Nye træer og ikoniske træer
Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte proces for udpegning af steder til plantning af nye træer og for udpegning af ikoniske træer på Christianshavn.
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Christianshavns Lokaludvalg godkender processen for udpegning af steder til plantning af nye træer og for udpegning af ikoniske træer på Christianshavn, der fremgår af løsningsafsnittet.
- at Christianshavns Lokaludvalg afsætter 6.000 kr. til annoncering i lokale medier om muligheden for at komme med forslag til lokaludvalget til ikoniske træer og nye træer. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
- at Christianshavns Lokaludvalg beder Miljøpunkt Indre By-Christianshavn stå for offentlige ture forskellige steder på Christianshavn med henblik på at drøfte forslag til ikoniske træer og ny træer med borgerne.
Problemstilling
Københavns Kommune har vedtaget en træpolitik og en målsætning om at få plantet 100.000 nye træer. Begge dele indeholder indsatser, som kræver hjælp og input fra byens borgere. Teknik- og Miljøforvaltningen har bedt om lokaludvalgenes hjælp.
Forvaltningen har udarbejdet en ’bynatur-pakke’ (se bilaget), som lokaludvalgene kan bruge i forbindelse med inddragelsen af borgerne i bydelen.
Kortlægning af ikoniske træer
Træpolitikken indeholder et princip om at de ’særligt værdifulde træer’ skal udpeges og bevares. Ikoniske træer er en ny kategori, som skal beskytte de værdifulde træer i København, som ikke er dækket af lovgivning (som fredninger og lokalplaner). De ikoniske træer er træer, som kommunen ønsker at synliggøre som særligt værdifulde og give en særlig beskyttelse med en politisk beslutning.
Forvaltningen vil kortlægge ikoniske træer i byen og give lokaludvalget mulighed for at bidrage med egne eller borgernes forslag til ikoniske træer i bydelen. Definitionen af et ikonisk træ fremgår af bilaget.
Processen og tidsplanen for udpegning af ikoniske træer
Et træ kan ende med at blive udpeget som et af kommunens ikoniske træer, hvis træet står på et kommunalt areal, og hvis den forvaltning, der ejer arealet hvor træet står, indstiller over for det gældende politiske udvalg, at træet er ikonisk. Derefter skal det politiske udvalg godkende indstillingen.
I løbet af 2017 vil Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejde en indstilling til udvalgene på Rådhuset med en liste over forslag til ikoniske træer. Listen vil tage udgangspunkt i bl.a. lokaludvalgenes forslag og en vurdering af, hvilke træer der lever op til kriterierne.
Der er ingen garanti for at et træ, som er forslået af en borger eller et lokaludvalg, ender med at blive udpeget som et ikonisk træ.
For træer på private arealer vil en fremhævelse som ikonisk træ kræve en aftale med ejeren.
Forslag til nye træer
Teknik- og Miljøudvalget besluttede i maj 2016 en målsætning om, at der skal plantes 100.000 nye træer over en tiårig periode. Målsætningen gælder for hele byen – dvs. også for private arealer, skolegårde, parker, gader og meget mere. Teknik- og Miljøforvaltningen skal hvert tredje år udarbejde en prioriteringsplan, der viser, hvor det er muligt at plante træer.
Prioriteringsplanerne skal danne grundlag for forslag til budgetforhandlinger, men også fungere som et kortgrundlag, hvor man som borger eller medarbejder i Københavns Kommune kan se, hvor der er mulighed for om at plante træer. Den første prioriteringsplan skal ligge klar til politisk behandling primo 2017.
Lokaludvalgene har mulighed for at bidrage med egne og borgernes forslag til, hvor de ser mulighed for at plante træer i bydelen. I bilaget er der tre spørgsmål fra forvaltningen, som man skal svare på, når man skal indberette et konkret forslag til træplantninger.
Processen og tidsplanen for indmelding af mulige træplantninger
Lokaludvalgenes indmelding af mulige ny træplantninger ønskes før den 1. juli 2017.
Da den første prioriteringsplan skal være klar primo 2017 vil den hovedsagelig bygge på forvaltningens egen viden. Lokaludvalgenes bidrag vil løbende indarbejdes, men vil først kunne præge den næste udgave af prioriteringsplanen i 2018.
De forslag, som lokaludvalgene melder ind, vil forvaltningen vurdere enkeltvis som egnede eller ej til at indgå i prioriteringsplanen.
Løsning
Miljøgruppen
Miljøgruppen drøftede den 10. januar 2017 sagen med Teknik- og Miljøforvaltningen. Fra referatet:
"Eva Ekbrant fra Teknik- og Miljøforvaltningen, TMF, forelagde projektet, som hun står for. Hendes lokalkendskab var en fordel ved diskussionen. Der er lavet en Træ-politik, som Eva havde et par trykte eksemplarer med af. Projektet er opdelt i tre etaper: 1) til medio 2017 2) 2017-2019 og 3) 2020-2022.
Der er defineret følgende slags træer:
-
Fredede træer, som skal bevares iflg. Fredningsloven
-
Bevaringsværdige træer, som er nævnt i lokalplanerne
-
Evighedstræer, som defineret af Danmarks Naturfredningsforening. De skal blive stående altid og må ikke fjernes, selvom de går ud. De kan kun stå i naturområder
-
Partnerskabstræer, som plantes på privat grund og hvor træet leveres af kommunen mod at man selv sørger for at plante det og passe det
-
Ikoniske træer
-
Nye træer, de 100.000 træer
De ikoniske træer skal nu registreres i TMF på kbhkort.kk.dk. De ikoniske træer skal udpeges af lokaludvalgene og borgerne i bydelene, de skal stå på kommunalt område og opfylde mindst 4 af de 7 kriterier, der er opstillet af TMF. Se mail fra Kirsten den 19/12-2016. Eva forklarede processen, hvor man sender træernes placering og begrundelse for udpegningen til lokaludvalgssekretariaterne. Sekretariaterne registrerer dem på kbhkort. Teknik- og Miljøudvalget, TMU beslutter, hvilke træer der skal forblive registreret som ikoniske, og derefter kan alle gå ind på kbhkort og se, hvilke træer der er udpeget som ikoniske og med begrundelsen. Processen varer nu indtil medio 2017. Registreringen sker løbende som informationen kommer ind. Det blev foreslået, at TMF laver en næsten enslydende informationsannonce til alle lokalaviserne i København om processen. Eva vil undersøge, om der kan laves noget lignende som cykelstierne, hvor borgerne selv kunne registrere, hvor de mener der bør være cykelstier.
Sabine (Miljøpunktet) sender Eva rapporten med ønsker til nye bytræer på Christianshavn og i Indre By, som blev lavet ud fra Green Walks.
Sabine foreslog, at Miljøpunkt også får adgang til at registrere træerne på kbhkort, og Sabine taler med Christian (Lokaludvalgets sekretariat) om det.
Forslag til, hvor de 100.000 nye træer kan plantes, sendes også til lokaludvalgssekretariaterne. Det kan f.eks. være forslag til en byskov på Refshaleøen eller plantning af allé-træer på begge sider af Torvegade ved Ravelinen.
Vi afventer, hvad TMF vil gøre vedr. information om processen, før vi skriver noget i Christianshavneren.
Eva havde nogle papirkort med, som viser, hvor de nuværende udpegede træer står ud fra TMF’s egen viden om, hvor der tidligere har stået træer. Tegningerne ligger i lokaludvalget lokale i Beboerhuset."
Miljøpunkt Indre By-Christianshavn
Indre By Lokaludvalg drøftede sagen i sit møde den 12. januar 2017. Lokaludvalget besluttede bl.a.
- at godkende følgende godkendte processen for udpegning af steder til plantning af nye træer og for udpegning af ikoniske træer i Indre By:
- Marts-april 2017: Lokaludvalget annoncerer i lokale medier muligheden for at komme med forslag til lokaludvalget til ikoniske træer og nye træer.
- Marts-april 2017: Miljøpunktet står for offentlige ture forskellige steder i Indre By med henblik på at drøfte forslag til ikoniske træer og ny træer med borgerne.
- Lokaludvalgsmødet den 8. juni 2017: Beslutning om hvilke forslag til ikoniske træer og nye træer, der skal meldes ind til Teknik- og Miljøforvaltningen. Dette på baggrund af borgernes ønsker til lokaludvalget og Miljøpunktets forslag.
- at afsætte 20.000 kr. til annoncering i lokale medier om muligheden for at komme med forslag til lokaludvalget til ikoniske træer og nye træer.
- at bede Miljøpunkt Indre By-Christianshavn om at stå for offentlige ture forskellige steder i Indre By med henblik på at drøfte forslag til særligt værdifulde træer og ny træer med borgerne.
- at undlade at bruge begrebet "ikonisk" i sin omtale af sagen og i stedet tale om "særligt værdifulde træer".
Miljøpunkt Indre By-Christianshavn har efterfølgende tiltrådt beslutningen om at stå for offentlige ture og foreslået, at det skrives ind i årsplanen for det lokale miljøarbejde jf. en anden sag på dagsordenen for lokaludvalgsmødet den 25. januar 2017. Dog har Miljøpunkt Indre By-Christianshavn udtrykt ønske om, at der også kan arrangeres ture i maj 2017.
Proces
På den baggrund foreslår formanden følgende tidsplan:
- Marts-april 2017: Lokaludvalget annoncerer i lokale medier muligheden for at komme med forslag til lokaludvalget til ikoniske træer og nye træer.
- Marts-primo juni 2017: Miljøpunktet står for offentlige ture forskellige steder på Christianshavn med henblik på at drøfte forslag til ikoniske træer og ny træer med borgerne.
- Lokaludvalgsmødet den 21. juni 2017: Beslutning om hvilke forslag til ikoniske træer og nye træer, der skal meldes ind til Teknik- og Miljøforvaltningen. Dette på baggrund af borgernes ønsker til lokaludvalget og på baggrund af Miljøpunktets forslag.
Økonomi
Lokaludvalget afsætter 6.000 kr. til annoncering i lokale medier om muligheden for at komme med forslag til lokaludvalget til ikoniske træer og nye træer. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
Videre proces
Se ovenfor.
Beslutning
- Lokaludvalget godkendte et ændringsforslag fra Poul Cohrt om, at processen for udpegning af steder til plantning af nye træer fremrykkes, så lokaludvalget og borgerne kan aflevere forslag senest den 24. marts 2017.
- Lokaludvalget .godkendte et ændringsforslag fra Poul Cohrt om, at hvis Miljøpunkt Indre By-Christianshavn vurderer, at det er nødvendigt, fremrykkes processen for udpegning af ikoniske træer, så lokaludvalget og borgerne afleverer forslag senest den 24. marts 2017.
- Lokaludvalget godkendte et ændringsforslag fra Poul Nielsen om, at lokaludvalget bruger betegnelsen "særligt værdifulde træer" i kommunikationen med borgerne om det, forvaltningen kalder "ikoniske træer".
- Lokaludvalget afsatte 6.000 kr. til annoncering i lokale medier om muligheden for at komme med forslag til lokaludvalget til ikoniske træer og nye træer. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
- Lokaludvalget besluttede at bede Miljøpunkt Indre By-Christianshavn stå for en offentlig tur på Christianshavn med henblik på at drøfte forslag til ikoniske træer og ny træer med borgerne.