Mødedato: 24.05.2023, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Høringssvar om Københavnersamlingens arbejde i 2024

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal beslutte et tema og spørgsmål, som Københavns Kommunes næste lokale Københavnersamling skal behandle i efteråret 2024.

Indstilling

Indstilling om,

  1. At Christianshavns Lokaludvalg beslutter et tema og spørgsmål, som Københavns Kommunes næste lokale Københavnersamling skal behandle i efteråret 2024.

 

Problemstilling

Borgerrepræsentationens sekretariat har bedt om forslag til et tema og spørgsmål, som Københavns Kommunes næste lokale Københavnersamling skal behandle i efteråret 2024. Der er svarfrist den 1. juni 2023.

En Københavnersamling er en lokal borgersamling, hvor en gruppe københavnere arbejder med et bydelsspecifikt tema.

I bilag 2 ses betingelser for udvælgelse af forslag til tema og spørgsmål til Københavnersamlingen. Det fremgår bl.a., at temaet skal have en lokal afgrænsning. Det kan være i en bydel, et lokaludvalgsområde, en tematisk problemstilling på tværs af to eller flere bydele/lokaludvalgsområder eller for en bestemt målgruppe af københavnere.

Deltagerne i Københavnersamlingen udvælges ved lodtrækning jf. bilag 3. Københavnersamlingen skal formulere en række anbefalinger baseret på deres arbejde. Anbefalingerne overdrages til politikerne i Borgerrepræsentationen.

I 2023 foregår Københavnersamlingen på Bispebjerg. Temaet er "En balanceret udvikling af Københavns bydele - med udgangspunkt i Bispebjerg".

Læs mere her: https://kobenhavntaler.kk.dk/koebenhavnersamling-2023

 

Løsning

Det foreslås, at lokaludvalget beslutter et tema og spørgsmål, som Københavns Kommunes næste lokale Københavnersamling skal behandle i efteråret 2024.

Forslag

Lokaludvalgets forretningsudvalg foreslår, at lokaludvalget genfremsætter sit forslag fra 2022, nemlig at temaet for Københavnersamlingen skal være "Emissionsfri zone omfattende Christianshavn og Middelalderbyen" og at der stilles følgende spørgsmål:

  1. Hvordan vil beboerne i zonen tage imod et forslag om, at diesel- og benzindrevne køretøjer er udelukket fra at køre i en emissionsfri zone omfattende Christianshavn og Middelalderbyen, mens el-biler frit kan anvende gaderne i zonen?
  2. Hvordan og hvor lang eller kort skal en indfasning af en emissionsfri zone omfattende Christianshavn og Middelalderbyen være?
  3. Hvordan vil beboerne på Christianshavn og i Middelalderbyen ændre adfærd, hvis diesel- og benzindrevne køretøjer er udelukket fra at køre i en emissionsfri zone, mens el-biler frit kan anvende gaderne i zonen?
  4. Hvordan vil leverandører af varer til detailhandlen og virksomheder håndtere et forbud mod diesel- og benzindrevne køretøjer i en emissionsfri zone på Christianshavn og i Middelalderbyen, mens el-biler frit kan anvende gaderne i zonen?
  5. Hvordan vil turister, restaurantgæster, shoppere, folk med arbejde i zonen, håndværkere med opgaver i zonen og andre, som har ærinder i eller besøger zonen, ændre adfærd, hvis diesel- og benzindrevne køretøjer er udelukket fra at køre i en emissionsfri zone, på Christianshavn og i Middelalderbyen, mens el-biler frit kan anvende gaderne i zonen?

Forslaget begrundes med følgende: 

Københavns Kommune er med sin parkeringspolitik i gang med at fremme brugen af el-biler og gøre det sværere for folk med benzin- og dieseldrevne biler at finde parkeringspladser. Næste skridt må være at undersøge, hvordan borgerne og erhvervslivet vil indrette sig, hvis kun emissionsfrie biler og lastbiler må køre i den centrale del af byen. Forslaget om en emissionsfri zone omfattende Christianshavn og Middelalderbyen skal ses som et ønske om at mindske luft- og støjforureningen og et ønske om, at København lægger et pres på bilindustrien til at satse på emissionsfrie biler og lastbiler. Resultatet af borgersamlingen kan indgå i grundlaget for den kommende kommuneplan. 

 

Forslag fra borgere

Borgerne har haft mulighed for at foreslå temaer via lokaludvalgets Facebookside. Se forslagene i bilaget.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Sekretariatet sender skemaet i bilag 1 med lokaludvalgets forslag til Borgerrepræsentationens sekretariat.

Økonomiudvalget forventes at beslutte det endelige tema den 26. september 2023.

Beslutning

Lokaludvalget godkendte forslaget om, at lokaludvalget foreslår temaet "Emissionsfri zone omfattende Christianshavn og Middelalderbyen" jf. løsningsafsnittet, idet lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jens Eskildsen om, at ordet "bilindustrien" under begrundelsen for forslaget erstattes med ordet "erhvervslivet".

 

Til top