B-sag: Puljeansøgninger, april 2018
Indstilling
Formanden foreslår:
- At Christianshavns Lokaludvalg giver tilsagn til S/K Lynetten om 15.000 kr. til en række arrangementer for alle i sommersæsonen 2018. Lokaludvalget støtter ikke med det fulde beløb, fordi det ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.
Problemstilling
Lokaludvalget har modtaget en ansøgning om støtte.
Løsning
1. 40 år unge. Så er der igen sæson på Christianshavns største foreningsejede Fritidshavn. Velkommen til alle Christianshavnere
S/K Lynetten ansøger om 50.000 kr. af lokaludvalgets 2018-pulje til en række arrangementer for alle i sommersæsonen 2018. Den 26. maj fejres 40 års jubilæum med arrangementer på Christianshavns broer, konkurrencer, sejlture i havnen mm.
Igennem sæsonen vil der desuden blive arrangeret besøg fra børnehaver og ungdomsklubber og inviteret til grillaftener, ligesom der under Copenhagen Jazz Festival vil være musik.
Derudover planlægges der i anledning af Christianshavns 400 års jubilæum flotillesejlads i Christianshavns kanaler.
En eventuel støtte vil gå til leje af telt, aktiviteter i maj-august, honorar til underholdning, børneteater og cirkustelt samt udgifter til bro-arrangementer.
Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet vurderer, at aktiviteten er bydelsrelateret, netværksdannende, lokalkulturelt udviklende og styrker Christianshavns sociale og kulturelle ressourcer. Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten.
Arbejdsgruppens anbefaling
Arbejdsgruppen opfatter arrangementet som dialogskabende og særdeles lokalt, da der er tale om invitation af alle borgere og især nye beboere på Margretheholm og Holmen som integration på/i Christianshavn. Arbejdsgruppen anbefaler at støtte arrangementet, ikke med det fulde beløb, men med 15.000 kr. ud fra ønsket om at sprede Lokaludvalgets puljemidler mest muligt.
Formandens indstilling
at lokaludvalget giver tilsagn til S/K Lynetten om 15.000 kr. til en række arrangementer for alle i sommersæsonen 2018. Lokaludvalget støtter ikke med det fulde beløb, fordi det ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.
Økonomi
Lokaludvalget har i 2018 afsat 220.000 kr. til puljeansøgninger. Foreløbig er der disponeret 64.735 kr. af 2018-puljen. Hvis lokaludvalget følger indstillingen, vil der være disponeret for yderligere 15.000 kr. af puljen.
Videre proces
Sekretariatet meddeler ansøgerne lokaludvalgets beslutning og varetagere den videre sagsbehandling med ansøgningerne.
Beslutning
Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give tilsagn til S/K Lynetten om 15.000 kr. til en række arrangementer for alle i sommersæsonen 2018. Lokaludvalget støtter ikke med det fulde beløb, fordi det ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.