Mødedato: 24.09.2014, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset Dronningensgade 34

Cykelforbedringer på Christianshavn

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar om projektet "Cykelforbedringer på Christianshavn."

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,
  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen vedrørende forvaltningens projekt "Cykelforbedringer på Christianshavn", der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Med svarfrist den 3. oktober 2014 har Teknik- og Miljøforvaltningen den 16. september 2014 bedt lokaludvalget om et høringssvar vedrørende projektet "Cykelforbedringer på Christianshavn".

Projektet skal være med til at løse nogle af de trafikale og fremkommelighedsmæssige hindringer, der vil være efter åbningen af Inderhavnsbroen og Trangravsbroen i foråret 2015. Forvaltningen ønsker derfor at prioritere tiltag, som sikrer, at adgangsvejene til og fra broerne er acceptable.

Forvaltningen beder lokaludvalget om bemærkninger til den prioriterede liste over cykelforbedringer på Christianshavn, der fremgår af bilaget. Forvaltningen oplyser, at den prioriterede liste er blevet udarbejdet på baggrund af den åbne borgerworkshop d. 2. september 2014 i Hal C med deltagelse af borgere på Christianshavn, medlemmer af lokaludvalget og repræsentanter fra Cyklistforbundet.

Forvaltningen ønsker særligt at vide,
  • Hvorvidt den prioriterede liste indeholder de rigtige indsatser for at opnå formålet med projektet. 
  • Hvorvidt den prioriterede liste indeholder den rigtige prioritering af indsatserne, hvis ikke alle indsatser kan realiseres.

Løsning

Cykelforbedringsforslaget
I Teknik- og Miljøforvaltningens projekt er der fokus på
  1. at forbedre Strandgade som en tryg og fremkommelig cykelforbindelse mellem Torvegade og Skt. Annæ Gade,
  2. at forbedre Skt. Annæ Gade som en tryg og fremkommelig cykelforbindelse mellem Strandgade og Prinsessegade med god adgang til de krydsende gader i forløbet, samt
  3. at opgradere strækningen på Overgaden Oven Vandet mellem Skt. Annæ Gade og Torvegade som cykelforbindelse.

 

Teknik- og Miljøforvaltningen forventer derfor at indstille til Teknik- og Miljøudvalget, at der foretages indsatser efter denne prioriterede liste:

  1. Cykelforbedringer via fartdæmpning på Strandgade med fokus på øget fremkommelighed, tryghed og sikkerhed.
  2. Cykelforbedringer via forbedret overblik i krydset mellem Strandgade og Skt. Annæ Gade med fokus på øget overskuelighed, tryghed og sikkerhed.
  3. Cykelforbedringer via forbedrede pladsforhold for venstresvingende cyklister i krydset mellem Torvegade og Strandgade med fokus på øget fremkommelighed, tryghed og sikkerhed.
  4. Cykelforbedringer via forbedrede pladsforhold omkring Wilders Bro på Strandgade med fokus på øget fremkommelighed, tryghed og sikkerhed.
  5. Cykelforbedringer via forbedret vigepligt i Dronningensgade med fokus på øget overskuelighed, tryghed og sikkerhed.
  6. Cykelforbedringer via forbedret belægning på Overgaden oven Vandet mellem Skt. Annæ Gade og Torvegade med fokus på øget fremkommelighed.

Lokaludvalgets høringssvar
Arbejdsgruppen Teknik, Miljø og Havnen har drøftet forvaltningens notatet og foreslår følgende høringssvar:

"Med svarfrist den 3. oktober 2014 har Teknik- og Miljøforvaltningen den 16. september 2014 bedt lokaludvalget om et høringssvar vedrørende projektet "Cykelforbedringer på Christianshavn".

Borgerdialog
Lokaludvalget kvitterer for forvaltningens offentlige workshop den 2. september 2014 i Hal C om cykelforbedringer.
Lokaludvalget har på Christianshavnermødet den 1. oktober 2014 kort drøftet forvaltningens notat og lokaludvalgets høringssvar med de fremmødte borgere. En opsmaling på borgernes kommentarer er vedlagt.

Lokaludvalgets holdning
Lokaludvalget kan med nedennævnte bemærkninger tilslutte sig, at der arbejdes med at forbedre og danne et mere sammenhængende stiforløb for cyklister og gående, som vil forbedre fremkommelighed, sikkerhed og tryghed for cyklister, der kører ad Strandgade og Sankt Annæ Gade, ligesom passagen ad Overgaden oven Vandet mellem Torvegade og Sankt Annæ Gade vil blive lettere.

Formålet med de foreslåede tiltag er at løse nogle af de udfordringer, der opstår ved åbningen af Inderhavnsbroen, og det bør efter lokaludvalgets opfattelse gives højeste prioritet at undgå gener for beboerne i Lejerbo-bebyggelsen ved Trangraven og i Pakhuset ud til Christianshavns Kanal tæt ved Trangraven. Det bør således så vidt muligt sikres, at cykeltrafikken bevæger sig over broen til Christiansholm-siden af Trangraven, og at der ikke cykles langs pakhuset ud til kanalen, hvor der er meget smalt. En mere vidtgående løsning kan på sigt være at etablere en bro ud i kanalen væk fra den snævre kajkant.
 
Det område, som forbedringerne omfatter, er både beboet og befærdet, og vi skal også foreslå, at det gives højeste prioritet at indføre hastighedsbegrænsning på maksimalt 30 km/timen både i Prinsessegade og Strandgade. Christianshavn har tidligere været foreslået som forsøgsområde for en sådan zone, der ikke vil betyde en stor ændring i den reelle hastighed, bortset fra de bilister, der i dag kører uforsvarligt stærkt. 30 km-hastighedszoner anbefales af EU-parlamentet og er udbredt i de større svenske byer på den anden side af Øresund. Nu bør tiden være kommet til Christianshavn.

Der savnes forslag om en cykelbane i højre side, når man kommer ad Strandgade ved Udenrigsministeriet og skal dreje til højre ad Torvegade. Fremkommeligheden på dette sted vil kunne forbedres yderligere med en shunt, som cyklisterne kan anvende, selvom der er rødt. Cyklister fra den mindre befærdede Strandgade skal naturligvis have vigepligt for cykeltrafikken på Torvegade, hvilket kan markeres med hajtænder. Odense Kommune har gode erfaringer med sådanne shunts.

Lokaludvalget ønsker punkterne prioriteret således:

  1. Området ved Islands Plads, hvor vi foreslår at cyklister skal stå af cyklen, hvis de skal fra Trangravsbroen og til Islands Plads. Dette for at undgå cykling langs bolværket begge veje - både forbi pakhuset og langs bolværket ud mod Prisessegade (ny)
  2. Oversigtsforhold ved Strandgade – Sankt Annæ Gade (2)
  3. Wilders bro, som er meget smal (4)
  4. Vigepligten vendes ved Dronningensgade – Sankt Annæ Gade (5)
  5. Cykelbelægning Overgaden Oven Vandet mellem Torvegade og Sankt Annæ Gade (6)
  6. Fartdæmpning på Strandgade (1)

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Lokaludvalget drøfter kort sagen med borgerne på Christianshavnermødet den 1. oktober 2014. Kommentarerne, som borgerne måtte have til sagen, samles i et notat, der sammen med lokaludvalgets høringssvar sendes til Teknik- og Miljøforvaltningen inden høringsfristen den 3. oktober 2014.

Forvaltningen oplyser, at lokaludvalgets høringssvar vil indgå som bilag til den indstilling til Teknik- og Miljøudvalget, hvor Teknik- og Miljøforvaltningen søger om frigivelse af de sidste 1,9 mio. kr. af det samlede beløb på 2 mio. kr., der er afsat til projektet ”Cykelforbedringer for Christianshavn”.

Beslutning

På forslag fra Ulla Bo Skovvart tiltrådte lokaludvalget at formulere lokaludvalgets 1. prioritet således:
"Islands Plads. Her foreslår vi, at cyklister skal stå af cyklen, når de skal over Islands Plads. Dette for at undgå cykling langs bolværket begge veje - både forbi pakhuset og langs bolværket ud mod Prinsessegade (ny)".

På forslag fra Mark Winthrop tiltrådte lokaludvalget at formulere lokaludvalgets 3. prioritet således:
"Wilders Bro, som er meget smal (4). Lokaludvalget gør opmærksom på, at broen er en privat fællesvej".

På forslag fra Jane Lytthans og Kirsten V. Andersen tiltrådte lokaludvalget at formulere lokaludvalgets 5. prioritet således: "Cykelforbedringer på Overgaden oven Vandet mellem Skt,. Annæ Gade og Torvegade med fokus på øget fremkommelighed ved at etablere cykelspor i belægningen mellem Skt. Annæ Gade og Torvegade med mere jævne brosten og ved at tillade indkørsel for cyklister fra Torvegade (6)."


Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen vedrørende forvaltningens projekt "Cykelforbedringer på Christianshavn", der fremgår af løsningsafsnittet, med ovennævnte ændringer og idet formanden blev bemyndiget til at foretage redaktionelle rettelser.
Til top