Mødedato: 24.11.2021, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

B-sag: Henvendelser til lokaludvalget, november 2021

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal tage formandens håndtering af henvendelser til lokaludvalget til efterretning.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg tager håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden sidste lokaludvalgsmøde til efterretning.

 

Problemstilling

Lokaludvalget har modtaget en række henvendelser.

Løsning

1. Bådsmandsstræde

Med mail den 26. oktober 2021 orienterede CIK, Christianias Naboer og Christianshavns Gymnasium lokaludvalget om deres brev til teknik- og miljøborgmesteren og Teknik- og Miljøudvalget om den dårlige stand, som Bådsmandsstræde mellem Prinsessegade og Christianshavns Vold er i. Teknik- og Miljøforvaltningen svarede den 27. oktober 2021. Se bilaget.

 

2. Teater og performancekunst på Christianshavn

Med mail den 1. november 2021 oplyste en billedkunstner, at han ser på mulighederne for at åbne et sted for teater og performancekunst på Christianshavn.

Han ønskede oplysning om hvem, der ejer bygningen, hvor SuperBrugsen på Christianshavns Torv ligger, da der i gamle dage lå en biograf, Atlantic Bio, på stedet. Noget af den skulle efter sigende stadig være inde bag SuperBrugsen.

Sekretariatet svarede samme dag, at det af www.boligejer.dk fremgår, at A/B Torvegården ejer ejendommen.

 

3. Tværgående kunstprojekt - omvandrende udstillingssted BOKS

Den 4. november 2021 skrev PRUST, et ungt kunstnerkollektiv, til alle lokaludvalg i kommunen, at de i 2022 har et projekt, der hedder BOKS. BOKS er et mobilt udstillingssted, der skal bevæge sig gennem København og være frit tilgængeligt for offentligheden. Hver måned vil BOKS parkere ved et nyt gadehjørne i byen og udstille en ny kunstner. 12 lokationer, 12 kunstnere, 12 udstillinger, 12 måneder.

Derfor vil de gerne etablere et samarbejde med hvert lokaludvalg i København. De vil gerne, i samarbejde med lokaludvalgene, finde de perfekte lokationer til BOKS, eventuelt afholde events som er relevante for den udstillende kunstner og for lokalsamfundet, samt finde pengene til, at lønne den udstillende kunstner.

Hvert lokaludvalg vil blive tildelt en måned i 2022 og en kunstner. I denne måned vil den tildelte kunstner udstille i BOKS i lokalmiljøet. PRUST vil mødes med lokaludvalgene hver for sig og samle viden om lokalmiljøerne på forhånd, samt diskutere forskellige placeringer af BOKS og eventuelle samarbejdspartnere i lokalmiljøet. På den møde kan de skræddersy oplevelsen, så den når så mange som muligt i lokalsamfundet.

PRUST vil gerne lønne de udstillende kunstnere. og foreslår derfor, at hvert lokaludvalg honorerer sin udstillende kunstner. De spørger alle lokaludvalg på samme tid, fremfor at sende individuelle ansøgninger, fordi de gerne vil have, at BOKS har et lighedsprincip - hvis én kunstner lønnes, skal alle - og med samme løn: 8.000 kr.

På vegne af alle lokaludvalgs sekretariater har sekretariatet for Brønshøj-Husum Lokaludvalg den 8. november 2021 svaret PRUST, at det er de enkelte lokaludvalg, der beslutter, hvorvidt de vil støtte projektet, hvorfor de er nødt til at søge støtte hos hvert enkelt lokaludvalg.

 

4. Holmen Dirts situation

Med mail den 8. november 2021 spurgte Holmen Dirt sekretariatet om, hvorvidt lokaludvalget har diskuteret Holmen Dirts paneldebat den 6. november 2021 kandidater til kommunalvalget. 

Sekretariatet svarede den 16. november 2021, at mailen den 1. november 2021 fra Holmen Dirt til lokaludvalget om paneldebatten blev sendt videre til lokaludvalgets medlemmer og suppleanter. Sekretariatet svarede desuden, at lokaludvalget er opmærksom på Holmen Dirts situation, og vil holde øje med, om foreningen bliver behandlet ordentligt af forvaltningen.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Se ovenfor.

Beslutning

  1. Lokaludvalget tog håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden sidste lokaludvalgsmøde til efterretning.

 

Til top