Meddelelser
Beslutning
Ladcykelkonference
Asbjørn Kaasgaard orienterede om Miljøpunkt Indre By & Christianshavns ladcykelkonference den 18. april 2024, jf. bilaget.
Utætheder i Hal C
Asbjørn Kaasgaard oplyste, at sekretariatet har konstateret, at der fortsat er utætheder i Hal C. Han oplyste videre, at kultur- og fritidsborgmesteren har henvist til Kultur- og Fritidsforvaltningen for en løsning på problemet. Eftersom der har været utætheder i Hal C i længere tid til gene for brugerne af hallen, vil han gøre medierne opmærksom på sagen.
Dialogmøde med Kultur- og Fritidsforvaltningen
Asbjørn Kaasgaard oplyste, at Kultur- og Fritidsforvaltningen har inviteret Indre By Lokaludvalg, Amager Øst Lokaludvalg, Amager Vest Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg til et dialogmøde den 2. maj 2024 i Prismen i Holmbladsgade om Idrætsplanen og om Planen for Fremtidens Svømmetilbud. Mødet er med tilmelding.
Fjernvarme-renovering
Asbjørn Kaasgaard oplyste, at sekretariatet er i kontakt med HOFOR om kommunikationen til christianshavnerne om en fjernvarme-renovering, der tages fat på efter sommerferien. Renoveringen vil påvirke trafikken i Torvegade og Prinsessegade. Projektet er koordineret med Teknik- og Miljøforvaltningen i forhold til Torvegade-projektet.
Udkast til regulativ for erhvervsaffald
Asbjørn Kaasgaard orienterede kort om udkastet til regulativ for erhvervsaffald, der er i offentlig høring på Bliv Hørt-portalen. Lokaludvalget tiltrådte hans forslag om, at lokaludvalget ikke svarer på høringen.
Turisme
Asbjørn Kaasgaard oplyste fra et møde mellem kredsen af lokaludvalgsforpersoner og Wonderful Copenhagen, at det forventes, at turismen i København vil stige med 50% i løbet af de næste 5 år. Det giver problemer med nedslidning af byen, hvorfor lokaludvalgets forslag om en turismeskat har vakt interesse. Borgerrepræsentationen har således taget det til sig og bedt om at der skabes lovhjemmel til det.
Asbjørn Kaasgaard oplyste, at han deltager i Wonderful Copenhagens konference den 27. maj 2024, der har overskriften "En ny samtale". Konferencen angår spredning af turismen.
Frode Neergaard oplyste, at de mest brugte guidebøger om København og Danmark leder turisterne til Indre By og Christianshavn. Han gav udtryk for, at en politik for placering af events vil kunne medvirke til at sprede turismen.
Jacob Fuchs gav udtryk for, at økonomien i turismebranchen ikke tilsiger, at Wonderful Copenhagen har behov for støtte fra kommunen.