Mødedato: 25.03.2015, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Anløbspladser ved Trangravsbroen

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,
  1. at Christianshavns Lokaludvalg drøfter og beslutter, om formanden skal bemyndiges til at sende en henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen og Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme vedrørende behovet for anløbspladser ved Trangravsbroen, jf. afsnittet "Problemstilling".

Problemstilling

Medlemsforslag fra Erling Ekegren:

"Baggrund:
I påsken starter sejlsæsonen for sejlerne i Christianshavns Kanal og Københavns Kommune overtager ansvaret for Transgravsbroen og broåbningerne 1. april.

Broerne åbnes i princippet en gang hver time med to daglige spærretider i myldretiden, hvor mange skal til og fra arbejde. Det betyder at sejlerne kan risikere at vente op til 2 timer på vandet inden en broåbning og videre sejlads i kanalerne eller til havs. Med den meget begrænsede plads i Trangraven og i Christianshavns Kanal kan bådene ikke som ved mange andre broer cirkle i vandet, mens de venter på broåbning.

De ventende både ved Trangravsbroen skal derfor være fortøjet i Trangraven ved den nordlige del af Nordatlantens Brygge, når de er ind ad gående, og de skal være fortøjet ved Islands Plads når de er ud ad gående.

Teknik- og Miljøforvaltningen ved, at der begge steder skal etableres passende anløbspladser. Det er alligevel ikke sket, og fortøjningsmulighederne er pt. nærmest umulige især for de ind ad gående både.

Havneforum København har stillet sin ekspertise til løsning af de praktiske problemer ved broerne til rådighed for Teknik-og Miljøforvaltningen og har derfor været i dialog med forvaltningen om forholdene uden resultat på dette område.

Forsinkelsen af byggeriet af Inderhavnsbroen kræver stadig afspærring af det meste af Nordatlantens Brygge og Københavns Kommune og Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme samarbejder ikke for at få løst problemet med manglende anløbspladser. Konsekvensen er, at sejlerne er i klemme og mange frygter de problemer, der kan opstå for sejlerne ved Trangravsbroen.

Forslag:

På baggrund af ovenstående skriver Lokaludvalget til
- Anders Møller, Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme
- Pernille Andersen, Teknik- og Miljøforvaltningen
Og opfordre begge parter til at få sat samarbejdet og arbejdet med anløbspladserne i gang snarest."

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter sagen og beslutter, om han skal bemyndiges ti at sende en henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen og Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme som foreslået.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Hvis lokaludvalget beslutter det, skriver formanden til Teknik- og Miljøforvaltningen og Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme som foreslået. 

Beslutning

Lokaludvalget bemyndigede formanden til at sende en henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen og Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme vedrørende behovet for anløbspladser ved Trangravsbroen, jf. afsnittet "Problemstilling".
Til top