Mødedato: 24.05.2023, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

B-sag: Årsberetning for det lokale miljøarbejde i 2022

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg skal godkende årsberetningen for det lokale miljøarbejde i 2022.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg godkender årsberetningen for det lokale miljøarbejde i 2022, der ses i bilaget, med bemærkningerne, der ses i løsningsafsnittet.

Problemstilling

Kommissoriet for lokaludvalg

I henhold til kommissoriet for lokaludvalg, der blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 4. november 2021, skal lokaludvalgene støtte og udvikle det lokale miljøarbejde ved at inspirere og engagere en bred mangfoldighed af københavnere, virksomheder og organisationer i bydelen til aktivt at deltage i miljøprojekter, der samtænker miljø med det sociale, sundhed, kultur, byplanlægning, økonomi og integration. Lokaludvalgene skal ligeledes skabe lokal interesse og dialog om væsentlige miljøspørgsmål. Lokaludvalgenes miljøaktiviteter skal i øvrigt understøtte Københavns Kommunes visioner og mål på miljøområdet. Med henblik herpå skal lokaludvalgene årligt tilrettelægge det lokale miljøarbejde, gennemføre egne miljøaktiviteter og/eller give økonomisk støtte til lokale miljøprojekter, f.eks. Miljøfondene eller lokalt engagerende projekter initieret af københavnere. 

Driftsstøtteaftale for 2022 om det lokale miljøarbejde

I møderne den 10. juni og den 24. juni 2021 godkendte hhv. Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg, at den da gældende driftsstøtteaftale med Miljøpunkt Indre By & Christianshavn om udførelse af lokalt miljøarbejde skulle forlænges til den 31. december 2022.

Det fremgår af driftsstøtteaftalen for 2022, at Miljøpunkt Indre By & Christianshavns opgaver skal beskrives i en årsplan for det lokale miljøarbejde, som lokaludvalgene og bestyrelsen for Miljøpunkt Indre By & Christianshavn har aftalt. Årsplanen skal indeholde

  • en kortfattet beskrivelse af konkrete, adfærdsændrende aktiviteter.
  • delmål / succeskriterier for hver af aktiviteterne. Delmål / succeskriterier skal beskrives på en måde, så bestyrelsen for Miljøpunkt Indre By & Christianshavn i sine årsberetning let kan evaluere, hvordan det går med opfyldelsen af delmålene/succeskriterierne. 
  • en konkretisering af, hvordan det lokale miljøarbejde formidles.
  • en estimering på, hvor mange timer man skal bruge på de forskellige aktiviteter. 
  • et overordnet budget for aktiviteterne i årsplanen. Budgettets størrelse skal være lig med størrelsen af den driftsstøtte, som Miljøpunkt Indre By & Christianshavn modtager fra Indre By Lokaludvalg, Christianshavns Lokaludvalg og Københavns Kommune.
  • Budgettet skal indeholde oplysning om fordelingen af omkostningerne på hovedaktiviteterne.

Desuden fremgår det af driftsstøtteaftalen for 2022, at Miljøpunkt Indre By & Christianshavn skal aflevere en årsberetning om aktiviteterne og et årsregnskab for, hvordan driftsstøtten fra lokaludvalgene er anvendt. I årsberetningen skal man kunne se, hvilke aktiviteter der har været i Indre By og hvilke aktiviteter der har været på Christianshavn. Årsberetningen skal derudover være sammenlignelig med årsplanen, og årsregnskabet skal være sammenligneligt med budgettet. Årsberetningen skal konkret beskrive, hvordan de opstillede delmål/succeskriterier er blevet opfyldt, ligesom den skal beskrive, hvordan offentligheden er blevet informeret om opnåede resultater.

Årsplan for det lokale miljøarbejde i 2022

Årsplanen for det lokale miljøarbejde i 2022 blev godkendt af Indre By Lokaludvalg den 11. november 2021 og af Christianshavns Lokaludvalg den 24. november 2021. Se årsplanen i bilaget.

Løsning

I bilaget ses Miljøpunkt Indre By & Christianshavns årsberetning for det lokale miljøarbejde i 2022.

Det foreslås, at lokaludvalgene godkender årsberetningen med følgende bemærkninger:

  1. Succeskriterierne i årsplanen kunne med fordel have været gengivet i årsberetningen, så man i årsberetningen får et overblik over, hvordan det gik med opfyldelsen af succeskriterierne.   
  2. Jf. driftsstøtteaftalen kunne omtalen i årsberetningen af aktiviteter med fordel have været opdelt i aktiviteter i Indre By og aktiviteter på Christianshavn.
  3. Flere steder i årsberetningen står der, at Miljøpunkt Indre By & Christianshavn har deltaget i møder og aktiviteter. Det er uklart, om der menes, at man har være til stede eller om der menes, at man har været medarrangør. 
  4. På side 5 omtales en miyawaki-skov, men det forklares ikke, hvad en miyawaki-skov er.
  5. Årsberetningen kunne godt være mere konkret med hensyn til at beskrive, hvordan offentligheden er blevet informeret om opnåede resultater.

I bilaget ses Miljøpunkt Indre By & Christianshavns bemærkninger om ovenstående.

Indre By Lokaludvalgs beslutning

Indre By Lokaludvalg godkendte i sit møde den 11. maj 2023 årsberetningen for det lokale miljøarbejde i 2022, der ses i bilaget, med bemærkningerne, der ses ovenfor.

Økonomi

I 2022 støttede kommunen det lokale miljøarbejde med 733.597 kr. Indre By Lokaludvalg støttede det med 680.000 kr. og Christianshavns Lokaludvalg støttede det med 135.000 kr. Pengene blev overført til Miljøpunkt Indre By & Christianshavn jf. driftsstøtteaftalen.

Derudover har Indre By Lokaludvalg ydet støttet til følgende aktiviteter, som kan ses som lokalt miljøarbejde:

Copenhagen Bike Festival

30.865 kr.

2030 NOW

18.400 kr.

Arrangement på Dantes Plads

5.520 kr.

Indvielsesarrangement i Kastaniegården

8.325 kr.

 
Endvidere har Indre By Lokaludvalg selv stået for en aktivitet, som kan ses som lokalt miljøarbejde:

Offentligt informationsmøde om ladestanderinfrastruktur

7.604 kr.

 
 
Christianshavns Lokaludvalg har ydet støttet til følgende aktivitet, som kan ses som lokalt miljøarbejde:

Workshops med frøbomber

3.725 kr.

 

Endvidere har Christianshavns Lokaludvalg selv eller i samarbejde med Miljøpunkt Indre By & Christianshavn stået for lokalt miljøarbejde:

Offentligt møde om det lokale miljøarbejde

388 kr.

Ren Vold

6.752 kr.

Tur til biogasanlæg

7.866 kr.

Kurset "Bo Vandsikkert"

6.790 kr.

Byttedag: Giv hvad du har - tag hvad du kan bruge!

9.130 kr.

Videre proces

Driftsstøtteaftalen for 2023-24 og årsplanen for det lokale miljøarbejde for 2023-24 udløber den 31. december 2024. 

Dog besluttede Indre By Lokaludvalg den 18. august 2022, at driftsstøtteaftalen for 2023-24 gælder til den 31. december 2024 for så vidt angår støtten fra Københavns Kommune til dækning af husleje, løn og andre basisudgifter og til den 31. december 2023 for så vidt angår støtten fra lokaludvalget til dækning af udgifter til projekter.

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Asbjørn Kaasgaard om at tilføje en bemærkning om, at i forbindelse med beslutningen om den kommende årsplan for det lokale miljøarbejde drøfter lokaludvalget effekten af det lokale miljøarbejde.

Lokaludvalget godkendte årsberetningen for det lokale miljøarbejde i 2022, der ses i bilaget, med bemærkningerne, der ses i løsningsafsnittet, og med ovennævnte tiltrådte bemærkning.

Til top