Mødedato: 25.01.2017, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Byens Hus

Christianshavns Lokaludvalg skal godkende, at bemærkninger om Byens Hus tages med i lokaludvalgets høringssvar om lokalplanforslaget "Christiansholm (Papirøen).

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender, at bemærkningerne om Byens Hus, der fremgår af afsnittet "Problemstilling", tages med i lokaludvalgets høringssvar om lokalplanforslaget "Christiansholm (Papirøen).

Problemstilling

Medlemsforslag fra Asbjørn Kaasgaard og Ruth Plovgaard:

"Vi foreslår, at lokaludvalgets høringssvar om lokalplanforslaget "Christiansholm (Papirøen) indeholder følgende bemærkninger:

  • At Københavns Kommune benytter sig af sin forkøbsret til 4000 m2 af øens areal med henblik på at etablere offentlige kultur- og fritidsaktiviteter – og prioriterer kulturaktiviteter, som har et folkeligt sigte - herunder et ”Byens Hus” med et moderne bibliotek med en grøn profil. Byens Hus skal derudover være en lokation, som skaber synergi mellem idræt og kultur og understøtter foreningsaktiviteter på Christianshavn og hverdagsliv i København.

  • At Københavns Kommune tager højde for den manglende lokale opbakning til at etablere en kunsthal på Papirøen, som øens centrale og evt. eneste kulturattraktion."

Løsning

Formanden foreslår, at ovennævnte forslag om Byens Hus tages med i lokaludvalgets høringssvar vedr. lokalplanforslaget "Christiansholm" (Papirøen).

Økonomi

Intet.

Videre proces

Forslaget om Byens Hus skal indarbejdes lokaludvalgets høringssvar om lokalplanforslaget "Christiansholm" (Papirøen), som lokaludvalget i en anden sag på dagsordenen for lokaludvalgsmødet den 25. januar 2017 skal tage stilling til. Svarfristen er den 26. januar 2017.

 

Beslutning

  1. Lokaludvalget tog til efterretning, at Poul Cohrt, Erling Ekegren, Ruth Plovgaard, Tage Henningsen, Sia Boesen og Jutta Helles på vegne af lokaludvalget deltager i et møde med Kultur- og Fritidsforvaltningen om kulturelle formål på Papirøen.
  2. Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Poul Nielsen om, at 1. dot i bemærkningerne formuleres:
    "At Københavns Kommune benytter sig af sin forkøbsret til 4000 m2 af øens areal med henblik på at etablere offentlige kultur- og fritidsaktiviteter – og prioriterer kulturaktiviteter, som har et folkeligt sigte - herunder et ”Byens Hus” med et moderne bibliotek.  Byens Hus skal derudover være et sted, som skaber synergi mellem idræt og kultur og understøtter foreningsaktiviteter på Christianshavn og hverdagsliv i København."

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra  Poul Nielsen om, at 2. dot i bemærkningerne formuleres:
    "At Københavns Kommune tager højde for den manglende lokale opbakning til at etablere en kunsthal på Papirøen og derfor undlader at etablere en sådan." 

    Christianshavns Lokaludvalg godkendte, at bemærkningerne om Byens Hus, der fremgår af afsnittet "Problemstilling", med de tiltrådte ændringsforslag tages med i lokaludvalgets høringssvar om lokalplanforslaget "Christiansholm (Papirøen).



 

 

Til top