Mødedato: 24.06.2015, kl. 18:30
Mødested: Hal C, Arsenalvej 6

Høringssvar om skoledistrikter 2016/17

Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar til Børne- og Ungdomsforvaltningen om skoledistrikter 2016/2017.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,
  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret til Børne- og Ungdomsforvaltningen om skoledistrikter 2016/2017, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Med svarfrist den 7. august 2015 har Børne- og Ungdomsforvaltningen sendt en sag om skoledistrikter 2016/17 i offentlig høring på bliv hørt-portalen.

Forvaltningen skriver: "Børne- og Ungdomsforvaltningen foretager årligt en analyse af behovet for tilpasninger af skolerne grunddistrikter på baggrund af skolernes elevunderlag og fysiske kapacitet. Analysen og forslagene skal sikre, at alle skoler har den fornødne kapacitet til at indskrive de elever, der har krav på at blive optaget på skolen. Børne- og Ungdomsudvalget har på mødet den 20. maj behandlet sag om skoledistrikter 2016/17 og besluttede at sende forslaget til ændringer i høring hos skolernes bestyrelser og andre interessenter med henblik på at få brugernes bemærkninger inden der træffes endelig beslutning om ændringer.

Indstillingen sendes til høring på alle skoler og lokaludvalg, selv om de fremlagte forslag til ændringer kun vedrører Indre By / Østerbro, Vesterbro, Amager og Valby for at give mulighed for at alle lokaludvalg kan fremlægge forslag og synspunkter om spørgsmålet. Derefter forelægges resultatet af høringen for Børne- og Ungdomsudvalget på mødet den 26.8.15 forinden forventet endelig behandling i Økonomiudvalget 22.9.15 og Borgerrepræsentationen 8.10.15, hvorefter ændringerne vil være gældende."
 


Løsning

Arbejdsgruppen Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge har drføtet sagen og foreslår følgende høringssvar:

"Børne- og Ungdomsforvaltningen har sendt en sag om skoledistrikter 2016/17 i offentlig høring på bliv hørt-portalen.

Borgerdialog
Da sagen er i offentlig høring på bliv hørt-portalen, har lokaludvalget ikke haft borgerdialog om den. Lokaludvalget samarbejder med Christianshavns Skoles skolebestyrelse samt forældrekredsen om ønsket om en nybygning af en skole på Christianshavn.

Lokaludvalgets holdning
Da Christianshavns skoledistrikt ikke er direkte berørt af skoledistriktsforslaget, skal Christianshavns Lokaludvalg blot bringe vore tidligere høringssvar omkring skoleproblematikken i erindring.

Vi har tidligere - og også ved sidste skoledistriktshøring - gjort opmærksom på, at Christianshavns Lokaludvalg peger på en nybygning i hvert fald for indskolingen her i bydelen frem for ”årelange lappeløsninger”.

Lokaludvalget samarbejder med skolebestyrelsen og forældrekredsen om denne sag, der er holdt borgermøde, og flere politikere (med Pia Allerslev og Frank Jensen i spidsen) har besigtiget de nuværende forhold for eleverne på de to afdelinger af Christianhavns Skole.

I høringsoplægget står der i bilag 1 på side 2, at ”det skal understreges, at distriktstilpasningen ikke kan løse behovet på længere sigt i områder med markant voksende elevtal. Her er det i stedet nødvendigt at arbejde generelt med udvidelse af skolernes kapacitet i form af skoleudvidelser eller strukturelle ændringer, der kan forøge skolernes kapacitet. Sådanne overvejelser indgår i den generelle planlægning, der tager udgangspunkt i bl.a. behovsprognosen og kommuneplanen.” Vi regner Christianshavns Skole under de skoler, der har brug for ”strukturelle ændringer ” jfr. ovennævnte citat.

Vi ser frem til en langsigtet løsning på Christianshavns stigende børnetal og anbefaler igen, at der afsættes midler på budget 2016 til en ny skole på Christianshavn i stedet for at anvende de bevilgede 190 mio. kr. til ”lappeløsninger”, hvor børnene bl.a. efter planen får meget mindre udendørsplads, end de har nu.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt høringssvaret, lægger sekretariatet det på bliv hørt-portalen.

Forvaltningen oplyser, at resultatet af høringen forelægges for Børne- og Ungdomsudvalget den 26. august 2015 og Borgerrepræsentationen den 8. oktober 2015, hvorefter de vedtagne ændringer vil være gældende.

Beslutning

Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Børne- og Ungdomsforvaltningen om skoledistrikter 2016/2017, der fremgår af løsningsafsnittet.
Til top