Mødedato: 24.06.2015, kl. 18:30
Mødested: Hal C, Arsenalvej 6

Lokaludvalgets borgerpanelprojekt

Christianshavns Lokaludvalg skal tage en status på projektet til efterretning samt beslutte det første tema for spørgsmål.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,
  1. at Christianshavns Lokaludvalg tager orienteringen om status på lokaludvalgets borgerpanelprojekt til efterretning
  2. at Christianshavns Lokaludvalg beslutter tema for de første spørgsmål, der i august 2015 sendes til borgerpanelet
  3. at Christianshavns Lokaludvalg udpeger tovholdere, som i samarbejde med sekretariatet udformer spørgsmålene og konkluderer på svarene.

Problemstilling

Inden 4. juli 2015 sender sekretariatet invitationer til 10.697 borgere på Christianshavn på 16 år og derover til at deltage i lokaludvalgets borgerpanelprojekt.

Løsning

Christianshavnerne vi løbende kunne tilmelde sig borgerpanelet, men sekretariatet forventer at have et tilstrækkeligt antal borgere i panelet primo august, så det første spørgsmål kan udsendes i august måned.

Desuden vil der være et link på hjemmesiden og i nyhedsbrevet, hvor man løbende kan tilmelde sig borgerpanelet.

Spørgsmål
Forretningsudvalget drøftede i sit møde i maj måned hvilke temaer, man skal stille christianshavnerne spørgsmål om. Der blev foreslået at spørge indenfor temaerne

1. "Fortætning" i de christianshavnske karréer og
2. Byggehøjder på Papirøen. 

I mellemtiden har Teknik- og Miljøforvaltningen sendt "Strategi for bynatur i København" i offentlig høring med svarfrist den 28. august 2015. Set lyset af drøftelserne i lokaludvalget om den rekreative anvendelse af Christianshavns vande og natur versus beskyttelse af dyre- og plantelivet kunne det første tema for spørgsmål til borgerpanelet angå Christianshavns natur. Konklusionerne på undersøgelsen vil kunne indgå i lokaludvalgets høringssvar til forvaltningen om "Strategi for bynatur i København".

Økonomi

Invitationssystemet, Doc2mail, er sådan indrettet, at de, der har bedt om ikke at få henvendelser via deres E-boks, automatisk får henvendelserne tilsendt med brev på papir. Hvor mange, der er tale om, vides ikke, men det betyder alt andet lige, at udgiften til invitationen til borgerpanelet bliver dyrere end forventet. Til gengæld vil udgiften til uddannelse af to medarbejdere i sekretariatet til betjening af QuestBack-programmet, der skal bruges til at udsende spørgsmål og indhente svar, blive betalt af sekretariatet og ikke af lokaludvalgets pulje.

Videre proces

Se ovenfor.

Beslutning

  1. Lokaludvalget tog orienteringen om status på lokaludvalgets borgerpanelprojekt til efterretning.
     
  2. Lokaludvalget stemte om et forslag fra Jette Philipsen om, at temaet for de første spørgsmål, der i august 2015 sendes til borgerpanelet, er fortætning og bynatur.
    For stemte 9 lokaludvalgsmedlemmer.
    Imod stemte 4 lokaludvalgsmedlemmer.
    2 lokaludvalgsmedlemmer undlod at stemme.
    Dermed havde lokaludvalget besluttet, at temaet for de første spørgsmål, der i august 2015 sendes til borgerpanelet, er fortætning og bynatur.
     
  3. Lokaludvalget udpegede Poul Cohrt, Lotte Barfod og Tage Henningsen til i samarbejde med sekretariatet at udforme spørgsmålene og konkludere på svarene.
Til top