Høringssvar om handleplan vedr. diabetes
Indstilling
Næstformanden foreslår,
- at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen om handleplan vedr. diabetes, som fremgår af løsningsafsnittet.
Problemstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har sendt udkast til kommunens "Handleplan for Diabetes 2016-2019" i offentlig høring med svarfrist den 8. juni 2016. Handleplanen for Diabetes skal understøtte kommunens sundhedspolitiske målsætninger om, at københavnerne skal leve med bedre livskvalitet og lige muligheder for et godt og langt liv. Den skal sætte en klar retning for, hvordan kommunen skal blive bedre til at forebygge ulighed i forekomsten og konsekvenserne af diabetes, etablere en mere sammenhængende diabetesindsats samt fortsat udvikle og skabe innovative løsninger til de borgere, der lever med diabetes.
Løsning
Arbejdsgruppen om Sociale Forhold, Sundhed og Omsorg foreslår følgende høringssvar:
"Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har sendt udkast til kommunens "Handleplan for Diabetes 2016-2019" i offentlig høring med svarfrist den 8. juni 2016.
Borgerdialog
Lokaludvalget har ikke haft borgerdialog om sagen, da den er i offentlig høring på bliv hørt-portalen. Men lokaludvalgets arbejdsgruppe om Sociale Forhold, Sundhed og Omsorg har drøftet høringssvaret med Christianshavns Seniorråd.
Lokaludvalgets holdning
Det er glædeligt, at Københavns Kommune planlægger at etablere en koordineret/sammenhængende indsats, rettet mod borgere med diabetes og forebyggelse af diabetes.
Christianshavns Lokaludvalg har følgende bemærkninger:
-
Københavns Kommune har bygget flere Sundhedshuse, baseret på et vellykket nærhedsprincip. Frem for at etablere et nyt Center for Diabetes anbefales bevilling af tilstrækkelige ressourcer til en opgradering af de eksisterende sundhedshuse, således at borgere kan få konstateret/behandlet diabetes i deres nærområde. Dette vil også kunne etableres meget hurtigere og uden store anlægsudgifter, som kunne absorbere en stor del af de bevilligede midler.
-
Faste medarbejdere samt koordinering med egen læge er en forudsætning.
-
Indsatsen skal gælde både Type 1 og Type 2 diabetes.
-
Det er især vigtigt, at børn, teenagere og ældre med diabetes kan få tilstrækkelige oplysninger, så de kan forstå vigtigheden af kost, motion, stabilt blodsukker og normalt blodtryk. En udadvendt indsats i lokalområderne er vigtig.
-
Forebyggende og behandlende træningsfaciliteter med mulighed for at dyrke motion både ude og inde skal ikke være tidsbegrænsede.
-
Hvis der alligevel etableres ét Diabetes Center, dækkende alle borgere i København, vil det være uheldigt, både af hensyn til nærhed og tilgængelighed, hvis centret placeres i et ’yderområde’ af København.
Med venlig hilsen
Asbjørn Kaasgaard,
næstformand"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Når lokaludvalget har godkendt høringssvaret, lægger sekretariatet det på bliv hørt-portalen.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen oplyser, at Sundheds- og Omsorgsudvalget beslutter den endelige udgave af handleplanen den 18. august 2016
BILAG
Læs om udkast til handleplan vedr. diabetes 2016-2019 her:
http://www.blivhoert.kk.dk/hoering/handleplan-diabetes-2016-2019
Beslutning
2 lokaludvalgsmedlemmer stemte for ændringsforslaget.
7 lokaludvalgsmedlemmer stemte imod ændringsforslaget.
10 lokaludvalgsmedlemmer undlod at stemme.
Ændringsforslaget blev ikke tiltrådt.
Lokaludvalget godkendte derpå indstillingen om at godkende høringssvaret til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen om handleplan vedr. diabetes, som fremgår af løsningsafsnittet.
Protokolbemærkning fra Bent Johansen: " Jeg er modstander af decentraliseringsforslaget i høringssvaret."
Efter ønske fra Bent Johansen medtages hans protokolbemærkning i høringssvaret.