Høringssvar om forslag til lokalplan ”Christiansholm” (Papirøen)
Christianshavns Lokaludvalg skal drøfte og vedtage et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om forslag til lokalplan ”Christiansholm” (Papirøen).
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Christianshavns Lokaludvalg drøfter og vedtager høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om forslag til lokalplan ”Christiansholm” (Papirøen), der fremgår af løsningsafsnittet.
Problemstilling
By & Havn har anmodet om en lokalplan for Papirøen, der skal muliggøre udviklingen af et unikt bykvarter med boliger, udadvendt publikumsorienterede erhverv og kulturfunktioner i stueetagerne og en solitær bygning med en markant offentlig funktion i form af et svømmeanlæg. Formålet med planerne er at muliggøre en realisering af vinderforslaget ’Københavns Haller’ af COBE.
Planforslagenes indhold
Lokalplanen udgør det planmæssige grundlag for udvikling af Papirøen. Lokalplanen giver mulighed for at bygge op til 45.000 m2, hvoraf boligandelen skal udgøre mellem 60 og 75 %. Der fastlægges 4 byggefelter. Et byggefelt forbeholdes offentlige formål, og det er planen, at der her indrettes et svømmeanlæg, der henvender sig til hele byen.
I de øvrige byggefelter skal stueetagen overvejende anvendes til publikumsorienterede serviceerhverv, såsom butikker, cafeer og restauranter, hoteller, udstillingsvirksomhed, kultur-, idræts- og fritidsformål mv. Fra 1. sal og op skal der primært indrettes boliger, herunder almene boliger med en samlet andel på 25 procent af det samlede boligetageareal.
Den interne trafikbetjening skal ske ved, at der udlægges og anlægges et system af private fællesveje. Trangravsvej er den eneste adgangsvej for biler til øen. Af hensyn til trafiksikkerheden og trafikken i Prinsessegade flyttes vejtilslutningen mod nord fra Værftsbroen til Danneskiold-Samsøes Allé. Vejen indrettes som cykelgade og indgår som en del af cykelruten ’Christianshavnsruten’.
Bebyggelsen består af en række haller, der indgår som stueetagen, hvorpå der opføres boligbebyggelse i 24 og 30 meters højde. Dog med tre punkthuse mellem 38 m og 41 m, der tilsammen danner rum for en indre gård.
I forslag til kommuneplantillæg lægges der op til mulighed for en bebyggelsesprocent på max. 150, bebyggelse i op til 30 m og herudover tre tårne i op til 41 m. Der udpeges et nyt lokalcenter, hvor der tillades samlet max. 1.800 m2 detailhandel til dagligvarer eller udvalgsvarer og med en maksimal butiksstørrelse på 100 m2, dog to butikker op til 200 m2, der bl.a. giver mulighed for torvehandel og mindre butikker i forbindelse med værkstedsboliger og udadvendte publikumsorienterede faciliteter.
Udkast til partnerskabsaftale
Der er mellem Udviklingsselskabet By & Havn I/S og Københavns Kommune udarbejdet et udkast til en partnerskabsaftale, der bl.a. sikrer Københavns Kommune en køberet til byggeretter til en svømmefacilitet mv. samt mulighed for køb af yderligere etagemeter til kommunale formål i færdigopførte haller på Papirøen. Aftalen omfatter også en bro eller gennemsejlingsmulighed mellem Arsenaløen og Papirøen, idet der skal udarbejdes nærmere forslag til en løsning. Aftalen omfatter endvidere bevaring og genbrug af papirhallens træspær.
Offentlig høring
Høringsperioden løber fra den 23. november 2016 til og med den 26. januar 2017.
Løsning
Arbejdsgruppen Byplan, Trafik og Havnen foreslår, at lokaludvalget sender følgende høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen:
"Teknik- og Miljøforvaltningen har den 23. november 2016 sendt lokalplanforslaget "Christiansholm" i offentlig høring med svarfrist den 26. januar 2017.
Borgerdialog
Christianshavns Lokaludvalg var sammen med Indre By Lokaludvalg og Teknik- og Miljøforvaltningen vært for et borgermøde den 7. december 2016 om lokalplanforslaget. I bilaget ses et referat af mødet.
Lokaludvalgets holdning
Overordnet set opfylder lokalplansforslaget i høj grad de tanker og ønsker, som Christianshavns Lokaludvalg er kommet med under vores flerårige arbejde om Papirøen som et markant tredje ben med Skuespilhuset og Operaen som de to øvrige ben samt sin meget synlige placering i Inderhavnens knæk.
Med lokalplansforslaget kan Papirøen
-
blive et folkeligt, mangfoldigt, åbent og tilgængeligt område med æstetiske, kulturelle, sociale, miljø- og sundhedsmæssige kvaliteter
-
Etableres med en arkitektur med gavle mod havnen, synlige tage og begrænset højde på lodrette murflader mod gadeniveau.
-
komme til at indeholde et miks af fritids- og kulturformål, boliger og erhverv, hvor 25 pct. af boligerne bliver almene for at sikre en varieret beboersammensætning
-
blive et aktivt sted - sommer og vinter - med et helårshavnebad og supplerende offentlige og private kultur-og fritidsfunktioner.
-
blive et område med en grøn bypark, træbrygger og et havnemiljø med adgang for borgere, kajakker og småbåde.
Lokaludvalget finder det endvidere væsentligt:
-
At Papirøen bliver udviklet som et blandet bolig- og erhvervsområde med fokus på at skabe en kulturel destination i København, og samtidigt fungere som et boligområde integreret i den omkringliggende by – Christianshavn, Holmen og Indre By.
-
At bebyggelsesprocenten på 150 fastholdes. Bebyggelsen må være op til 30 m og herudover højst tre tårne i op til 41 m. Friarealprocenten for boliger skal være 40 og til erhverv mindst 10 % af etagearealet. Bebyggelsesprocenten, parkeringsdækningen og friarealberegningen kan regnes for området under ét.
-
At der bliver fleksible boligstørrelser for flere aldersgrupper med fastholdelse af minimum 25% almene boliger
-
At der stilles krav til miljø og bæredygtighed, hvilket kan ske ved DGNB-certificering.
-
At der udover havnebadet på 5.000 m2 arbejdes for, at de øvrige 4.000 m2 til offentlige kultur- og fritidsfunktioner anvendes til et Byens Hus inklusiv et moderne og tidssvarende bibliotek
-
At kedelhuset bevares og gerne indrettes med et kolonihistorisk center
-
At dæmningen mellem Arsenaløen og Papirøen erstattes, jf. afsnittet om partnerskabsaftalen, med en bro eller en passage med gennemsejling for herved at skabe bedre muligheder for aktiviteter på vandet og et ubrudt kanalforløb.
-
At der ikke gives tilladelse til husbåde langs kajerne, da de privatiserer vandet og samtidig skaber problemer for borgernes adgang til kajkanterne og vandet.
-
At trafikken til og fra Papirøen analyseres og indgår i en ny samlet trafikplan for hele Christianhavn. På kort sigt må Trangravsvej rettes med ny udmunding nord for de fredede portner-bygninger, og cykeltrafikken til broen over Laboratoriegraven må ledes nord om Hal C. Trangravsvej må etableres som cykelgade med max. 20 km/t og en bred fodgængerpromenade. P- kælder til cykler og biler må være med et nødvendigt antal pladser, således at Papirøens overflade kun benyttes af en nødvendig ærindetrafik. Der anlægges minimum 4.000 parkeringspladser til cykler under jorden for at sikre plads til beboeres og de mange gæsters cykelparkeringsbehov.
-
At der etableres shuttleforbindelse mellem Papirøen og indre By/ Ofelia Plads
-
At transport af alle former for materialer mm. i anlægsfasen kommer til at foregå til vands og ikke gennem Christianhavns trafikbelastede gader.
Med venlig hilsen
Poul Cohrt,
formand"
Økonomi
Lokaludvalget har pr. 19. januar 2017 brugt 3.886 kr. af de 15.000 kr., lokaludvalget afsatte af 2016-puljen til borgerdialog om Papirøen.
Videre proces
Når lokaludvalget har godkendt høringssvaret, lægger sekretariatet det på bliv hørt-portalen.
BILAG
1.Christiansholm - Lokalplanforslag med forslag til kommuneplantillæg:
http://www.blivhoert.kk.dk/hoering/christiansholm-lokalplanforslag-med-forslag-til-kommuneplantill-g
2. Lokaludvalgets pjece fra 2014: "Vision - Christianhavns ønsker for fremtiden på Papirøen-Christianholm" - ikke på papir
http://christianshavns.hammerti.me/assets/Brochuren-om-Papir%C3%B8en_Christiansholm.pdf
3. Lokaludvalgets pjece "Udvikling 2015 - Dokøen, Papirøen, Arsenaløen og Grønlandske Handels Plads" - ikke på papir:
http://christianshavnslokaludvalg.kk.dk/assets/Udviklingspjecen-2015.pdf
Beslutning
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Poul Nielsen om, at 1. sætning i 2. dot under overskriften "Lokaludvalget finder det endvidere væsentligt:" formuleres:
"At bebyggelsesprocenten på maximalt 150 fastholdes og gerne må være lavere."
Lokaludvalget stemte om et ændringsforslag fra Jane Lytthans om, at 2. sætning i 2. dot under overskriften "Lokaludvalget finder det endvidere væsentligt:" formuleres:
"Bebyggelsen må være op til 30 m" og herudover højst tre tårne i op til 41 m.
For stemte 7 lokaludvalgsmedlemmer.
Imod stemte 6 lokaludvalgsmedlemmer.
4 lokaludvalgsmedlemmer undlod at stemme.
Dermed havde lokaludvalget tiltrådt ændringsforslaget fra Jane Lytthans om, at 2. sætning i 2. dot under overskriften "Lokaludvalget finder det endvidere væsentligt:" formuleres:
"Bebyggelsen må være op til 30 m."
Lokaludvalget havde dermed godkendt høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om forslag til lokalplan "Christiansholm” (Papirøen), der fremgår af løsningsafsnittet, med følgende tiltrådte ændringsforslag:
Under overskriften "Lokaludvalget finder det endvidere væsentligt:" tilføjes:
- "At Københavns Kommune benytter sig af sin forkøbsret til 4000 m2 af øens areal med henblik på at etablere offentlige kultur- og fritidsaktiviteter – og prioriterer kulturaktiviteter, som har et folkeligt sigte - herunder et ”Byens Hus” med et moderne bibliotek. Byens Hus skal derudover være et sted, som skaber synergi mellem idræt og kultur og understøtter foreningsaktiviteter på Christianshavn og hverdagsliv i København."
- "At Københavns Kommune tager højde for den manglende lokale opbakning til at etablere en kunsthal på Papirøen og derfor undlader at etablere en sådan."
-
"At lokalplanen indeholder et forbud mod brændefyring, eftersom brændefyring er landets mest helbredsskadelige og absolut dyreste miljøproblem. Vor kommune med sin tætte bebyggelse og størrelse bør gå foran med at planlægge bydele uden
brændeovne o.l. Lokaludvalget er åben overfor, at der kan dispenseres fra lokalplanen for et forbud mod brændefyring til ovne, som man kan dokumentere, ikke forurener med NOx, CO2 eller partikler (PM 2,5 ) og ultrafine partikler (PM 0,1)."
1. sætning i 2. dot under overskriften "Lokaludvalget finder det endvidere væsentligt:" formuleres:
"At bebyggelsesprocenten på maximalt 150 fastholdes og gerne må være lavere."
2. sætning i 2. dot under overskriften "Lokaludvalget finder det endvidere væsentligt:" formuleres:
"Bebyggelsen må være op til 30 m."