkast til bydelens udvikling
på borgerne med borgerdialog.

 

12

Primo april

 

Styregruppen

Skriver udkast til bydelsplan

13

April

Lokaludvalget

Beslutter bydelsplanen.

 

 

 

 

Beslutning

Til mødet forelå et forslag fra Tage Henningsen om, at arkitektoniske spilleregler skal indgå i bydelsplanen for Christianshavns Lokaludvalgs område og at lokaludvalget skal arbejde for at få en restriktiv politik for placering og udformning af højhuse indarbejdet i andre bydelsplaner.

  1. Lokaludvalget udpegede Forretningsudvalget samt Nina Højsteen, Kirsten V. Andersen, Jane Lytthans, Poul Brorson og Tage Henningsen til lokaludvalgets styregruppe for bydelsplanprocessen, kaldet "Styregruppen vedr. bydelsplanprocessen" .
  2. På forslag fra Jette Philipsen udpegede lokaludvalget Asbjørn Kaasgaard til tovholder for Styregruppen vedr. bydelsplanprocessen.
  3. Lokaludvalget godkendte, at Styregruppen vedr. bydelsplanprocessen arbejder indenfor rammerne af det, der fremgår af afsnittet "Organisering" i løsningsafsnittet.
  4. Lokaludvalget godkendte, at der af puljen til borgerdialogaktiviteter afsættes 70.000 kr. til bydelsplanprocessen.
  5. Lokaludvalget godkendte, at Styregruppen vedr. bydelsplanprocessen råder over puljen til bydelsplanprocessen.
  6. Poul Cohrt meddelte, at han i et kommende møde med de andre lokaludvalgsformænd vil nævne forslaget om en fælles  politik for placering og udformning af højhuse.
Til top