Mødedato: 24.04.2019, kl. 18:30
Mødested: Mødelokalet på 1. sal i Hal C, Arsenalvej 6

B-sag: Puljeansøgninger, april 2019

Christianshavns Lokaludvalg skal tage stilling til seks puljeansøgninger.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. At Christianshavns Lokaludvalg giver Foreningen Kulturbroen Folkloric afslag på en ansøgning om 6.000 kr. til "Afrikansk dans og musik for børn" én dag i juni og én dag i august 2019 på banerne ved Hal C. Afslaget begrundes med, at  lokaludvalget ønsker at styrke mangfoldigheden på Christianshavn og derfor i udgangspunktet kun yder støtte til aktiviteter, der ikke tidligere har modtaget støtte fra lokaludvalget.

  2. At Christianshavns Lokaludvalg giver CC STUDIO / Copenhagen Contemporary tilsagn om 8.000 kr. til Art Bar for børn den 26. maj 2019 under Art Week. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 16.000 kr., fordi det ønsker at sprede anvendelse af sine midler.

  3. At Christianshavns Lokaludvalg giver Christiania Sports Club afslag på en ansøgning om 30.000 kr. til afholdelse af DM i 3-mod-3 streetfodbold i Den Grå Hal den 27. juli 2019. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vurderer, at arrangementet ikke er bydelsrelateret. Lokaludvalget opfordrer ansøger til at søge støtte i relevante puljer, fx en af kommunens puljer https://www.kk.dk/indhold/kultur-og-projektstoette.

  4. At Christianshavns Lokaludvalg giver Øveforeningen ”EKHO EKHO” afslag på en ansøgning om 31.000 kr. til  indretning af produktionsøvelokale med variabel akustik. Afslaget begrundes med, dels at lokaludvalget ønsker at bruge sine penge på andre aktiviteter og dels med at lokaludvalget ønsker at styrke mangfoldigheden på Christianshavn og derfor i udgangspunktet kun yder støtte til aktiviteter, der ikke tidligere har modtaget støtte fra lokaludvalget. 

  5. At Christianshavns Lokaludvalg giver Copenhagen Photo Festival, Broens Gadekøkken, Kulturtårnet og Refshaleøens Ejendomsselskab tilsagn om 9.500 kr. til Copenhagen Photo Festivals jubilæumsaktiviteter den 6.-16. juni 2019 på Refshaleøen, på Den Grønlandske Handels Plads og i Kulturtårnet på Knippelsbro. Støtten øremærkes til annoncering/PR og tryk/materialer jf. ansøgerens budget. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 32.000 kr., fordi det ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.

  6. At Christianshavns Lokaludvalg giver Plejehjem NU-gruppen tilsagn om 9.500 kr. til et borgermøde maj om nødvendigheden af et lokalt placeret plejehjem på Christianshavn. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 15.000 kr., fordi det ikke ønsker at give støtte til udgiften "Ekstern løn/honorar" jf. ansøgerens budget.

Problemstilling

Lokaludvalget har modtaget seks puljeansøgninger.

 

Løsning

1. Afrikansk dans og musik for børn

Foreningen Kulturbroen Folkloric søger om 6.000 kr. til arrangementet "Afrikansk dans og musik for børn" én dag i juni og én dag i august 2019 på banerne ved Hal C.

Formålet med arrangementet er at danse synge og spille med børn og få dem begejstrede og glade for det, og få lyst til mere dans sang og musik. Alle får dansebælter på, og så danses der, og man synger og spiller på rytmeinstrumenter.

Kl. 10-10.50 er der et arrangement for børn i vuggestuealderen og kl 11-12 er der et for børnehavebørn og skolebørn. Alle inviteres: Private, dagplejemødre, institutionerne og skolerne på Christianshavn. Det er gratis at deltage. 

Udgiftsbudgettet er på 6.000 kr. En eventuel støtte fra lokaludvalget vil gå til ekstern løn/honorarer.

Sekretariatets bemærkning

Det fremgår af lokaludvalgets retningslinjer for støtte, at lokaludvalget ønsker at styrke mangfoldigheden på Christianshavn og derfor kun yder støtte til aktiviteter, der ikke tidligere har modtaget støtte fra lokaludvalget. Lokaludvalget har tidligere givet Foreningen Kulturbroen Folkloric støtte til lignende arrangementer. Med den bemærkning ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter arrangementet.

Anbefaling fra arbejdsgruppen Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge

Foreningen Kulturbroen Folkloric ansøger Lokaludvalget om kr. 6.000,00 til Afrikansk dans og musik for børn. Evt. Støtte fra Lokaludvalget vil gå til løn/honorar. Udvalget har tidligere givet støtte til tilsvarende ansøgninger og jf. Lokaludvalgets retningslinjer ønsker vi at styrke mangfoldigheden og kan derfor ikke støtte tidligere ansøgere der har fået støtte. Derfor anbefaler udvalget at afslå denne ansøgning. Herudover en opfordring til sekretariatet om  at oplyse ansøgere om vores retningslinjer, for at undgå gentagne ansøgninger.

Formandens indstilling

At Christianshavns Lokaludvalg meddeler afslag til Foreningen Kulturbroen Folkloric  på en ansøgning om 6.000 kr. til "Afrikansk dans og musik for børn" én dag i juni og én dag i august 2019 på banerne ved Hal C. Afslaget begrundes med, at  lokaludvalget ønsker at styrke mangfoldigheden på Christianshavn og derfor i udgangspunktet kun yder støtte til aktiviteter, der ikke tidligere har modtaget støtte fra lokaludvalget.

2. Art Bar for børn

CC STUDIO / Copenhagen Contemporary søger om 16.000 kr. til Art Bar for børn den 26. maj 2019 under Art Week. Tre spændende værksteder og en bar popper op - med fokus på kunst, natur og krop! Formålet med arrangementet er at skabe en meningsfuld oplevelse for børnefamilier på Christianshavn med kunst og børnene i fokus.

Art Bar for børn er planlagt og udviklet i samarbejde med børnene selv. Derfor begynder projektet med et forberedelsesforløb, hvor børn fra en 5. klasse i lokalområdet, CC’s værter og en formidler forbereder arrangementet i fællesskab. Børnene får stort ansvar for selv at designe baren, planlægge omvisninger, være med i pressearbejdet, servere drikkevarer/snacks og guide mellem værkstedsaktiviteterne. 

Baren og værkstederne er åbne og aktive kl. 12-16. Alle værkstederne kan besøges i kortere eller længere tid, og de deltagende kan komme og gå, som de ønsker. Der vil være et stemmeværksted, et planteværksted og et træværksted. Værkstederne tager udgangspunkt i de aktuelle udstillinger i Copenhagen Contemporary I Have Grown Taller from Standing with Trees af Claudia Comte og SEIZURE af Marianna Simnett. Det er gratis at deltage, når man har købt entré til kunstcentret. Børn og unge har gratis adgang (0-17 år). 

Udgiftsbudgettet er på 16.000 kr. En eventuel støtte fra lokaludvalget vil gå til løn til arrangør, ekstern løn/honorarer, tryk/materialer og forplejning.

Sekretariatets bemærkning

Det fremgår af lokaludvalgets retningslinjer for støtte, at lokaludvalget ikke yder støtte til arrangørhonorar. Med den bemærkning ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten.

 
Anbefaling fra arbejdsgruppen Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge

CC Studio ansøger Lokaludvalget om støtte på kr. 16.000,00 til et spændende arrangement med fokus på kunst, natur og krop. Udvalget finder arrangementet interessant, spændende og nyskabende. Herudover foregår arrangementet på og for Christianshavnere. Udvalget anbefaler en støtte på kr. 8.000,00, fremfor det ansøgte beløb, ud fra betragtningen at vi ønsker at fordele Lokaludvalgets midler.

Formandens indstilling

At Christianshavns Lokaludvalg giver CC STUDIO / Copenhagen Contemporary tilsagn om 8.000 kr. til Art Bar for børn den 26. maj 2019 under Art Week. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 16.000 kr., fordi det ønsker at sprede anvendelse af sine midler.

3. DM i 3-mod-3 streetfodbold

Christiania Sports Club søger om 30.000 kr. til afholdelse af DM i 3-mod-3 streetfodbold i Den Grå Hal den 27. juli 2019. Arrangementet vil være det officielle danmarksmesterskab i 3-mod-3 gadefodbold, anerkendt af det internationale forbund World Street Football Federation.

Formålet med arrangementet er at skabe et attraktivt gadeidrætstilbud for voksne med udgangspunkt i den kreative fodbold og dens værdier, navnlig kreativitet, respekt og leg med bold. 3-mod-3 spilles på en mindre bane end andre traditionelle fodboldspil og kræver derfor et højere teknisk niveau og mindre fysisk.

Arrangementet skal hovedsageligt bestå af et 3-mod-3 gadefodbold stævne med et forventet antal af ca. 24 hold. Der forventes, at ca. 100 spillere deltager i selve turneringen. Der vil være sideaktiviteter for tilskuere som f.eks. frit tilgængelige panna baner med tilhørende instruktører og diverse publikumskonkurrencer som f. eks. en trickshot konkurrence, bedste kampråb-konkurrence mm. Det er gratis at overvære arrangementet.

Udgiftsbudgettet er på 104.780 kr. Der er bl.a. udgifter til leje af lokaler, løn til arrangør, ekstern løn/honorar, annoncering/PR, tryk/materialer, transport, forplejning, tribuner mm. samt opsætning af baner, lyd og lys. Hvert deltagende hold betaler 300 kr. i deltagergebyr.

Sekretariatets bemærkning

Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter arrangementet.

Anbefaling fra arbejdsgruppen Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge

Christiania Sports Club ansøger Lokaludvalget om støtte på kr. 30.000,00 til afholdelse af Danmarksmesterskab i 3 mod 3 gadefodbold i den Grå Hal. Udvalget mener der er tale om et Danmarksmesterskab, der tilfældigvis afholdes på Christianshavn og kan derfor ikke anbefale at yde støtte. Alternativt anbefaler udvalget at der ansøges om støtte gennem relevante idrætsforeninger.

Formandens indstilling 

At Christianshavns Lokaludvalg giver Christiania Sports Club afslag på en ansøgning om 30.000 kr. til afholdelse af DM i 3-mod-3 streetfodbold i Den Grå Hal den 27. juli 2019. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vurderer, at arrangementet ikke er bydelsrelateret. Lokaludvalget opfordrer ansøger til at søge støtte i relevante puljer, fx en af kommunens puljer https://www.kk.dk/indhold/kultur-og-projektstoette.

4. Produktionsøvelokale

Øvelokaleforeningen EKHO EKHO (tidligere kaldet Refshalen) søger om 31.000 kr. til indretning af produktionsøvelokale med variabel akustik, hvor musikere fra vækstlaget kan få optimale udviklingsbetingelser til fx at øve til at spille foran et publikum.

Udgiftsbudgettet er på 497.700 kr. En eventuel støtte fra lokaludvalget vil gå til PR/lancering, hjemmeside/sociale medier, tryk og mistet lejeindtægt ved etablering af lokalet.

Sekretariatets bemærkning

Det fremgår af lokaludvalgets retningslinjer for støtte, at lokaludvalget ikke yder støtte til drift og anlæg. Sekretariatet vurderer, at projektet som helhed er et anlægsprojekt og at udgiftsposten "Mistet lejeindtægt ved etablering af lokalet" er en driftsudgift.

Derudover fremgår det af lokaludvalgets retningslinjer for støtte, at lokaludvalget ønsker at styrke mangfoldigheden på Christianshavn og derfor kun yder støtte til aktiviteter, der ikke tidligere har modtaget støtte fra lokaludvalget. Lokaludvalget har tidligere givet øvelokaleforeningen støtte til udgiften "website", hvilket sekretariatet vurderer, er det samme som udgiften "hjemmeside/sociale medier" i den aktuelle ansøgning.

Sekretariatet mener derfor, at lokaludvalget ikke kan støtte projektet som helhed, men ser intet til hinder for, at lokaludvalget giver støtte til PR/lancering og tryk.

Anbefaling fra arbejdsgruppen Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge

Øveforeningen ”EKHO EKHO” ansøger Lokaludvalget om økonomiske støtte på kr.31,000,00 til indretning af produktionsøvelokale. Det ansøgte beløb skal bl.a. bruges til PR/lancering, hjemmeside/sociale medier. Udvalget mener ud fra et budget på kr. 497.700,00 at en begrænset støtte fra Lokaludvalget, ikke har den store virkning. Der er tidligere ydet støtte til foreningen og jf. Lokaludvalgets retningslinjer, om ikke at yde støtte til aktiviteter, der tidligere har fået støtte, anbefaler udvalget ikke at give støtte.

Formandens indstilling

At Christianshavns Lokaludvalg giver Øveforeningen ”EKHO EKHO” afslag på en ansøgning om 31.000 kr. til  indretning af produktionsøvelokale med variabel akustik. Afslaget begrundes med, dels at lokaludvalget ønsker at bruge sine penge på andre aktiviteter og dels med at lokaludvalget ønsker at styrke mangfoldigheden på Christianshavn og derfor i udgangspunktet kun yder støtte til aktiviteter, der ikke tidligere har modtaget støtte fra lokaludvalget. 

 

5. Copenhagen Photo Festivals jubilæumsaktiviteter

Sammen med Broens Gadekøkken, Kulturtårnet og Refshaleøens Ejendomsselskab søger Copenhagen Photo Festival om 32.000 kr. til Copenhagen Photo Festivals jubilæumsaktiviteter den 6.-16. juni 2019 på Refshaleøen, på Den Grønlandske Handels Plads og i Kulturtårnet på Knippelsbro.

Aktiviteten, der søges støtte til, er fotoudstillingen Coastland, som skaber samtaler om kysterne og havnens rolle for både den fælles danske identitet og ens lokale identitet. De prisvindende fotografer Mathias Svold og Ulrik Hasemann dykker ned i det 8.750 km lange danske kystliv og undersøger hvordan mennesker, lokalsamfund og naturen påvirker kysten. Udstillingen vises ved de to broer, der forbinder Christianshavn med fastlandet: i Kulturtårnet på Knippelsbro og som udendørsudstilling på Den Grønlandske Handels Plads, bl.a. ved Broens Gadekøkken.

I Kulturtårnet vil gæster blive mødt af fotografier langs trappen, og om aftenen vil man kunne opleve kystbilleder i tårnets øverste rum via projektion ud på den christianshavnske langside. Udover udstillingen afholdes der en række aktiviteter i Kulturtårnet.

Broens Gadekøkken og arealerne omkring vil fungere som et åbent udstillingsrum opsat med pyloner. Herfra inviterer udstillingen christianshavnerne og gæster til dialog omkring kyst-, havne- og byliv.

Derudover vil der være photowalks rundt på Christianshavn.

Udgiftsbudgettet er på 62.000 kr. Der regnes med en billetindtægt på 1.500 kr.

En eventuel støtte fra lokaludvalget vil gå til løn til håndværkere, ekstern løn/honorarer, transport af udstillingsstandere og af store print samt print af værker til udendørsudstilling ved Broens Gadekøkken.

Sekretariatets bemærkning

Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten med en underskudsgaranti.

Anbefaling fra arbejdsgruppen Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge

Sammen med Broens Gadekøkken, Kulturtårnet og Refshaleøens Ejendomsselskab ansøges der om støtte på kr. 32.000,00 af Lokaludvalgets midler til en fotoudstilling og andre aktiviteter i forbindelse med dette. Udvalget finder arrangementet dialogskabende og lokalt og derfor anbefaler udvalget at yde en støtte på kr. 9.500,00 til dækning af udgifter til annoncer og trykning.

Formandens indstilling

At Christianshavns Lokaludvalg giver Copenhagen Photo Festival, Broens Gadekøkken, Kulturtårnet og Refshaleøens Ejendomsselskab tilsagn om 9.500 kr. til Copenhagen Photo Festivals jubilæumsaktiviteter den 6.-16. juni 2019 på Refshaleøen, på Den Grønlandske Handels Plads og i Kulturtårnet på Knippelsbro. Støtten øremærkes til annoncering/PR og tryk/materialer jf. ansøgerens budget. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 32.000 kr., fordi det ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.

6. Borgermøde om nødvendigheden af et lokalt placeret plejehjem på Christianshavn

Plejehjem NU-gruppen søger om 15.000 kr. til et borgermøde sidst i maj, formentlig  den 23. maj 2019, om nødvendigheden af et lokalt placeret plejehjem på Christianshavn. Gruppen har tilsagn fra borgmester Sisse Marie Welling som taler - hende eller en stedfortræder - samt fra en broget flok af musikere og andre kunstnere fra Christianshavn, der vil underholde.

En eventuel støtte fra lokaludvalget vil gå til ekstern løn/honorarer, tryk/materialer, transport og forplejning.

Sekretariatets bemærkning

Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten.

Anbefaling fra arbejdsgruppen Sociale Forhold, Sundhed og Omsorg

Plejehjem NU-gruppen ansøger Lokaludvalget om økonomisk støtte på kr. 15.000,00, til afholdelse af et Borgermøde med focus på oplysning om et lokalt placeret plejehjem på Christianshavn. Der er forskellig optræden og politiske taler. Udvalget finder arrangementet aktuelt, lokalt og dialogskabende, men da der ikke er redegjort for hvad Løn/honorar dækker, anbefaler udvalget at yde en økonomisk støtte på kr. 9.500,00.

Formandens indstilling

At Christianshavns Lokaludvalg giver Plejehjem NU-gruppen tilsagn om 9.500 kr. til et borgermøde maj om nødvendigheden af et lokalt placeret plejehjem på Christianshavn. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 15.000 kr., fordi det ikke ønsker at give støtte til udgiften "Ekstern løn/honorar" jf. ansøgerens budget.

Økonomi

Lokaludvalget har afsat en ramme på 220.000 kr. til puljeansøgninger i 2019. Hidtil er der disponeret 68.370 kr. Hvis lokaludvalget følger indstillingerne, vil der være disponeret for yderligere 27.000 kr. af 2019-puljen.

Videre proces

Sekretariatet orienterer ansøgerne om lokaludvalgets beslutning og varetager den videre sagsbehandling.

 

Beslutning

  1. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give Foreningen Kulturbroen Folkloric afslag på en ansøgning om 6.000 kr. til "Afrikansk dans og musik for børn" én dag i juni og én dag i august 2019 på banerne ved Hal C. Afslaget begrundes med, at  lokaludvalget ønsker at styrke mangfoldigheden på Christianshavn og derfor i udgangspunktet kun yder støtte til aktiviteter, der ikke tidligere har modtaget støtte fra lokaludvalget.

  2. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give CC STUDIO / Copenhagen Contemporary tilsagn om 8.000 kr. til Art Bar for børn den 26. maj 2019 under Art Week. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 16.000 kr., fordi det ønsker at sprede anvendelse af sine midler.

  3. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give Christiania Sports Club afslag på en ansøgning om 30.000 kr. til afholdelse af DM i 3-mod-3 streetfodbold i Den Grå Hal den 27. juli 2019. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vurderer, at arrangementet ikke er bydelsrelateret. Lokaludvalget opfordrer ansøger til at søge støtte i relevante puljer, fx en af kommunens puljer https://www.kk.dk/indhold/kultur-og-projektstoette.

  4. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give Øveforeningen ”EKHO EKHO” afslag på en ansøgning om 31.000 kr. til  indretning af produktionsøvelokale med variabel akustik. Afslaget begrundes med, dels at lokaludvalget ønsker at bruge sine penge på andre aktiviteter og dels med at lokaludvalget ønsker at styrke mangfoldigheden på Christianshavn og derfor i udgangspunktet kun yder støtte til aktiviteter, der ikke tidligere har modtaget støtte fra lokaludvalget. 

  5. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give Copenhagen Photo Festival, Broens Gadekøkken, Kulturtårnet og Refshaleøens Ejendomsselskab tilsagn om 9.500 kr. til Copenhagen Photo Festivals jubilæumsaktiviteter den 6.-16. juni 2019 på Refshaleøen, på Den Grønlandske Handels Plads og i Kulturtårnet på Knippelsbro. Støtten øremærkes til annoncering/PR og tryk/materialer jf. ansøgerens budget. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 32.000 kr., fordi det ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.

  6. Lokaludvalget godkendte et ændringsforslag fra Sven Erik Brockdorff om at give Plejehjem NU-gruppen tilsagn om 15.000 kr. til et borgermøde i maj om nødvendigheden af et lokalt placeret plejehjem på Christianshavn.

 

Protokolbemærkning fra Poul Nielsen: "Jeg støtter hverken lokaludvalgets beslutning om at give CC STUDIO / Copenhagen Contemporary tilsagn om 8.000 kr. til Art Bar eller lokaludvalgets beslutning om at give Copenhagen Photo Festival, Broens Gadekøkken, Kulturtårnet og Refshaleøens Ejendomsselskab tilsagn om 9.500 kr. til Copenhagen Photo Festivals jubilæumsaktiviteter  Aktiviteterne, der i ansøgning nr. 1-5 ønskes støtte til, er ikke lødige."

Til top