Mødedato: 24.03.2021, kl. 18:30
Mødested: Teams

B-sag: Høringssvar om Risikostyringsplan 2021 for Køge Bugt - København

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal godkende et høringssvar til Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen om "Risikostyringsplan 2021 for Køge Bugt - København".

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg godkender høringssvaret til Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen om "Risikostyringsplan 2021 for Køge Bugt - København", der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Den 16. december 2020 sendte Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen "Risikostyringsplan 2021 for Køge Bugt - København" i offentlig høring på bliv hørt-portalen med svarfrist den 16. juni 2021.

En risikostyringsplan er kommunens plan for håndtering af oversvømmelsesudfordringerne i dag og i fremtiden. Planen fastsætter målsætninger for styring af oversvømmelsesrisikoen og redegør for konkrete tiltag, som skal bidrage til at indfri målsætningerne. Risikostyringsplan 2021 for Køge Bugt - København har til formål at:

  • revidere og opdatere risikostyringsplanen fra 2015
  • inkludere det nye, udvidede risikoområde i København risikoplan
  • følge op på kommunens relevante viden, initiativer og indsatser med stormflodssikring af byen i en samlet plan

Der er fastlagt nye målsætninger til minimering af risici fra oversvømmelser fra havet i Risikostyringsplan 2021 for Køge Bugt - København, som afløser målsætningerne fra den nuværende risikostyringsplan, da disse er indfriet i perioden 2015-2020. 

De fire målsætninger er, 

  1. at mindske lokale sårbarheder overfor oversvømmelser i Københavns Kommune.
  2. at der igangsættes en konkretisering af sikring mod stormfloder fra nord.
  3. at der etableres fysiske sikringer mod stormfloder fra syd inden udgangen af planperioden 2028-2033.
  4. at undersøge og matche de beredskabsfaglige efterspørgsler, herunder tilgængelighed af de nødvendige ressourcer før, under og efter en stormflod.

Under hver målsætning er tilknyttet en række konkrete tiltag, som skal bidrage til, at Københavns Kommune når målsætningerne.

Se "Risikostyringsplan 2021 for Køge Bugt - København" i bilaget.

Løsning

Lokaludvalgsmedlemmerne Asbjørn Kaasgaard og Mogens Hansen foreslår, at lokaludvalget sender følgende høringssvar til Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen:

"Oversvømmelser fra syd og nord: Konsekvenserne for Christianshavn 

Christianshavns Lokaludvalg ser Københavns kommunes risikostyringsplan som en nødvendig foranstaltning for at forebygge konsekvenserne af evt. kommende stormflod i Københavns havn.

Lokaludvalget anerkender, at Miljøstyrelsen har udvidet området til at omfatte det meste af København ud til åbent vand, inkl. forstæderne.

Planen indeholder gode analyser og anbefalinger af undersøgelser og forslag til mål og indsatser.

Christianshavn erfarer, siden stormen Bodil 2013, at bydelen er meget sårbar overfor vandstigning presset op fra Østersøen og / eller Kattegat/Skagerak, hvilket hurtigt får konsekvenser for vandstanden i kanalerne.

Stormen Bodil var årsag til flere oversvømmelser. Vandet i Christianhavns Kanal var 10 cm fra at oversvømme nedgangen til Metroen på Christianshavns Torv, og dele af Refshalevej og områder på Holmen og Islands Plads var ligeledes oversvømmet.

Især at det godt, at det er den ydre sikring - både mod syd og nord - der prioriteres (side 21 og side 28).

Og det er positivt, at der overvejes initiativer for udsatte områder, inden den ydre sikring er etableret, f.eks. for Holmen med de fredede Kanonbådsskurer.

For sen indsats?

Christianshavns Lokaludvalg mener, at tidsplanen er uansvarlig. Der står flere steder, at ud fra ”samfundsøkonomiske synspunkter ” skal initiativer fra syd prioriteres, mens initiativer fra nord kan vente nogle årtier. Yderligere fremgår det, at foranstaltningerne mod stormflod fra nord skal afvente en endelig afgørelse af Lynetteholm-projektet og det forslag til anlægslov, der er i høring januar 2021. Det betyder, at konkrete foranstaltninger tidligst bliver sat i værk om 15–20 år. Hvilke foranstaltninger modvirker oversvømmelse i den periode?

Ligeledes synes tidsrammen for konkrete initiativer fra syd efter planperioden i årene 2028-2033 også at være al for sent i forhold til opdæmning for oversvømmelse med stor gene for lokalsamfundet; socialt, økonomisk, trafikalt.

Ser man på kortene på side 11 med beskrivelse af trusler fra nord og syd, er området på Christianshavn ved Islands Plads og det sydlige Holmen lige meget truet, medens risikoen fra nord er størst for København som helhed.

Det samfundsøkonomiske synspunkt er hentet fra ”Stormflodsplan for København 2017”.  Men synspunktet, som rapporternes forfattere selv benævner det, tilsidesætter faglige og faktuelle undersøgelser og rapporter, senest fra Kystdirektoratet.  (Se kortene om risiko side 11).

Synspunktet gentages i forhold til vedtagelsen af Lynetteholm projektet, som bruges som argument for at spare nogle penge f.eks. til sikring af Metro-systemet ved at vente årtier med sikring fra nord. (Målsætning 2 - side 28).

Lokalplaner

Det er vigtigt, at der i nye lokalplaner tages højde for vand-udfordringerne i lavtliggende områder, således at overskydende jord anvendes til lokalsikring og ikke bortkøres. Men når man ser, at alle områder i det nybyggede Sydhavnen er truet af oversvømmelse, skal man ikke køre jord væk fra sådanne områder.

Der bør stilles krav om - også godt for bygherren – at områder, der ligger lavt og er truet af oversvømmelse, skal forhøjes med den jord der ellers graves væk.

Stigende grundvandsspejl

Rapporten kommer ikke ind på det stigende grundvandsspejl i København, men uanset om det ligger uden for rammerne for denne risikovurdering, så er det et problem, at der flere og flere steder i København og Frederiksberg sker stigning i grundvandsspejlet, og at der er behov for bortpumpning af vand, der ellers oversvømmer kældre mv.

Fra Politiken den 26. dec. 2020:

"At grundvandsniveauet i København foreløbigt ikke giver flere problemer skyldes, at nabokommunen Frederiksberg pumper vand op. Det er en indsats, som også har betydning for grundvandsspejlet i dele af København. Hvis Frederiksberg standsede pumpningen, så vil det kunne give vandstigninger på flere meter i undergrunden under bl.a. dele af Vesterbro."

Økonomi

Risikostyringsplanen giver ikke noget bud på finansieringen. Er det staten der betaler?  Er det grundejerne?  Kommunen?

Sammenfatning

Christianshavns Lokaludvalg understreger, at horisonten for sikringer mod oversvømmelse er alt for lang. Fra syd 7-12 år og fra nord 10-15 år.

Oversvømmelsessikring af København i form af ydre sikringer fra syd (Kalveboderne) og nord (Kongeløbet og Lynetteløbet) skal fremrykkes mest muligt og skal ske samtidigt.

Alternativt, at sikringen fra syd sker så hurtigt som muligt og ikke først fra 2028-33.

Desuden bør planerne for stormflod, oversvømmelse, havvandsstigning, styrtregn og grundvandsstigning ses under ét.

Med venlig hilsen

Poul Cohrt,
formand"

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt høringssvaret, lægger sekretariatet det på bliv hørt-portalen.

Forvaltningerne oplyser, at den endelige risikostyringsplan forventes vedtaget af Borgerrepræsentationen i oktober 2021. Miljøministeren skal herefter senest den 22. december 2021 offentliggøre en samlet risikostyringsplan for hvert af områderne.

Risikostyringsplan 2021 for Køge Bugt - København igangsætter ikke nye initiativer. Initiativer i relation risikoplanen vil blive igangsat enkeltvis gennem særskilte politiske beslutninger.

Risikostyringsplanen 2021 for Køge Bugt - København skal revurderes i 2027.

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Poul Cohrt om, at følgende sætning sættes ind i høringssvaret lige før overskriften "For sen indsats?": "Ligeledes skal problematikken vedr. de lavtliggende områder på og ved Refshalevej og Christiania løses."  

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Ulla Bo Skovvart om, at 5. afsnit i høringssvaret formuleres:
"Stormen Bodil var årsag til flere oversvømmelser. Vandet i Christianhavns Kanal var 10 cm fra at oversvømme nedgangen til Metroen på Christianshavns Torv, og dele af Refshalevej og områder på Holmen, Wilders Ø og Islands Plads var ligeledes oversvømmet."

 

Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen om "Risikostyringsplan 2021 for Køge Bugt - København", der fremgår af løsningsafsnittet, med de tiltrådte ændringsforslag.

Til top