Mødedato: 25.04.2018, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

B-sag: Dispensation til madboder på Refshaleøen

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte bemærkninger til Teknik- og Miljøforvaltningen om en ansøgning om dispensation fra Planloven til etablering af boder på den vestlige del af Refshaleøen for salg af mad.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender bemærkningerne til Teknik- og Miljøforvaltningen om en ansøgning om dispensation fra Planloven til etablering af boder på den vestlige del af Refshaleøen for salg af mad, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Copenhagen Street Food og Refshaleøens Ejendomsselskab har ansøgt om tilladelse til ombygning af eksisterende bygninger og opstilling af midlertidige pladser med boder til kreative erhverv og indrette området med mobile madboder, parasoller, markiser og pergola på den vestlige del af Refshaleøen. Derudover er der ansøgt om 3 års dispensation til etablering af boder for salg af mad, som indrettes i 18 midlertidigt opstillede containere, som det kendes fra Papirøen. Der forventes ca. 2.000 gæster i gennemsnit om dagen året rundt.

Etablering af madboder i container er ikke i overensstemmelse med lokalplan nr. 209-1 ’Refshaleøen’, idet containerne anses som ny bebyggelse.

Teknik- og Miljøforvaltningen kan anbefale dispensation fra lokalplanen på betingelse af, at madboderne nedlægges seneste den 3 år efter tilladelsen meddeles.

Lokaludvalget har mulighed for at komme med bemærkninger til sagen senest 4. maj 2018..

Løsning

Arbejdsgruppen Byplan, Trafik og Havnen foreslår følgende høringssvar:

"Christianshavns lokaludvalg har fået en naboorientering af 12. april 2018, hvori det anbefales, at der som led i de midlertidige aktiviteter gives en 3-årig dispensation til madboder på Refshaleøen.

Lokaludvalget kan støtte den foreslåede dispensation. Det er en god idé, at der midlertidigt skabes mere liv på Refshaleøen.

Glædeligvis kommer hovedparten af Refshaleøens gæster til fods, på cykel, med havnebus 991 (Teglholmen-Refshaleøen) eller busrute 9 A (Glostrup St.-Refshaleøen). Sidstnævnte blev som bekendt for et år siden blev forlænget hertil.

I takt med at de oplevelsesmæssige aktiviteter øges på Refshaleøen, bør det overvejes, om muligheden for at komme til stedet ad vandvejen kan forbedres yderligere.

Vi lægger til grund, at der ved etableringen af madmarkedet tages højde for affaldshåndtering og toiletforhold.

Der er i øvrigt en lille skrivefejl i forvaltningens brev, hvor der står, at Refshaleøen er udlagt til perspektivområde, hvor en byudvikling først vil kunne finde sted ”efter 2017”. Vi går ud fra, at det er ”efter 2027”, der menes.

Christianshavns Lokaludvalg har tidligere med brev af 1. marts 2018 støttet, at der gives dispensation fra lokalplanen, så der kan etableres en badezone i Søndre Refshalebassin.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt bemærkningerne, sender sekretariatet dem til Teknik- og Miljøforvaltningen.

 

Beslutning

Lokaludvalget godkendte bemærkningerne til Teknik- og Miljøforvaltningen om en ansøgning om dispensation fra Planloven til etablering af boder på den vestlige del af Refshaleøen for salg af mad, der fremgår af løsningsafsnittet.
Til top