Mødedato: 24.11.2021, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

B-sag: Borgermøde om Lynetteholm

Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte at være vært for et borgermøde i januar 2022 om Lynetteholm, da der kan forventes iværksat en høringsrunde om den afgrænsningsrapport, som skal lægges til grund for udarbejdelse af et kommissorium for den planlagte Strategiske Miljøvurdering (SMV) af Lynetteholm-projektet. 

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg er vært for et borgermøde om Lynetteholm jf. afsnittet "Problemstilling".
  2. at Christianshavns Lokaludvalg afsætter en ramme på 20.000 kr. af 2022-puljen til borgermødet. pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
  3. at Christianshavns Lokaludvalg udpeger Lynetteholm-gruppen til at planlægge og gennemføre borgermødet sammen med sekretariatet.

Problemstilling

Forslag fra Lynetteholm-gruppen:

Det indstilles, at lokaludvalget af sit 2022-budget afsætter op til 20.000 kr. til afholdelse af et borgermøde om Lynetteholm. 

Baggrunden er, at der kan forventes iværksat en høringsrunde om den afgrænsningsrapport, som skal lægges til grund for udarbejdelse af et kommissorium for den planlagte Strategiske Miljøvurdering (SMV). Gennemførelse af en SMV blev vedtaget i forbindelse med vedtagelse af anlægsloven om Lynetteholm d. 4. juni 2021.

Der er fortsat uklarhed om der vil blive iværksat en høring om afgrænsningsrapporten og kommissoriet for SMV’en og i givet fald hvordan tidsplanen vil være for en sådan høring. Det kan dog ikke helt udelukkes, at en høring kunne blive igangsat i ugerne op til jul med en høringsfrist i slutningen af januar. En tilsvarende tidslinje for høringen om VVM-redegørelsen blev set for et år siden. 

Ansøgningen om midler til afholdelse af et borgermøde fremsættes derfor på lokaludvalgsmødet her i november for at kunne igangsætte planlægningen af borgermødet, hvis en høring måtte blive iværksat inden jul. Lynetteholm-gruppen vil i givet fald snarest herefter gå i gang med planlægningen af borgermødet, herunder aftale tema og oplægsholdere. Datoen kunne i givet fald blive i midten af januar. 

Lynetteholm-gruppen forventer at kunne orientere om status for en mulig høringsrunde og et muligt borgermøde på lokaludvalgets møde i december.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget godkender indstillingen fra Lynetteholm-gruppen.

Økonomi

Det foreslås, at der afsættes en ramme på 20.000 kr. af lokaludvalgets 2022-pulje til borgermødet. Der vil være udgifter til leje af lokale, annoncering og forplejning. pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

Videre proces

 

Lynetteholm-gruppen planlægger og gennemfører borgermødet sammen med sekretariatet.

Beslutning

  1. Lokaludvalget besluttede at være vært for et borgermøde om Lynetteholm jf. afsnittet "Problemstilling".
  2. Lokaludvalget besluttede at afsætte en ramme på 20.000 kr. af 2022-puljen til borgermødet. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
  3. Lokaludvalget udpegede Lynetteholm-gruppen til at planlægge og gennemføre borgermødet sammen med sekretariatet.
Til top