Mødedato: 24.09.2014, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset Dronningensgade 34

Kommissorium for arbejdsgruppen Christianshavn-Christiania

Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte kommissoriet for arbejdsgruppen Christianshavn-Christiania.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,
  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender kommissoriet for Christianshavns Lokaludvalg, der fremgår af løsningsafsnittet, med det forbehold, at lokaludvalget i sit mødet den 29. oktober 2014 skal tage stilling til hvilke arbejdsgrupper, der skal være under lokaludvalget.

Problemstilling

Lokaludvalget besluttede i mødet den 26. marts 2014 at bibeholde de hidtil gældende arbejdsgrupper med de da gældende kommissorier, indtil man på lokaludvalgets seminar havde drøftet arbejdsgruppernes ressortområder.

Løsning

Medlemmerne af Arbejdsgruppen Christianshavn-Christiania ønsker at opretholde deres arbejdsgruppe og har udarbejdet et kommsiorium for arbejdsgruppens fremtidige virke. Formanden foreslår, at lokaludvalget godkender kommissoriet med det forbehold, at lokaludvalget i mødet den 29. oktober 2014 skal tage stilling til hvilke arbejdsgrupper, der skal være under lokaludvalget.

Formanden gør opmærksom på, at lokaludvalgets arbejdsgrupper er åbne for borgere med særlig interesse for Christianshavn, men kun lokaludvalgsmedlemmer og -suppleanter må være til stede, når arbejdsgrupperne behandler puljeansøgninger.

Forslag til kommissorium
"Arbejdsgruppens navn:
Christianshavn-Christiania
Tovholder: Thorben Nielsen

Arbejdsgruppen skal varetage flg. arbejdsopgaver:
  1. Fungere som kontaktorgan mellem Christianshavns Lokaludvalg og Christiania
  2. Arbejde for at fremme den gensidige kommunikation og forståelse og samarbejde.
  3. Adressere konkrete problemer, som kan opstå i samspillet mellem Christiania og det øvrige Christianshavn og bygge bro mellem konstruktive kræfter på Christiania og i bydelen i øvrigt.
  4. At inddrage Christiania i Bydelsplanprocessen
  5. Behandle sager (herunder puljesager) for lokaludvalget, der naturligt falder under arbejdsgruppens ressort.
  6. Refererer alle væsentlige beslutninger tilbage til Christiania og lokaludvalget, idet arbejdsgruppen fungerer på grundlag af lokaludvalgets regulativ, vedtægter og forretningsorden.
Arbejdsmåde:
Arbejdsgruppen arbejder selvstændigt indenfor de godkendte arbejdsområder, indhenter nødvendige oplysninger (v. eksterne kontakter betænkes, at formanden - jvf. Forretningsordenen - tegner lokaludvalget udadtil) og udarbejder på baggrund heraf handlingsplaner med budgetter, som indstilles til lokaludvalgets godkendelse.
Ønsker arbejdsgruppen at optage arbejdsområder, der ikke er specificeret ovenfor, udfærdiger arbejdsgruppen en indstilling herom til lokaludvalgets godkendelse.

Tovholderen:
Er bindeled mellem lokaludvalget og arbejdsgruppen. Det er tovholderens ansvar, at arbejdsgruppens møder indkaldes rettidigt og til alle medlemmer (evt. med sekretariatets hjælp) og at arbejdsgruppens forhandlinger forløber på en hensigtsmæssig måde.
Tovholderen er ansvarlig for at holde sig grundigt orienteret i arbejdsgruppens områder - både i og udenfor lokaludvalgsmøderne - og er også ansvarlig for afrapportering til lokaludvalget og for, at arbejdsgruppens forhandlinger altid har dækning i et mandat fra lokaludvalget.
Ved afrapportering er det vigtigt, at tovholderen også sikrer, at mindretalssynspunkter kommer til lokaludvalgets kundskab.

Fortrolighed:
Især i forbindelse med puljesager (men også lejlighedsvist i andre sammenhæng) vil arbejdsgruppens medlemmer få indblik i oplysninger (hovedsageligt personoplysninger), der er beskyttede af lovgivningen. Arbejdsgruppemedlemmer, der er medlemmer af lokaludvalget, har ved deres tiltrædelse afgivet den nødvendige tavshedserklæring. For øvrige arbejdsgruppemedlemmer er det tovholderens pligt (assisteret af sekretariatet) at gøre disse
medlemmer bekendt med tavshedspligten og sørge for at få de hertil nødvendige erklæringer deponeret i sekretariatet."

Økonomi

Arbejdsgruppen holder sine møder i lokaludvalgets lokale i Beboerhuset. Eventuelle udgifter til forplejning under møderne betales af sekretariatet.

Videre proces

Arbejdsgruppen arbejder videre inden for rammerne af det vedtagne kommissorium. I lokaludvalgets møde den 29. oktober 2014 beslutter lokaludvalget, hvilke arbejdsgrupper der skal være under lokaludvalget.

Beslutning

Udsat.
Til top