Mødedato: 24.06.2015, kl. 18:30
Mødested: Hal C, Arsenalvej 6

Det lokale miljøarbejde 2014

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg skal tage Miljøpunkt Indre By-Christianshavns årsberetning og tilskudsregnskab for det lokale miljøarbejde 2014 til efterretning. Endvidere skal Christianshavns Lokaludvalg tage sekretariatets afrapportering om det lokale miljøarbejde i 2014 til efterretning.

Indstilling og beslutning

Næstformanden for Indre By Lokaludvalg og formanden for Christianshavns Lokaludvalg indstiller,
  1. at Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg - på baggrund af årsberetning 2014 for det lokale miljøarbejde - drøfter i hvilken grad Miljøpunkt Indre By/Christianshavn har efterlevet årsplan 2014 for det lokale miljøarbejde
  2. at Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg tager Miljøpunkt Indre By-Christianshavns årsberetning og tilskudsregnskab for det lokale miljøarbejde 2014, der fremgår af bilagene, til efterretning med de bemærkninger, der fremgår af løsningsafsnittet i denne sag.
  3. at Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg på det grundlag tiltræder, at sekretariatet udbetaler 2. rate af driftsstøtten til Miljøpunkt Indre By/Christianshavn for det lokale miljøarbejde 2015.

    Formanden for Christianshavns Lokaludvalg indstiller,
  4. at  Christianshavns Lokaludvalg tager sekretariatets afrapportering om det lokale miljøarbejde i 2014 til efterretning.

 

Problemstilling

Jf. driftsstøtteaftalen om det lokale miljøarbejde for årene 2011-2014 har Miljøpunkt Indre By-Christianshavn i samarbejde med Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg udarbejdet en årsplan for det lokale miljøarbejde 2014. Christianshavns Lokaludvalg godkendte årsplanen i sit møde den 26. februar 2014, mens Indre By Lokaludvalg godkendte den i sit møde den 13. marts 2014. I aftalen kaldes årsplanen "arbejdsplan".

Jf. driftsstøtteaftalen om det lokale miljøarbejde skal driftsstøtten fra lokaludvalgene benyttes til planlægning og gennemførelse af årsplanens aktiviteter, samt driftsudgifter forbundet med Miljøpunktets virke. I aftalen er det også bestemt, at årsberetningen for Miljøpunkt Indre By-Christianshavns arbejde som minimum skal indeholde en beskrivelse af gennemførte aktiviteter, status i forhold til opfyldelse af årsplanens mål og succeskriterier, samt øvrige aktiviteter der er blevet aftalt med lokaludvalgene. Det er en forudsætning for udbetaling af støtten, at årsplan, budget, årsregnskab og
årsberetning er indsendt rettidigt, samt at støttevilkårene er overholdt.


Indre By Lokaludvalgs beslutning den 11. juni 2015
Indre By Lokaludvalg drøftede på baggrund af årsberetning 2014 for det lokale miljøarbejde i hvilken grad Miljøpunkt Indre By/Christianshavn har efterlevet årsplan 2014 for det lokale miljøarbejde Lokaludvalget tog Miljøpunkt Indre By-Christianshavns årsberetning og tilskudsregnskab for det lokale miljøarbejde 2014, der fremgår af bilagene, til efterretning med de bemærkninger, der fremgår af løsningsafsnittet i denne sag. Endvidere tiltrådte lokaludvalget at sekretariatet udbetaler 2. rate af driftsstøtten til Miljøpunkt Indre By/Christianshavn for det lokale miljøarbejde 2015.


Sekretariatets afrapportering om det lokale miljøarbejde 2014
Sekretariatets afrapportering om det lokale miljøarbejde 2014 var med som bilag til sagen om organisering af det lokale miljøarbejde, som Christianshavns lokaludvalg drøftede den 27. maj 2015. Lokaludvalget tog ikke stilling afrapporteringen.

Løsning

Miljøpunktets årsberetning og tilskudsregnskab 2014
Miljøpunktets årsberetning og tilskudsregnskab 2014 blev modtaget i lokaludvalgenes sekretariat den 15. maj 2015, dvs. rettidigt. Miljøpunktets årsberetning og tilskudsregnskab 2014 med underskrifter på blev modtaget i lokaludvalgenes sekretariat den 3. juni 2015 (se bilag 1).

I årsberetningen gør Miljøpunktet opmærksom på, at 2014 har været turbulent og at det ikke har været muligt at følge årsplan 2014 i alle detaljer.

Sekretariatets bemærkninger til årsberetningen
Nedenfor sammenlignes aktiviteterne, som Miljøpunktet i henhold til årsplan 2014 skulle sætte i værk, med hvordan de er gennemført jf. årsberetning 2014 (se årsplanen i bilag 2):

Organisering af aktiviteter og projekter
Af årsplan 2014 fremgår det, at der løbende holdes koordineringsmøder mellem lokaludvalg, Københavns kommune og Miljøpunkterne, samt at projekterne hovedsageligt vil blive udført af frivillig arbejdskraft suppleret med faglig kompetence. Endvidere, at projekterne skal være lokalt forankret og netværksskabende.

Der er intet nævnt om koordineringsmøder i årsberetningen, men sekretariatet er bekendt med, at der har været møder mellem de nævnte parter, også af koordinerende art.

Af årsplanen fremgår det, at 5 personer udover Miljøpunktets bestyrelse har ydet frivilligt arbejde samt at der har været ansat en centerleder. Om
projekterne hovedsageligt er udført af frivillig arbejdskraft suppleret med faglig kompetence og om projekterne er lokalt forankret og netværksskabende kan sekretariatet ikke ud fra årsberetningen vurdere.

Formanden for Miljøpunktet har på forespørgsel oplyst, at der i Miljøpunktets sekretariat er et udførligt projektskema med succeskriterier og timeopgørelse for de projektansatte, mens centerleders og øvrigt administrativt personales tid ikke er delt op på projekter, hvorfor det ikke er muligt at nå frem til f.eks. et samlet timetal pr. projekt. Et oversigtsskema over de eksisterende timeregistreringer pr. projekt var oprindeligt planlagt at skulle lægges som bilag til beretningen og udleveres gerne, men blev udeladt fra årsberetningen for ikke at vanskeliggøre læsningen.

Sharing Copenhagen 2014 og Miljøpunktets arbejde
Af årsplan 2014 fremgår det, at temaerne i Sharing Copenhagen 2014  - Fremtidens gode by(-liv), ressource-effektivitet og bæredygtigt forbrug samt grøn mobilitet - belyses gennem aktiviteter for borgerne med særligt fokus på hhv. grønne byrum, , affald som ressource og luftforurening.

Sekretariatet vurderer på baggrund af årsberetningen, at der i 2014 har været aktiviteter indenfor de nævnte temaer.

Udvikling af grønne byrum
Af årsplan 2014 fremgår det, at der er særligt fokus på borgerinddragende projekter, der kan etableres til at blive varige. Man nævner projekter indenfor klimatilpasning, plantekasser, gavl- og facadebeplantning, grønne tage, Grønt Vesterport, temamøder om byforgrønnelse, byvandringer i lokalkvartererne, kontakt til lokale skoler med henblik på at plante blomsterløg og forankre projekter, samt oplysningsindsatser i forhold til andelsboligforeninger og kommunens ejendomme.

Sekretariatet vurderer på baggrund af årsberetningen, at Miljøpunktet har udført denne del af årsplanen tilfredsstillende

Sortering af affald i mindre gårde og affald som ressource

Af årsplan 2014 fremgår det, at man vil gøre kommunen opmærksom på problematikken om små gårde og lidt plads til affaldssortering i Indre By og på Christianshavn gennem opsøgende møder, og orientere om indretningsmuligheder for sortering og økonomiske konsekvenser af at reducere affaldsmængderne. Endvidere, at man vil stå for borgermøder og udviklende workshops, hvor borgerne selv er med til at komme med svar på, hvad man kan gøre for at imødegå pladsproblemerne.

Sekretariatet vurderer på baggrund af årsberetningen, at Miljøpunktet har udført den del af årsplanen tilfredsstillende.


Ladcykelordning og lokale luftmålinger
Af årsplan 2014 fremgår det, at man vil fokusere på alternativer til privatbilismen og erhvervskørslen i lastbil og sætte fokus på den forurening, københavnere dagligt udsættes for pga. sundhedsskadelige partikler fra transporten til brug for dialog med kommunen om luftforurening. Endvidere, at man vil have fokus på testkørsel af ladcykler for erhvervsdrivende og familier.

Det fremgår af årsberetningen, at Miljøpunktet har udført luftmålinger i forbindelse med VM i halvmarathon i marts 2014, som har været omtalt i medierne.
Sekretariatet vurderer på den baggrund, at den del af årsplanen, der handler om luftmålinger, er udført tilfredsstillende.

Endvidere fremgår det af årsberetningen, at man på Christianshavn har udlånt ladcykler. Sekretariatet formoder, at det har på dag-til-dag-basis. Endvidere, at  man i Indre By har stillet ladcykler til rådighed for familier og erhvervsdrivende, så familierne og de erhvervsdrivende kunne vurdere, om den kunne erstatte deres bil. I årsberetningen er der en konklusion på testordningen i Indre By. Sekretariatet vurderer på den baggrund, at den del af årsplanen, der handler om ladcykelordning, er udført tilfredsstillende.

Årsberetningen indeholder ikke oplysning om hvor mange ladcykler, man haft til udlån i 2014.

Formanen for Miljøpunktets bestyrelse har på forespørgsel oplyst, at Miljøpunktets sekretariat er i gang med at udarbejde en statistik ud fra den løbende liste, der er ført over ladcykeludlejninger i 2015. Den ventes færdiggjort i næste uge, så den kan foreligge til mødet i Indre By Lokaludvalg den 11. juni 2015, suppleret med svar på spørgeskemaer om erfaringerne med ladcyklerne, som de, der har lånt ladcykler, skal udfylde.

Input til høringssvar og samarbejde med lokaludvalgene
Det fremgår af årsplan 2014, at Miljøpunktet i samarbejde med lokaludvalgenes arbejdsgrupper udarbejdes udkast til høringssvar indenfor hovedtemaerne byforgrønnelse, luftforurening, grøn transport og affald som ressource. Endvidere, at man deltager i relevante møder med Københavns Kommune.

Der er intet nævnt om høringssvar og samarbejde med lokaludvalgene herom i årsberetningen. Sekretariatet er bekendt med, at medlemmer af bestyrelsen for Miljøpunktet har deltaget i møder i lokaludvalgenes arbejdsgrupper, ligesom Miljøpunktets medarbejdere har deltaget i lokaludvalgsmøder. På den baggrund vurderer sekretariatet, at den del af årsplanen, der handler om input til høringssvar og samarbejde med lokaludvalgene er udført tilfredsstillende.

Ekstern finansiering
Det fremgår af årsplan 2014, at Miljøpunktet løbende vil søge om ekstern finansiering med særligt fokus på ovennævnte hovedtemaer samt finansiering til større projekter indenfor vedvarende energi.

Det fremgår af årsberetningen, at man har søgt fondsfinansiering til et grønt tag på Vesterport station, hvilket man har fået afslag på. Endvidere har man søgt om finansiering til et formidlingsprojekt, men det er endnu ikke afgjort, om man får det.

Sekretariatet vurderer på den baggrund, at Miljøpunktet har forsøgt sig
med ekstern finansiering i det omfang, man ved årets start havde planlagt.

Det fremgår af årsplan 2014, at der vil være fokus på brug af Instagram og øget fokus på information til lokale medier. Endvidere, at man udgiver et månedligt nyhedsbrev.

Det fremgår af årsberetningen, at man har været til stede ved arrangementer- bl.a. Christianshavnerdagen og en event i International House - for at orientere borgerne om sig selv, om det lokale miljøarbejde og om muligheden for at blive frivillig. Derudover fremgår det, at luftmålingerne i forbindelse med VM i halvmarathon fik god medieomtale. Sekretariatet er bekendt med, at Miljøpunktet har udgivet nyhedsbreve i 2014, samt annonceret arrangementer og fået omtale i lokale medier af arrangementer og tiltag.

På den baggrund vurderer sekretariatet, at Miljøpunktet har udført kommunikationsopgaven tilfredsstillende.


Uddelegering og ledelse af projektansatte og frivillige
Det fremgår af årsplan 2014, at man vil delegere lokalt miljøarbejde til de faste frivillige samt de lokale frivillige, som genereres via Miljøpunktets projekter, events og løbende tiltag.

Af årsberetningen fremgår det, at 5 personer udover Miljøpunktets bestyrelse har ydet frivilligt arbejde. Sekretariatet kan ikke ud fra årsberetningen vurdere, i hvilket omfang de frivillige er inddraget i Miljøpunktets projekter, events og løbende tiltag.

Andet
I årsberetningen omtales aktiviteter, som ikke angår driftsstøtteaftalen om det lokale miljømiljøarbejde. Det gælder forhold vedrørende vindmøllelaug og solcelleprojekt.

Indstilling
Sekretariatet foreslår, at lokaludvalgene tager årsberetningen til efterretning med følgende bemærkninger 
  • Lokaludvalgene anerkender, at 2014 har været et turbulent år for Miljøpunktet og anbefaler, at man arbejder videre med en systematisk og sammenlignelig opstilling af målsætninger, opgaver, succeskriterier mv. i såvel årsplan som i årsberetning.

Sekretariatets bemærkninger til tilskudsregnskabet
Af tilskudsregnskabet fremgår det bl.a., 

  • at Miljøpunktets drift og aktiviteter stort set kun finansiereres af Københavns Kommune og lokaludvalgene
  • at udgifterne til aktiviteter og projekter i medfør af årsplanen udgør ca. 19% af de samlede udgifter, at administrationsudgifter inkl. lokaleudgifter udgør ca. 30 % mens løn- og personaleudgifter udgør ca. 51 %.

Uddybende har formanden for Miljøpunktets bestyrelse oplyst, at direkte projektrelaterede lønudgifter er fordelt på projekterne, mens centerleders og andre fastansattes løn ikke fordeles, hvilket betyder, at en langt større del end 19% af de samlede omkostninger medgår til projekter. Det vil kræve noget mere administration at fordele al lønnen på hhv. projekter og administration, men i 2015 vil der være en klarere opdeling, da man har brugt en større lønportion på projektansættelser. Hvis det ønskes, kan Miljøpunktet gå over til en 100% fordeling af lønomkostninger, men må da påregne, at nogle flere timer vil gå til administration, med mindre man fastsætter efter skøn.

Indstilling
Sekretariatet foreslår, at lokaludvalgene tager tilskudsregnskabet til efterretning.


Økonomi
I fortsættelse af ovennævnte indstillinger foreslår sekretariatet, at lokaludvalgene tiltræder, at sekretariatet udbetaler 2. rate af driftsstøtten til Miljøpunktet for det lokale miljøarbejde 2015, idet det vurderes, at der ikke er grundlag for at tilbageholde driftsstøtte.

Årsrapport 2014
Formand for Miljøpunkt Indre By-Christianshavn Marietta Bonnet har sendt lokaludvalgene Årsrapport 2014 til orientering (se bilag 3). Årsrapporten omhandler det samlede regnskab for Miljøpunktets virke i 2014; dvs. også regnskab for de aktiviteter, man har ved siden af dem, man udfører for lokaludvalgene. 

Sekretariatets afrapportering om det lokale miljøarbejde 2014
Det indstilles, at lokaludvalget tager afrapporteringen til efterretning.

Økonomi

I 2014 udbetalte Københavns Kommune 645.000 kr. til Miljøpunktet til det lokale miljøarbejde i medfør af driftsstøtteaftalen om det lokale miljøarbejde og årsplan 2014, mens Indre By Lokaludvalg udbetalte 680.000 kr og Christianshavns Lokaludvalg 100.000 kr.

Videre proces

Sekretariatet orienterer bestyrelsen for Miljøpunkt Indre By-Christianshavn samt Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen om lokaludvalgenes beslutninger.

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede på baggrund af årsberetning 2014 for det lokale miljøarbejde i hvilken grad Miljøpunkt Indre By/Christianshavn har efterlevet årsplan 2014 for det lokale miljøarbejde
  2. Lokaludvalget tog Miljøpunkt Indre By-Christianshavns årsberetning og tilskudsregnskab for det lokale miljøarbejde 2014, der fremgår af bilagene, til efterretning med de bemærkninger, der fremgår af løsningsafsnittet i denne sag.
  3. Lokaludvalget tiltrådte på det grundlag, at sekretariatet udbetaler 2. rate af driftsstøtten til Miljøpunkt Indre By/Christianshavn for det lokale miljøarbejde 2015.
  4. Lokaludvalget tog sekretariatets afrapportering om det lokale miljøarbejde i 2014 til efterretning.

Protokolbemærkning fra Poul Nielsen: "Jeg er af den opfattelse, at lokaludvalget ikke har kapacitet til at løfte det ansvar vedrørende det lokale miljøarbejde, som det er pålagt af Borgerrepræsentationen".

 

Til top