Mødedato: 24.04.2019, kl. 18:30
Mødested: Mødelokalet på 1. sal i Hal C, Arsenalvej 6

Turismen og hverdagslivet på Christianshavn

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal drøfte turismen og hverdagslivet på Christianshavn.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg drøfter turismen og hverdagslivet på Christianshavn.
  2. at Christianshavns Lokaludvalg beslutter, om det skal tage temaet op med relevante interessenter.

Problemstilling

Arbejdsgruppen Byplan, Trafik og Havnen har i sit møde den 16. april 2019 drøftet turismen på Christianshavn. Fra referatet: "Der er af Wonderful Copenhagen udarbejdet en plan for turismens videreudvikling frem mod 2030 i Københavnsområdet. Det interessante set fra et Christianshavner synspunkt er, at man ønsker turismen spredt mere ud i omegnen af København.

Vi skal sikre os at Lokaludvalget har noget at byde ind med.

Indre By har meldt ud i bladet ”Havnefronten,” at de ønsker en dialog om hotelkapacitet i Indre By. Hvis Christianshavns Lokaludvalg kunne hægte sig på dette, kunne det give et fingerpeg om turisme er et emne vi skal tage op."

 

I bilaget ses Wonderful Copenhagens turismeanalyse 10xCopenhagen. I bilaget er også Indre By Lokaludvalgs henvendelse af 18. marts 2019 til Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget om hotelkapaciteten i Indre By samt overborgmesterens og teknik- og miljøborgmesterens svar.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter turismen og hverdagslivet på Christianshavn og på baggrund af drøftelsen beslutter, om det skal tage temaet op med relevante interessenter.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Afhænger af drøftelsen

 

Bilag

0. Wonderful Copenhagens turismeanalyse "10xcopenhagen" (ikke på papir):

https://10xcopenhagen.com/

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede turismen og hverdagslivet på Christianshavn. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
    • I brevene til Indre By Lokaludvalg tager kommunen ikke stilling til turisme-problematikkerne.
    • Christianshavns Lokaludvalg bør samarbejde med Indre By Lokaludvalg om turisme-temaet.
    • I andre byer er der kommet restriktioner på turismen. Christianshavn er i farezonen.
    • Flere værelser er på vej. Hotellerne bør spredes ud.
    • Der skal ses på Wonderful Copenhagens markedsføring af København, som overborgmesteren tilsyneladende bakker op om.
    • Turismen i andre byer er på et andet niveau.
    • Der skal være en balance mellem vækst i turismen på den ene side og økonomisk vækst og arbejdspladser på den anden side.
    • Hvis beboerne flytter ud af byen, vil der ikke være en by. Turisterne vil se livet mellem husene.
    • Turister på el-cykler og løbehjul er farlige.
    • Spred turismen.
    • Turisterne kan benytte den offentlige transport til centrum.
    • Butikslivet er i stigende grad rettet mod turisterne og det hurtige besøg. Det har betydning for hverdagslivet.
    • Lokaludvalget bør gennemgå gældende lokalplaner for Christianshavn for at forebygge en uønsket udvikling.
    • Der er behov for at få præciseret serviceerhverv-begrebet.
    • Hotellernes indtog i Indre By hænger sammen med udflytningen af universitetet. København har mistet studenterliv og fået en anden form for byliv. Bykernen er død, indtil turisterne kommer.
    • Turisme-problematikken hænger sammen med ideen om bedre økonomisk fordeling, bærdygtighed og bevaring af miljø. Fremfor at fastholde økonomisk vækst som en målsætning, skal der være en målsætning om, at vækst ikke må ske på bekostning af miljøet.


  2. Lokaludvalget godkendte et forslag fra Poul Cohrt om at bemyndige ham til at kontakte Indre By Lokaludvalg vedr. et samarbejde om turisme-temaet.
Til top