Åben spørgetid
Beslutning
Det lokale miljøarbejde
Lederen af Miljøpunkt Indre By & Christianshavn Marianne Spang Bech orienterede om
- redekasse-workshoppen på Christianshavns Vold tidligere på dagen, der havde ca. 80 deltagere.
- Miljøpunkt Indre By & Christianshavns åbent hus-arrangement den 6. december 2021.
Af- og påstigningsplads for busser i Strandgade
En borger orienterede om en af- og påstigningsplads for turistbusser i Strandgade foran Ørkenfortet med stopforbud for øvrige køretøjer, som blev oprettet den 17. november 2021, uden at områdets beboere og erhverv blev varslet. Det har medført, at otte parkeringspladser er fjernet. Borgeren mente, at skiltet er privat, fordi det har en forkert placering i forhold til, hvordan andre skilte står. Det var uklart for ham, hvem der har sat skiltet op og om det er myndighedsgodkendt. Nu holder der taxier på stedet og parkeringsvagter udskriver parkeringsafgifter.
Borgeren undrede sig over placeringen af overkørslerne til indkørslen til hotellet NH Collection, og han så et interessefællesskab mellem kommunen og ejeren af Ørkenfortet, ATP Ejendomme. Han oplyste, at han har bedt kommunen om aktindsigt i sagen og at han også vil kontakte politiet og Vejdirektoratet.
Han gav udtryk for, at lokaludvalget ikke har opnået resultater i sagen, og at beboere og erhverv i ejendommene omkring Ørkenfortet havde udtrykt kritik af lokaludvalget over for ham. Kulturtrappen mellem Torvegade og havnepromenaden samt plantning af træer til erstatning for træerne, der blev fjernet i forbindelse med ombygningen af Ørkenfortet, var det eneste positive, der er kommet ud af dialogen om hotelprojektet, mente han.
Han oplyste, at af- og påstigningspladsen stort set ikke er blevet benyttet af busser.
Jens Eskildsen svarede, at lokaludvalget har gjort, hvad det kunne i sagen om Ørkenfortets transformation til hotel for at få ordentlige forhold for beboerne i området. Det var hans vurdering, at kommunen ikke har levet op til de første meldinger om indretningen af gaderne omkring Ørkenfortet og heller ikke har levet op til de politiske beslutninger i sagen, ligesom området ikke er indrettet som beskrevet i byggetilladelsen.
Henrik Vilsbøll svarede, at lokaludvalget har gjort meget, men at det ingen kompetence har.
Mogens Holm svarede, at lokaludvalget generelt skal være bedre til at bruge medierne og lokaludvalgets nyhedsbrev til at gøre opmærksom på, hvad der sker og hvad lokaludvalget gør.
Jacob Fuchs svarede, at busserne og taxierne i området er det egentlige problem, og at lokaludvalget ikke skal gå ind i en diskussion om parkeringspladser.
Poul Cohrt svarede, at Borgerrepræsentationen har besluttet en tilpasning af lokaludvalgene, som man kan håbe vil give en bedre forbindelse mellem borgerne og kommunen. Han oplyste, at han forventer, at lokaludvalget drøfter sagen senere i lokaludvalgsmødet.
Asbjørn Kaasgaard svarede, at hotellet NH Collection ikke forventer, at deres gæster ankommer til hotellet i turistbusser, hvorfor man kan spørge om, hvorvidt af- og påstigningspladsen for busser er nødvendig.
Jane Lytthans svarede, at det tidligere er blevet oplyst, at der ikke komme mange taxier til hotellet, men at det indtil videre har vist sig ikke at være rigtigt.