Mødedato: 24.09.2014, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset Dronningensgade 34

Høringssvar om forslag til lokalplan "Cirkelbroen"

Christianshavns Lokaludvalg skal godkende et høringssvar om forslag til lokalplan "Cirkelbroen".

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,
  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret om forslag til lokalplan "Cirkelbroen", der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har den 15. juli sendt forslag til lokalplan "Cirkelbroen" i offentlig høring med svarfrist den 30. september 2014. Forvaltningen oplyser, at formålet er at skabe en broforbindelse mellem Applebys Plads og Christiansbro med henblik på, at skabe en ubrudt sammenhængende havnepromenade omkring Inderhavnen for fodgængere og cyklister.

I mødet den 27. august 2014 udsatte lokaludvalget sagen.

Løsning

Arbejdsgruppen Teknik, Miljø og Havnen har drøftet sagen og foreslår følgende høringssvar:

"Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt forslag til lokalplan "Cirkelbroen" i offentlig høring med svarfrist den 30. september 2014.

Borgerdialog
Lokaludvalget har ikke haft mulighed for at gennemføre borgerdialog om denne sag. På lokaludvalgets hjemmeside, facebookside og nyhedsbrev gør lokaludvalget borgerne opmærksom på muligheden for at kommentere forslaget på bliv hørt-portalen.

Lokaludvalgets holdning
Broer og promenader er om noget med til at skabe liv ved havnen. Udviklingen har vist, at der er en stor interesse for at cykle og/eller promenere på langs og på tværs af havnen, når der gives mulighed herfor. Som det er tilfældet med Bryggebroen tiltrækkes byens borgere af rekreative, sammenhængende stiforløb og gerne i en æstetisk og smuk ingeniørmæssig udformning.

Vi er overbevist om, at rigtig mange københavnere vil glæde sig over den ny cirkelbro, som vil forbinde Christianshavn med Islands Brygge, og som - hvis planerne om en cykelbro ved Langebro realiseres - vil skabe en attraktiv cykelforbindelse til Vester Voldgade og Rådhuspladsen.

Cirkelbroen er helt rigtigt placeret på strækningen langs Inderhavnen i et meget lidt anvendt erhvervsområde. Som broen vil blive udformet, har cyklister og gående mulighed for at tage ophold på broen, hvor der vil være et flot vue over havnen med Den Sorte Diamant over for.

Sammenlignet med biltrafik er cykling og gang mindre pladskrævende og uden lyd- og luftforurening. Cykling og gang bidrager til byens liv. Bevægelsen forgår i et menneskeligt tempo med tid til at nyde omgivelserne og til at stoppe og hilse, når man møder nogen, man kender. Alle københavnere går og to ud af tre cykler hver eneste uge. De bæredygtige og livgivende transportmåder er med til at sætte præg på Christianshavn som et kvarter med høj livskvalitet.

Der er dog en vis bekymring for, at lyset fra broen og masterne bliver for stærkt, og der ønskes en nærmere beskrivelse af lysforholdene. Tilsvarende er der en bekymring for, om der vil komme generende støj fra stålwirerne. Endelig bemærkes, at broen har en lav frihøjde. Ved anlæg af en ny bro bør der tages højde for højvandssikring, så der ikke opstår skader som ved Knippelsbro, hvor højvande medførte længere tids reparation.

Christianshavn er den bydel, der ligner Amsterdam mest. I Amsterdam er der et utal af kanaler og cykelbroer med trafik af fodgængere, cyklister og skibe på kryds og tværs. De ny broer skal naturligvis ikke blokere for sejltrafik. De skal kunne åbnes, så skibene kan passere. Og cyklisterne må affinde sig med at vente på, at skibe passerer. Det giver et pusterum til at nyde synet over havnen.

Lokaludvalget ønsker, at bådfolket i kanalen, foreningerne med bolværksmæssige rettigheder samt Havneforum bliver inddraget i udmøntningen af en broåbningspolitik for Cirkelbroen.

Sammenfattende vil Cirkelbroen bidrage positivt til en bedre tilgængelighed, en større tryghed og oplevelsesværdi for den enkelte samt vil bidrage til Christianshavns position som en attraktiv bydel.

Lokaludvalget kan med de nævnte bemærkninger støtte den ny lokalplan.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet høringssvaret, lægger sekretariatet det på bliv hørt-portalen.
BILAG
Se lokalplanforslaget her:
http://www.blivhoert.kk.dk/hoering/cirkelbroen

Beslutning

På forslag fra Sia Boesen tiltrådte lokaludvalget at slette 2. afsnit under overskriften "Lokaludvalgets holdning".

Lokaludvalget godkendte høringssvaret om forslag til lokalplan "Cirkelbroen", der fremgår af løsningsafsnittet, med ovennævnte ændring.

 

Til top